Genre: 
Pop

Madonna: Like a prayer

Madonna: Like a prayer
12-02-16
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 237

I 1989 var Madonna toppen af poppen. Hun havde udgivet tre vildt succesfulde studiealbums med utrolig populære singler, spillet hovedrollen i fire film, og til en af dem havde hun endda lavet soundtracket. Hendes popularitet nåede højdepunktet med albummet Like a prayer i 1989. Her finder man nogle af de bedste popsange nogensinde, bl.a. det fantastiske titelnummer. Det store gospelkor, den sjove melodi og den faktisk særdeles kloge og vittige tekst arbejder sammen om at opnå det, enhver popmusiker bør stræbe efter. Det er simpelthen bare perfektion. Madonna ved, hvad hun laver, og selvom det hele er simpel popmusik, så gør hun hver sang ganske forskellig fra den sidste, og hun sørger også for variation på de individuelle sange. Det er en stor kunst at skabe en fængende sang uden at så mange gentagelser, at det kan være trættende at lytte til i længden. Den sang, der er tættest på at komme til det er "Cherish", men den er kompositorisk virkelig stærk, og selvom det er en simpel kærlighedssang, er teksten ganske klog. Og instrumentationen er godt nok funky.

I forhold til, at det er popmusik, er sangene meget lange. Kun to af pladens 11 sange er under 4 minutter, og de fleste er tættere på 5 minutter end 4. Det er dog fuldkommen retfærdiggjort i de fleste tilfælde. "Cherish" udvikler sig nok for lidt efter min smag, den måtte godt have skåret 30 sekunder af. På de andre er der mere på spil end blot omkvæd og vers. Der er brud i strukturen, selv på tilsyneladende simple sange som "Keep it together" og "Till death do us part". Sidstnævnte er dog ikke den bedste sang på pladen. Den er sjov og energisk, men den føles kunstig, og før Madonna begynder at synge, lyder det lidt som baggrundsmusik fra The Sims eller TV-shoppen. Den er sukkersød og hyperaktiv, men heldigvis bliver den efterfulgt af den stille klaverballade "Promise to try", der er en flot afstikker på pladen. Apropos afstikkere, så tog det mig virkelig lang tid at værdsætte "Love song", som hun har skrevet og indspillet i samarbejde med Prince. Den lyder rigtig meget af Prince, og den er skævere end noget andet på pladen. Den er dog både stemningsrig og dybsindig, og den ender med at være et højdepunkt.

Der er små problemer på enkelte numre, men det største problem er nok pladens  sidste nummer, "Act of contrition". Madonna synger ubehageligt ømt over små klip fra sangen "Like a prayer" spillet baglæns. Det er en sær sang, og heldigvis er den ganske kort, men det er en meget antiklimaktisk afslutning. Hun afslutter med at råbe “What Do You Mean It’s Not in the Computer?”. Det ville måske have virket, hvis hun generelt var mere eksperimentel, men her føles det bare underligt. Det passer slet ikke ind. Dog vil jeg give det point for at være kreativt og unikt. I løbet af Like a prayer får du nogle velkendte singler, men som du hører albummet flere gange, bliver det til en helstøbt oplevelse, hvor sange som "Express yourself" og "Cherish" er lige så store klassikere som "Love song" og "Spanish eyes". På sidstnævnte og faktisk ret mange andre af pladens sange er der en ægte messingblæserkvartet. Samtidens popsangere ville sikkert bare have brugt synthesizere, men Like a prayer er en af Madonnas mest organiske plader. Og det er også en af de bedste.

Lån Like a prayer fra dit nærmeste bibliotek

Besøg Kjartans musikblog