Genre: 
Pop

Liv Beck og Tove Sørensen: Spil smart, vol. I og II

Liv Beck og Tove Sørensen: Spil smart
08-06-15
Af: 
Peter Elmelund, Randers

Spil smart – og det er ikke dumsmart

Liv Beck og Tove Sørensen: Spil smart Vol. I og II – succesfuldt sammenspil med minimum forberedelse. Stepnote Publishing, 2014 og 2015

Her er et par brugbare hæfter, når man skal ha’ nogle gode popsange til at virke i musiktimen.

De to konservatorieuddannede musiklærere Liv Beck og Tove Sørensen har taget en portion popsange, som de unge i forvejen skråler med på og gjort dem grydeklar til musikundervisningen.
Sangene er forenklede, men ikke forfladigede. Den gode gamle floskel om, at man kan nå langt med 2-3 akkorder, bliver her konkretiseret og demonstreret, så vi må klappe i hænderne for dette projekt.

En mission, der vil noget – her og nu

Begge hæfter har en grundig introduktion, hvor missionen forklares: ”At opleve klassen som en helhed, der spiller musik sammen og at forberede og gennemføre sammenspillet markant lettere og mindre tidskrævende.”

Forfatterduoen opstiller de seks kriterier, den har lagt til grund for sangvalget. Det betyder blandt andet maksimum fire akkorder i hver sang og tekster, der er til at udtale, synge og forstå for målgruppen. Og så gode, her-og-nutidige popsange, som ungerne kender godt.

Det er nemlig vigtigt, for her er ingen melodilinjer på noder – lyt til numrene! Her burde naturligvis også henvises til Bibzoom i stedet for YouTube, så de kære musikere er sikret en beskeden indtægt.

I første bind er der fotografier af akkorderne på klaveret, men dårlige billeder. I nyeste bind er der i stedet tastaturtegninger med angivelse af, hvilke tangenter, der skal trykke ned. Meeget bedre; ligesom vi kender fra eksempelvis Imudicos sangbøger.

Gør det enkelt – det virker

Hvert bind indeholder 10 sange, hvor hver sang fylder et dobbelt opslag. I første bind har vi både Justin Biebers "As long as you love me" og Rasmus Seebachs "Engel" og "Lidt i fem" og Medinas "Ensom". Det er jo allerede gårsdagens hits, men de tre sidste holder sandelig også nu; "Ensom" har endvidere fået en genopblomstring i Tina Dickows udgave.

Gode musiklærervenner har kigget med og siger samstemmigt, at det sandelig er brugbare hæfter, der hurtigt kan få samspillet i gang. Efter første hæftes udgivelse var der forsigtige ytringer om, at der måske godt kunne være lidt mere inspiration til udvidelse af de ind-til-benet-skårne arrangementer.

Ytringerne er blevet hørt, og i Vol. II er der til hver sangs dobbeltopslag yderligere to sider med ”Udvidet arrangement”. Så når klassen har fået L.I.G.A.s "Den første gang" op at stå efter den enkle model, er der måske en guitarist eller keyboardspiller, der evner at få lidt flere nuancer i spillet. Værsgo, her er så det grydeklare koncept sort-på-hvidt, der fortæller, hvordan tonesproget let og enkelt kan beriges.

Spil smart – spil snart

Det er stærkt og måske også lidt vovet at kalde serien for Spil smart. Men det er jo lige præcis det, det er: I den allermest positive forstand er det da smart at kunne (sam)spille så hurtigt. Så langt fra dumsmart – og så rimer Spil smart altså på spil snart.

Så gør det: Make it simple - spil snart – og smart. Her er disse to første hæfter en god hjælp. Lad os håbe, der bliver mulighed for flere hæfter i samme koncept.

Marie Key siger i "Uden forsvar", som også er i Vol. II:

Så tro på, det kan stå selv – helt uden forsvar
Tro på det kan holde – det er så fedt det vi har

Ja, tro på det – og spil!