Magiske busser – og andre busser

Der tales meget om busser for tiden, ikke mindst i forbindelse med transportministerens udsagn om, at ”bus og metro skal være så dyrt i København, at folk bliver ved med at cykle”. Udmeldingen har forudsigeligt nok affødt en del kommentarer, og det samme gælder ministerens planer om at lade personbiler fylde mere i den kollektive trafik de steder, hvor det er dyrt at opretholde busdriften. ”Kollektiv mobilitet” kaldes planerne om at lade privatbiler overtage en del af busdriften.

Netop nu tales der desuden en del om busser i de dele af København, hvor der er indsat metrobusser, mens flere metrolinjer holder stille i 14 dage. Man skal forvente ”meget længere rejsetid end normalt, og der vil ikke være plads til alle” oplyser Metroselskabet opmuntrende i en pressemeddelelse til de rejsende. Tak for ingenting, kunne man være tilbøjelig til at kommentere meddelelsen; men passagererne i den offentlige trafik er heldigvis allerede så hærdede, at de fleste nok skal overleve den midlertidige metro-nedlukning.

Der er dog også mere glædelige bus-beskeder for tiden, bl.a. den, at udstillingsstedet Copenhagen Contemporary i perioden frem til d. 1. april viser udstillingen ”Den fantastiske bus”, hvor børn i alle aldre kan møde Jakob Martin Strids fantasifulde tegninger fra hans seneste udgivelse af samme navn som udstillingen. I mere end 50 tegninger, flere af dem 2 meter store, kan den museumsbesøgende fordybe sig i Strids helt originale billedunivers, hvori ikke mindst transportmidler spiller en stor rolle. Hvis man godt kan lide Strids tegninger – og hvis man godt kan lide busser – er der rigeligt at komme efter i udstillingsbygningen på Refshaleøen i København. Her er der i hvert fald ikke nogen, der er ude på at nedlægge busserne.

Magic bus
I rockmusikkens tekster møder man også en del busser, nogle af dem i positivt ladede sammenhænge og andre i mere neutrale forbindelser; men det er vist uhyre sjældent, at rockmusikerne direkte lægger bustransporten for had i deres sange. En af de rockbusser, der måske ligefrem kan have dannet forbillede for Jakob Martin Strids fantastiske bus, er The Who´s ”Magic bus” (1968), som dog primært er magisk, fordi den bringer sangens jeg-person frem til hans elskede. Men der må nu være noget særligt ved denne magiske bus, for jeg-personen ønsker at købe den (af chaufføren!), så han kan køre kæresten rundt i den altid. Og det lyder faktisk, som om projektet lykkes inden for sangens rammer: ”Every day you´ll see the dust/ as I drive my baby in my Magic Bus”.

Et andet og måske nok så oplagt rockmusikalsk forbillede for Strids fantastiske bus kunne være den bus, The Beatles kører rundt i i filmen ”Magical Mystery Tour” (1967). Der er nok ikke så meget magi over bussen i Beatles-filmen, som der er over bussen i Strids fantasifulde billedbog; i filmen er der trods alt kun tale om en relativt almindelig udflugtsbus. Men det er jo også busturen, der i The Beatles´ regi beskrives som magisk, og den karakteristik kan man sikkert godt være enig i. Beatles-filmen blev ganske vist (mod forventning) ingen publikumssucces, da den blev vist i TV anden juledag 1967 – i en sort-hvid version, fordi BBC1 ikke havde det tekniske udstyr til at vise filmen i farver på dette tidspunkt! Det svarer til at ville vise en regnbue uden brug af farver.

Allerede d. 5. januar 1968 blev der dog rådet bod på brøleren, da BBC2 kunne vise ”Magical Mystery Tour” i TV i farver. Det var dog for sent til at redde filmens omdømme; såvel kritikere som menige seere havde allerede stiftet bekendtskab med den sort-hvide filmversion, og de var ikke begejstrede for, hvad de så – for at sige det mildt. Filmen blev rakket ned af alle og var i sandhedens interesse heller ikke så god, som den burde have været ud fra oplægget – bortset fra at flere af de indlagte sange holdt vanlig høj Beatles-standard.

Ideen med en magisk bustur, som til dels var lånt fra Ken Kesey´s Merry Pranksters og deres psykedeliske bus, som de i 1964 kørte rundt med i USA, var ganske sjov og kunne – med en lidt større arbejdsindsats fra Beatles-medlemmernes side – være resulteret i noget mere mindeværdigt end den foreliggende film. Som det er nu, husker man især begrebet ”Magical Mystery Tour” som udtryk for noget festligt og farverigt, samt nogle af sangene fra projektet, bl.a. titelsangen: ”Roll up for the Mystery Tour/ The Magical Mystery Tour/ is waiting to take you away”.

Mere almindelige busser
Langt mere udbredt i rocklyrikken end de magiske busser er de helt almindelige busser. Som oftest handler sangteksterne om busser om at skulle skynde sig for ikke at komme for sent til bussen, som f.eks. i The Kinks´ ”Rush hour blues” (1975): ”Darling, are you ready?/ you´ll be late for the bus”. Eller som i The Beatles´ ”A day in the life” (1967), hvori det bl.a. lyder: “And looking up, I noticed I was late/ found my coat and grabbed my hat/ made the bus in seconds flat”. Men der kan dog også være noget magisk over hverdagens busser, f.eks. hvis der sidder en dejlig pige i bussen. Det er tilfældet i Cliff Richard´s ”Girl on the bus” (1968, tekst af John Rostill), hvori sangens jeg-person hver morgen klokken tyve minutter over ti smiler til en smuk pige i den bus, der kører forbi hans vinduer – selv om han dog endnu ikke har taget sig sammen til at stå på bussen og køre sammen med pigen. I Leonard Cohen´s ”Ain´t no cure for love” (1988) er der tilsvarende tale om en skøn kvinde i en bus – faktisk jeg-personens ex-kæreste – som han stadig er forelsket i, og som han ser overalt, bl.a. i bussen: ”I see you on the subway and I see you on the bus”.

I USA, landet med de store afstande, har man fænomenet Greyhound busser, og når der dukker busser op i de amerikanske sangtekster, er det ofte Greyhound busser. Det gælder f.eks. Robert Johnsons klassiske blues-sang ”Me and the devil blues” (1937), hvori det bl.a. hedder: ”You may bury my body, oh/ down by the highway side/ so my old evil spirit /can catch a Greyhound bus and ride”. Det gælder Creedence Clearwater Revival´s sang “Lodi” (1969), der bl.a. handler om at ankomme til en by i en Greyhound bus: “Rode in on the Greyhound/ I´ll be walking out if I go”. Og det gælder The Allman Brothers Band´s “Ramblin´ man” (1973), hvis titelperson oven i købet er født om bord på en Greyhound bus: “And I was born in the back seat of a Greyhound bus/ rollin´ down Highway 41”.

Den mest spændende sangtekst om en tur med en Greyhound bus er dog uden sammenligning Paul Simon´s ”America”, som han og Art Garfunkel i 1968 indspillede til pladen ”Bookends”. I denne sang møder man jeg-fortælleren, som sammen med sin kæreste Kathy tager af sted for at ”lede efter Amerika” om bord på en Greyhound bus. Jeg har tidligere skrevet om sangen her på hjemmesiden i artiklen ”Rastløs i tilværelsen”, og sangen er ikke blevet dårligere, siden jeg skrev om den i 2018.

En anden bussang, som jeg også tidligere har skrevet om, er The Hollies´ ”Bus stop” (1966, tekst af Graham Gouldman), som jeg omtalte i artiklen ”Er regnvejr altid dårligt vejr?”. En herlig lille sang, som måske ikke handler om magiske busser, men til gengæld om et magisk busstoppested, der både fører til kærlighed og bryllup. Så kom ikke og sig, at man ikke kan finde magien i hverdagen blandt busser og paraplyer. Det kræver bare et åbent sind og en gyldig busbillet. Samt naturligvis, at ens buslinje ikke er blevet nedlagt ved den seneste rationalisering af den kollektive trafik; for i så fald kan man godt komme til at vente længe ved busstoppestedet.