Genre: 
Pop

Minder fra en svunden uskyld

Jens-Emil Nielsen: Mælkepop og pigtråd
28-02-19
Af: 
Peter Elmelund

Jens-Emil Nielsen: Mælkepop og pigtråd
Bogforlaget HER&NU, 2016

Forfatteren Jens-Emil Nielsen beskriver her et helt specielt kapitel i nyere dansk historie: De umådeligt populære ”Mælkepopper”, som eksisterede fra 1963 og få år frem. Steder, hvor ungdommen kunne nyde det unikke mix af cool milk-shakes og den hotteste popmusik. Og uden alkohol, forstås.

Mælkepop og pigtråd er i samme udstyr som Nielsens andre bøger om dansk pop og rock: Godt hundrede sider med korte kapitler og et væld af fotografier. Dette gør også denne bog til en dejlig bladrebog, som man roligt kan lægge fra sig på sofabordet uden at tabe tråden.

Hvor de foregående bøger er letanvendelige som referenceværker til skriftlige (musik)historieopgaver, er det nok begrænset, hvor mange der skriver om Mælkepopperne. Til gengæld er der rigtig mange danskere, der husker. Som får ungdomsglans i blikket, når talen falder på de hedengangne Mælkepopper, for det var jo lige præcis dér, den kommende livsledsager blev fundet.

Læserne kastes direkte ind i en fire siders erindring; her er intet forord eller lignende. Under overskriften ”Mødet i Mælkepoppen 14. november 1964” får vi en moden mands fortælling – nærmest et eventyr – om det første møde mellem Viggo og Mimi på Mælkepoppen på Strøget nær Rådhuspladsen i København. Og vi får en fin og detaljeret beskrivelse af Mælkepoppen, så billedet står klart i vores indre biograf. Det unge par skilles igen og ser først hinanden ti år efter.

Hvor gløden stadig er der, og de lever lykkeligt i dag i Australien.  Først til slut får vi forklaringen på det lidt altmodische sprog: ”Oversat og forkortet fra et upubliceret manuskript af arkitekt Viggo Knackstredt, Sydney, Australien”.

En idealist

Udover denne poetiske indledning indeholder Mælkepop og pigtråd seks grundigt beskrivende kapitler af Mælkepopperne i de seks byer København, Esbjerg, Kolding, Vejle, Ballerup og Ålborg. Desuden får vi det vigtige afsnit ”Mejerierne, Mælkepopperne og idealisten Niels Drechsel”.

Her får vi beretningen om kombinationen af mejeriselskaberne, som gerne ville have et bedre tag på de unge, den eksploderende udvikling af popmusikken og de nødvendige entreprenante personligheder, hvor Niels Dreschel var spydspidsen. Han havde tidligere lavet dokumentarfilm for unge, og han blev den første direktør for Mælkepopperne. Dreschel havde høje idealer, hvor ungdommen ikke kun skulle underholdes, men også oplyses. Derfor bestod programmet på Mælkepopperne ikke kun af popkoncerter, men også foredrag.

Et enormt researcharbejde

Kapitlerne med de seks Mælkepopper indledes med gode citater fra mennesker, der var der selv. Det er bogens force, at vi fra starten er med. For senere kommer grundige beskrivelser af de optrædende grupper. Og der er mange. Og minutiøst opremses samtlige medlemmer af de mange grupper – fra de landskendte Defenders og Peter Belli til de rigtig mange lokale grupper, der også fik lov til at optræde i Mælkepopperne. På den måde udfylder bogen en fin plads i de lokale folkemindesamlinger som dokumentation for de mange ungdomsaktiviteter i midten af 1960’erne.

Der er ikke mange ord om forretningsmodellen og økonomien bag Mælkepopperne. Det var givetvis ofte en underskudsforretning, hvor Mejeriforeningen kunne træde til. Enkelte steder får vi oplyst, hvad grupperne får for at spille; hele den side finder jeg interessant. Ingen tvivl om, at topgrupperne har fået de rigtige honorarer, men mon de lokale, håbefulde amatører også har fået en slags honorar?

Jens-Emil Nielsen skriver sobert og objektivt. Og ærligt. Han har foretaget et ufatteligt stort research-arbejde, men der er grænser: Nielsen erkender frejdigt, at han efter at have brugt en uge på gennemgang af Aalborg Stiftstidende ikke orkede at gennempløje konkurrenten ”Ny Tid”!

Det ville have været fint med lidt flere personlige vinkler. Det er opkvikkende, når han kalder redaktør m.m. Erik Haaest for ”pop-fidusmageren”. Hvordan var det nu, det var med ham der Haaest? Det får vi ikke svar på her, men må finde andetsteds. Måske i Nielsens andre pophistoriebøger. Og et sted får vi også sidebemærkningen om, at danske pigtrådsgrupper blev populære i Finland. Her er måske stof til en ny bog?

Mælkepop og pigtråd slutter uden nogen egentlig afrunding, og vi får et grundigt 15 spalters person- og grupperegister, hvor de, der færdedes i de nævnte byer i Mælkepoppernes tid, garanteret kan genkende flere navne.

Vi får ikke får en fælles slutning, men de enkelte kapitler slutter uundgåeligt med, at nøglen drejes om. For de unge tiltrækkes endnu mere af steder, hvor musikken kombineres med alkohol.

Så en periode, hvorover der hvilede en mælkehvid uskyld, var ovre.

Lån bogen fra dit nærmeste bibliotek