Metallica: Metallica
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 252
Hvis du er metal-fan, er der stor sandsynlighed for, at du har lyttet til en del Metallica, og hvis thrash metal er din foretrukne undergenre, så har du sikkert lyttet religiøst til deres første fire plader, Kill ‘em all, Ride the lightning, Master of puppets og …And justice for all. Det er hård, vred metal, der ikke er bange for at lege med sangskrivningens finesser. Det er dynamisk, og virkelig forskelligt fra deres mest populære album, det femte, der simpelt hen kom til at hedde Metallica, men i daglig tale kalder man det mest for The black album grundet det næsten helt sorte cover. I start-90’erne blev mainstream-rock hårdere gennem bands som Nirvana, Pearl Jam og Red Hot Chili Peppers, og samtidig blev Metallica meget blødere. Der er stadig uden tvivl tale om metal, og det er hårdere end den hair metal, der huserede i 80’erne, men der er ikke længere den samme hårde lydmur eller vilde dynamik, der er at finde på sange som "Master of puppets", "One" eller "Fade to black". Men samtidig er det blødeste ikke nær så blødt. For at sammenligne kan man bare lytte igen til "Master of puppets", "One" og "Fade to black", der alle indeholder blødere sektioner end noget på The black album.
Men man skal ikke være for hård mod Metallica, bare fordi de ændrer stil. Det er sundt at udvikle sig. Nogle af mine yndlingsplader, Kid A af Radiohead, Yeezus af Kanye West og Workingman’s dead af Grateful Dead markerer enorme skift i stil for kunstnerne. I sidstnævnte tilfælde var det oven i købet til noget lettere tilgængeligt, mere poppet end førhen. Og der er også mange fede sange på dette album. Det er sjovt at rocke med på "Enter sandman", og på "Nothing else matters" bliver der bygget rigtig godt op mod et stærkt klimaks – selvom den stille opbygning dog er det, man husker bedst. Instrumenterne hænger formidabelt sammen, og guitarriffet er virkelig magisk. "The unforgiven" er en dejligt dramatisk, truende sang, som har en ret interessant legen med stemning i omkvædet. Visse sange har interessante lyde, for eksempel er introen til "Sad but true" udført, så det lyder lidt som en sitar, og introen til "The struggle within" har et flot march-beat på trommerne. Det bedste eksempel på en konsekvent lyd, der giver en sang flavour er bassen på "The god that failed", der er virkelig funky. Den er desværre ikke så tydelig, som man kunne håbe, men den gør sangen mere levende.
Hvis man skal udpege problemer på pladen, ville det først og fremmest være produktionen, og de fleste andre problemer læner sig meget op ad dette. Den store svaghed ved The black album er, at de fleste numre er mixet på stort set identisk vis. Det kan virke, hvis man har et meget kort eller meget upoleret album, hvor man vil udtrykke en stil på konsekvent vis, men dette album er meget langt, og det var gruppens dengang mest polerede plade. De fleste sange på albummet har i størstedelen af nummeret de samme instrumenter i samme fokus som på nummeret før. Dette kunne potentielt ødelægge hele albummet, hvis der ikke var så mange velskrevne sange. Det er ikke dem alle, der bliver hos dig, f.eks. er "Of wolf and man" en umindeværdig sang, og trods den flotte intro har jeg svært ved at få meget ud af "The struggle within". Og så er der forsanger James Hetfields stemme. Han føles ikke særlig overbevisende på dette album. Når musikken er stille, er han ikke stille nok, og når den er høj, lyder han mest af alt som en Weird Al-parodi på sig selv. Der er mange introer og soloer, der sørger for variation, og til trods for hvor ensartet det hele er, lægger man faktisk ikke rigtig mærke til, at pladen er over en time lang. Det er da også en god plade. Lyt helst til deres fire første, men denne kan stadig anbefales til folk, der vil have mere poppet metal, der stadig kan tages seriøst.