Lisa Ekdahl på jubilæumsturné

I marts måned i år er det 30 år siden, Lisa Ekdahl udsendte sit første album, som havde titlen ”Lisa Ekdahl” og indeholdt en stribe selvkomponerede sange, hvoraf et par stykker hurtigt blev landeplager, både i Sverige, i Norge og i Danmark: ”Vem vet” og ”Benen i kors”. Ud over de to hitsange var der adskillige andre iørefaldende og charmerende numre på Lisa Ekdahls debut-plade, som nok fortsat er hendes mest populære udgivelse og også den udgivelse, de fleste musiklyttere kender hende for.

Der er altså flere gode grunde til, at Ekdahl har valgt at kalde sin kommende forårsturné for ”Vem vet – Vintage Tour 30 År”. Turnéen vil bringe hende til København flere gange inden for den næste måneds tid, og selv om nogle af koncerterne i Koncerthuset allerede er udsolgt, er der stadig mulighed for at få billetter til en af de kommende 6 koncerter i København – eller til koncerten i Aarhus d. 12.07., hvis man foretrækker det. Læs mere om koncerterne på Lisa Ekdahls hjemmeside, www.lisaekdahl.com

En varieret karriere
Lisa Ekdahl indledte sin sangkarriere som jazzsanger med Peter Nordahls Trio, som hun også i anden halvdel af 1990´erne udsendte to cd´er sammen med. Men det var med en original blanding af svensk visepop og latinorienteret musik, hun slog igennem som sanger, og den stil har hun siden holdt fast ved, selv om hun sideløbende med det svensksprogede vise-repertoire også fortsat har dyrker jazzmusikken på flere engelsksprogede udgivelser. Ikke mindst i Frankrig har Ekdahl i en årrække været populær, og hendes dobbelt-cd med koncertoptagelser fra Olympia i Paris skaffede hende et stort fransk publikum. Men det var og er dog stadig i de nordiske lande, Lisa Ekdahl har sin primære fanskare.

Efter et par engelsksprogede udgivelser med originale sange skrevet af Ekdahl selv, ”Give me that slow knowing smile” (2009) og ”Look to your own heart” (2014) vendte hun i 2017 tilbage til det svenske sprog med ”När alla vägar leder hem”, og albummet blev en slags comeback for sangeren – selv om hun nu aldrig har været langt væk fra rampelyset i sit hjemland. Alle de tre udgivelser bærer Lisa Ekdahls tydelige aftryk i form af hendes karakteristiske spinkle stemme, som ikke kan forveksles med andre stemmer, men også i form af en stribe vellydende og velturnerede sange.
Ind imellem alle højdepunkterne i Ekdahls musikalske karriere har der været et par bølgedale, som ikke har befordret karrieren, men som vel heller ikke har trukket fra i den. Blandt de mindre interessante udgivelser fra perioden kan nævnes Ekdahls samarbejde med hendes daværende mand, Salvadore Poe, fra 2001 og en mindre inspireret svensksproget cd fra 2006, ”Pärlor av glas”. Men pyt med dem – hovedindtrykket er et femstjernet sangkatalog, som koncertgæsterne i København i februar og marts kan glæde sig til at skulle lægge ører til.

Store sange, lille stemme
I 2019 skrev jeg en artikel (To halvrunde svenske jubilæer) her til hjemmesiden i anledning af Lisa Ekdahls 25 års jubilæum som aktiv musiker, og den artikel var (naturligvis) stærkt positiv over for sangerinden. Siden 2019 har Lisa Ekdahl udsendt to cd´er, én med originalt svensksproget materiale og én med engelsksprogede covernumre – og ingen af cd´erne lever efter min mening op til hendes normalt høje kvalitetsniveau. Det kan jo bare være et spørgsmål om smag; men lad mig bruge lidt spalteplads på at berette, hvorfor jeg ikke er særligt begejstret for Ekdahls seneste to udspil – når jeg nu ellers er så glad for sangerinden.

I 2021 fik Ekdahl den idé, at hun ville hylde en stribe store sange ved at give sin egen fortolkning af dem på plade, og det blev til udgivelsen ”Grand songs”. Her var både personlige versioner af nyere sange og af ældre klassikere, bl.a. klassiske sange af Bob Dylan og The Beatles, og alle sangene blev serveret med Ekdahls spinkle stemme i forgrunden samt i lettere jazzede arrangementer. Yndere af Lisa Ekdahls skrøbelige stemme fik uden tvivl, hvad de kom efter på den nye udgivelse; men sangerinden havde ikke gjort opgaven let for sig selv ved sit udvalg af coversange til ”Grand songs”. Det engelske ”grand” betyder jo ”stor”, og der er ingen diskussion om, at mange af sangene på cd´en er store; men ordet ”grand” indeholder samtidig et element af noget ”storslået”, og det er her, det efter min mening kniber noget med Ekdahls formidling.

Sange som ”You´ve lost that lovin´ feeling” og “Stop! In the name of love” er i ordets bedste forstand storslåede – altså i originalversionerne, hvor de ledsages af veritable lydmure. Når man én gang har hørt sangene med de oprindelige kunstnere, er det svært at acceptere Lisa Ekdahls minimalistiske sangforedrag, der snarere præsenterer sangene som lavmælte og intime kærlighedssange end som store sjælerystende dramaer. Det er vanskeligt at undgå at sammenligne med de originale udgaver, og en sammenligning falder desværre ikke ud til fordel for Ekdahls versioner. Det er simpelt hen for svært at høre den store smerte i Ekdahls ”You´ve lost that lovin´ feeling”, som i stedet bliver til en hyggelig konstatering af tingenes tilstand. På samme måde er det meget svært at høre den iskolde anklage mod ex-kæresten i Bob Dylans ”What was it you wanted”, når man lytter til Lisa Ekdahls småpludrende version af sangen. Det holder slet ikke – og det skyldes ikke mindst konceptet bag covers-udgivelsen, med alt for store sange til en alt for lille stemme.

Lillepigestemmen
Med hensyn til indholdet på cd´en ”Bang bang i mitt hjärta” fra 2023 er problemet et lidt andet end valget af sange. Lisa Ekdahl er her vendt tilbage til det svenske sprog, hvilket bestemt ikke er nogen ulempe i forhold til hendes begrænsede stemmeregister. Ekdahl er hjemme i det svenske sprog og kan udnytte alle nuancerne og bibetydningerne i sproget, både når hun skriver sine sange, og når hun efterfølgende synger dem. Det er en ubetinget fordel, som hun da også udnyttede fuldt ud i forbindelse med f.eks. debutpladen. Men fordi svensk er Lisa Ekdahls modersmål, må hun også regne med, at teksterne til hendes svensksprogede sange bedømmes lidt mere kritisk end hendes engelsksprogede udfoldelser, og det er især på det tekstmæssige plan, Ekdahls seneste udgivelse falder noget igennem – i hvert fald efter denne lytters mening.

Ekdahl har i et interview selv udtalt sin begejstring for de enkle formuleringer i titelsangen til sit nye album, men jeg kan desværre ikke give hende ret: ”Du är ute med pilen och bågen igen/ bang bang i mitt hjärta, bang bang/ Du är ute ned nätet och håven igen/ bang bang i mitt hjärta, bang bang”, lyder nogle af linjerne i sangen, og det kan næppe kaldes stor eller eftertænksom poesi. Det er heller ikke nødvendigt, og det er vel ikke værre end indholdet i så mange andre popsange. Det er heller ikke meget anderledes end indholdet i dansbandorkestret Keith Almgrens Orkesters ”Bang bang slår mitt hjärta” (1996), hvor fortsættelsen lyder: ”Bom bom vilkan lycka/ det är som en vinst i ett lotteri”. Osv. Men det er heller ikke bedre, og det er nok det, der er problemet.

Jeg tror, at Lisa Ekdahls store publikum forventer lidt mere af hende, men det kan jo være, at jeg tager fejl. Blot vil jeg her supplere min skepsis over for Ekdahls enkle og forenklede tekstunivers med en bemærkning om, at de børnerimsagtige formuleringer ikke bliver bedre af, at Ekdahl på titelnummeret til den nye plade har fundet sin allermest kælne lillepigestemme frem fra klædeskabet. Jeg håber, at koncertpublikummet i slutningen af februar og starten af marts kommer til at møde en mere voksen Lisa Ekdahl i Koncerthuset – og også gerne en lidt mere rockende Ekdahl end hende, man ellers kender. Det ligger nok ikke i kortene lige p.t.; men i det ovenfor citerede interview har Lisa Ekdahl faktisk udtalt, at hun godt kunne tænke sig at finde frem til nogle flere sider af sit udtryk end dem, hun viser på cd-udgivelserne. Det måtte efter denne lytters mening gerne være en lidt mere rå og upoleret side.