Marc Almond: A Womans story

Om Vinylstakken

Vinylentusiast og musikblogger Thorbjørn Hertz Jensen er i færd med at anmelde samtlige vinyler i hans pladesamling. Pladerne vil blive lyttet til - og anmeldt - i alfabetisk rækkefølge, sorteret efter kunsternavn. (læs mere her)

Kære læser, med en alsidig samling af vinyler, kan du glæde dig til, i denne serie, at læse om albums inden for et bredt udvalg af genrer. 

Velkommen og god læselyst!

Marc Almond: A Womans story (1986)

Som den ene halvdel af synth-pop-duoen Soft Cell havde Marc Almond i de tidlige 80'ere haft et kæmpe-hit med en ny version af et gammelt, engelsk Northern Soul nummer, "Tainted Love", men i 1984 var det slut med Soft Cell og Marc Almond indledte en lang og faktisk ret succesfuld solo-karriere.

Det var en karriere, jeg kun sporadisk - to say the least - fulgte. Som sådan en slags pladevender/studievært på lokalradioer i slut-80erne og start-90'erne var det tætteste jeg kom på et bekendtskab med Marc Almond et par lejlighedsvise afspilninger af et solidt hit, som han indspillede med Gene Pittney i 1989: "Something's gotten hold of my Heart", men ellers var jeg slet ikke orienteret i retning af genren dansevenlige synth-pop-ballader. og det troede jeg faktisk var det eneste Marc Almond bestod af.

Men alas; i min pladesamling gemte der sig ikke en, men hele to plader fra Almonds tidlige solokarriere, jeg med garanti aldrig har hørt før - og guderne alene må vide, hvordan filan de er havnet dér! Det første, A Womans Story (Some Songs to Take to The Tomb), havde jeg derfor absolut ingen forventninger til - og dem jeg havde var nok mere en forforståelse (læs: fordom) om en pop-krukke med stort ego og lille talent, der forsøger at samle op på en forholdsvis kort hit-karriere.

Og det kan faktisk godt være, at jeg har ret. Men hold nu kæft, hvor kan man dog blive godt og grundigt rusket rundt i sine fordomme. Almonds mini-album/EP (7 sange, der afspilles på 45 rpm)

rummer ikke et eneste hit - og tydeligvis ikke et eneste forsøg på det! Alle sangene er omarrangerede cover-numre, og titlerne på tracklisten røber muligvis en ambition om at fortælle en fortløbende fortælling gennem hele pladen (hvad titlen jo også indikerer), og udførelsen understøtter dette i fuldt ornat. Her er tale om en ambitiøs sanger og kunstner, der fuldt bevidst smider alle ønsker om radio-play og hits langt væk for i stedet at afsøge eget talent - og gerne grænserne for det. Genren kan ikke umiddelbart fastslås, men vi befinder os klar i grænselandet mellem musical, cabaret, operette og showtunes, og de enkelte sange spænder fra storladne pop-ballader til klezmer-agtig balkan-pop med britisk finesse (hvis man altså lige kan forestille sig det).

Det er djævelsk godt tænkt - og det er hamrende godt udført. Almond har allieret sig med backing-bandet The Willing Singers, og de gør det godt, uanset om de blæser klarinet, fræser guitar, holder de dæmpede klavertoner eller synger kor. Almonds vokal er et studie i sig selv; en stor spændvidde og evnen til at bruge den, uanset om det er i hviskende foredrag eller arie-lignende fuldtonede udladninger.

I sådanne tilfælde har et mærkværdigt 'jeg skal høre alle mine plader'-projekt vist sin berettigelse. Jeg véd faktisk ikke, om jeg for alvor kan lide pladen, dertil er den måske for fortænkt og i nogle genremæssige retninger, jeg ikke for alvor er optaget af, men man kan ikke tage fra den, at den holder en tårnhøj kvalitet fra første til sidste skæring. Og uden dette projekt, havde jeg aldrig hørt den. Og hvor er det dog fantastisk, at man i min alt for høje alder alder fortsat kan blive begejstret og overrasket over musik - fra 1986!

I får lige tracklisten herunder, så I får en fornemmelse af, hvor vi er henne:

1) A Womans Story (Tempo/Stevens/Spector)
2) The Heel (Robinson/Wilson/Ferre)
3) A Salty Dog (Brooker/Reid)
4) The Plague (Engel)
5) The Little White Clous That Cried (J. Ray)
6) For One Moment (L. Hazelwood)
7) Just Good Friends (Hammil)