Linda Ronstadt: The very best of Linda Ronstadt
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 324
Linda Ronstadt er en dygtig sangerinde, og hun har i løbet af sin lange karierre fortolket rigtig mange sange. Ofte lavede hun covers, og kun i yderst sjældne tilfælde havde hun selv skrevet sine originale numre. Hun sang indenfor mange stilarter, hovedsageligt pop, rock, country og diverse kombinationer af disse tre genrer. Mange af hendes mest kendte numre blev i 2002 opsamlet på The very best of Linda Ronstadt. Den findes i både en amerikansk og en international udgave, hvor rækkefølgen er ændret en smule, og et par få numre er blevet erstattet af andre. Jeg har lyttet til den internationale. Ronstadt har jeg ikke lyttet meget til udover dette ene album, men jeg må sige, at hun er en fin fortolker af rockgenren. Klassikere som "It’s so easy" af Buddy Holly og "Back In the U.S.A." af Chuck Berry bliver behandlet respektfuldt. De minder måske lidt meget om originaludgaverne, men alene at høre disse fede numre leveret af en så dygtig sangerinde er ret sejt. Hun fik også gjort obskure numre som Warren Zevons "Poor poor pityful me" mere populære, og det i en fremragende udgave.
Det er ikke hver eneste fortolkning, hvor jeg føler, at hun giver nummeret, det det fortjener. Buddy Hollys "That’ll be the day" er virkelig svær at få genskabt magien fra, og man skal have charme på niveau med Buddy Holly selv for at bære den, og det har Ronstadt ikke, selvom hun er en karismatisk musiker. Smokey Robinsons "Tracks of my tears" og "Ooh baby baby" får også suget ret meget af deres sjæl ud. Neil Youngs "After the gold rush" og Eagles’ "Desperado" bliver også gjort kedeligere og mere country-prægede end oprindeligt. Og jeg ved godt at "Blue Bayou" er en af hendes mest elskede numre, men jeg har det meget på samme måde med den, med den forskel at jeg heller ikke er så stor fan af Roy Orbisons originaludgave. Hvis Ronstadt dog virkelig vil kede mig, så fremfører hun en duet. Der er tre duetter på denne plade, to med Aaron Neville og én med James Ingram, og de er forfærdelig klichéfyldte, kedelige og på alle måder ordinære. Disse duetter var alle tre enorme hits i slut-80’erne, men til det har jeg bare at sige, at slut-80’erne generelt var forfærdelige år for amerikansk popmusik.
Ronstadt debuterede som sanger i bandet Stone Poneys, og med dem har hun én sang på denne opsamling, og det er en af de allerbedste. Det hedder "Different drum", og jeg elsker virkelig den barokke instrumentation. Popmusik har brug for mere cembalo og cello! Jeg har endnu ikke rørt ved hendes originale solonumre, men de er af meget svingende kvalitet. Eller rettere, der er præcis fem af dem, og fire af dem er rigtig kedelige, langsommelige countrypop-sange, som jeg ikke aner, hvorfor jeg skulle interessere mig det mindste for. Den ene af dem har hun selv skrevet, den hedder "Winter light", og jeg ville gerne diskutere den yderligere, hvis den havde noget, der kunne diskuteres. Den interessante blandt de fem hedder "How do I make you", og den er en rigtig sjov rocksang. Jeg synes, der begynder at tegne sig et mønster, og det siger noget i retning af, at hvis Ronstadt laver en sjov sang, så kan hun sagtens finde ud af det, og jeg har det bare skægt med nummeret, og hvis hun prøver at være langsom og romantisk, så er jeg ved at brække mig. The very best of Linda Ronstadt giver mig et nuanceret billede, men det er bare svært at tilhøre målgruppen for samtlige numre.