Genre: 
Pop

Michael Falch i Randers

27-03-17
Af: 
Kenth K. Nielsen, Det Kgl. Bibliotek - Aarhus

Sætlisten fra koncerten i Ridehuset (Værket) Setliste

 

 "Vi kan da ikke være på turné og så køre uden om Randers..." - omtrent sådan indledte Michael Falch aftenens koncert. En torsdag aften i marts. I Randers. Nærmere betegnet Ridehuset (en del af Værket).

Michael Falch og Dét Band havde valgt at bruge deres torsdag aften i selskab med en god håndfuld randrusianere, og hvor vi nu ellers kom fra. Det var et publikum der så nogenlunde aldersmæssigt afspejlede Falch selv - det modne. Der var ikke mange - om nogen - under fyrre, men det skulle ikke være en hindring for at have en fest. Altså en fest, sådan på jysk.. Der var ståpladser, baren var åben og Falch og Dét Band spillede rockmusik. Men utidig dans og rytmisk udskejen tog ikke på nogen måde overhånd. Men publikum hyggede sig. Publikum var glade. Publikum fik fuld valuta denne aften. Og jeg er overbevist om at Falch og Dét band følte sig i godt selskab.

I slutningen af 2016 smed Michael Falch og Dét band et nyt album på gaden - Pludselig Alting Samtidig - og det var selvfølgelig det, der skulle præsenteres. Det blev det også på fornem vis og passende krydret med nedslag i bagkataloget.

Det er på en eller måde et nyt lydbillede Falch og band præsenterer. Det er stadig rock - for fuld skrue, men også med en vis moden eftertænksomhed. Der er stadig guitar, som det sømmer sig for gedigen rock, og Michael Falch selv trakterer da også med mundhamonikaen - ikke ulig Springsteen og "The River". Et nummer som "Klaveret" står på sin vis nøgent, klart, flot. Det er et nummer fra det nye album ligesom "Vogt Dig". Sidstnævnte står for mig som et af aftenens højdepunkter. I denne fremførelse var der nærmest tale om en "techno-blues". Det er trods alt ikke hver dag, at vi hører det fra Michael Falch. Der var som sagt også plads til nedslag i bagkataloget. Vi fik bl.a. "Ud af Mørket",  "Mød Mig i Mørket" og "Superlove" arrangeret så de soundmæssigt faldt helt naturligt ind i lydbilledet anno 2017.

Michael Falch og Dét Band leverede varen. Rammen om koncerten og ikke mindst lyden var helt i orden. Stemningen var i top omend på den afdæmpede, jyske facon, men ikke desto mindre i top. At der så også til denne koncert var enkelte gæster, som åbenbart mere var kommet for at snakke og knevre end høre musik er åbenbart noget der hører sig til. Jeg kunne ikke dy mig for at tysse på dem - måske ikke velset, men det var nu engang musikken, jeg var kommet for at høre. Og jeg gik derfra fuldt tilfredsstillet. Tak til Michael Falch og Dét Band.