Genre: 

Milepæl fra den elektroniske musikverden gæster Jazzhouse

Gas Live
06-04-17
Af: 
Niels Mark

Gas Live (DE)
Jazzhouse i samarbejde med PROTON
Lørdag den 8. april 

 

Det er intet mindre end et stykke moderne musikhistorie som går på scenen på Jazzhouse på lørdag. I samarbejde med PROTON - bestående af arrangørerne bag Phono Festival - er det lykkedes Jazzhouse at få den tyske kunstner Wolfgang Voigt til København for at give sin første koncert i flere år.

Wolfgang Voigt er central figur i den indflydelsesrige elektroniske musik-scene omkring Köln. Ikke mindst gennem hans label Kompakt, der gennem de seneste årtier har stået bag vigtige elektroniske musik-udgivelser.

Som kunstner opererer Wolfgang Voigt under forskellige aliasser som Mike Ink, Studio1 og Grungerman. Det er imidlertid som GAS, at Voigt har udgivet sin karrieres hovedværker og for alvor har fundet ind til essensen af sin eksperimenteren med den elektroniske musik. I efteråret 2016 blev fire af de vægtigste GAS-værker genudgivet i et samlet bokssæt hos Voigts eget label Kompakt, og det har nu ledt Voigt til at spille sin første koncert som GAS i adskillige år - på Jazzhouse.

På udgivelserne 'Zauerberg' (1997), 'Köningsforst' (1999), 'Octember' (1999) og 'Pop' (2000) demonstrerer GAS en dybt personlig tilgang til den minimale techno, hvor fritsvævende strygerloops møder elektroniske flader i et drømmende udtryk. Pladerne trækker tråde til Voigts barndom og opvækst, hvor han som plaget enspænder med en endnu udefineret ADHD-diagnose søgte ud i skovene omkring Köln for at finde fred for støjen i klasseværelset, blandt andet Köningsforst, som plade nummer tre har taget navn efter. Ved hjælp af forskellige zoom- og loopteknikker forsøger GAS at reducere det lydlige materiale til dets basale æstetiske struktur og frigøre det fra sin oprindelige kontekst. Sangenes udflydende strukturer og fraværet af reelle begyndelser og slutninger har inspireret til aliasset GAS og forstærker lytterens oplevelse af at befinde sig i skovens dybe stille ro, hvor tiden er elastisk.

Resultatet er en yderst dragende cocktail bestående af hypnotisk ambient og underspillede techno-beats.

Det er en stærk musikoplevelser der venter dem, som nåede at købe billet til denne udsolgte koncert.