Nine Inch Nails: The downward spiral
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 200
Mange mener, at alternativ rock toppede i 1994. Det er i hvert fald sandt, hvis vi taler om popularitet, for navne som Beck, Collective Soul, The Cranberries og Crash Test Dummies havde alle store hits det år. Trent Reznors projekt Nine Inch Nails markerede samtidig genrens efter min mening kvalitetsmæssige toppunkt det år med The downward spiral. Det er en meget højlydt plade, og man kunne med rette kalde den industrial rock grundet de mange mekaniske og elektroniske effekter, der giver musikken en dyster lyd. Det er måske endda at betegne som industrial metal, for det er virkelig tungt og hårdtslående meget af det. Det elektroniske og tunge går virkelig godt i spænd med at skabe en grum, tortureret plade, der aldrig holder følelser tilbage. Det er et højlydt skrig fra en person, der ikke ved, hvorfor han skriger, men vi kommer igennem et stort følelsesspektrum for at finde ud af det. Jeg har stadig ikke fundet ud af fuldstændig hvorfor, men det handler ikke om målet, det handler om rejsen.
Netop denne manglende specifikation gør The downward spiral smuk. Der er altid noget nyt at dykke ned i, og da sangene handler om så forskellige ting, kan man udforske mange forskellige aspekter af den plagede person, hele pladen handler om. Og her snakker jeg ikke nødvendigvis om teksten. Man kan blot høre musikken på "Heresy", der handler om religion, "Closer", der handler om sex og "Eraser", som jeg selv opfatter som værende om stoffer. Sidstnævnte har ikke engang megen tekst, så det er især gennem musikken, jeg får opfattelsen af, at det er sådan, det hænger sammen. Musikken er selv med sin højlydte lyd meget diskret, og under støjen gemmer sig tit nogle undertoner, der kan afsløre mere om hovedpersonen. Teksten tilføjer dog stadig meget. På "Heresy" synger han “God is dead and no one cares”, men på "Closer" går teksten “I wanna fuck you like an animal, my whole existence is flawed, you get me closer to God”. Der er en interessant dikotomi mellem disse to linjer, præcis som hvordan man finder meget stille punkter klods op af de mest højlydte på mange numre på pladen – bl.a. "March of the pigs", "Mr. Self Destruct" og "Reptile".
Der er lidt af en historie på pladen, og afslutningen er ikke helt entydig. Jeg knuser næppe for mange hjerter ved at afsløre, at den ikke er lykkelig, men præcis hvor ulykkelig den er er svært at sætte en finger på. Der bliver antydet noget, og det interessante er, at det især sker ved hjælp af instrumentationen, der falder fuldkommen fra hinanden. Det sker i de to sidste numre, "The downward spiral" og "Hurt". Jeg vil ikke afsløre slutningen, men jeg vil gerne bemærke, at Johnny Cash har lavet en udgave af "Hurt", hvor teksten kun er ændret en lille smule, og denne udgave er en god kandidat til min yndlingssang nogensinde. Dog er musikken meget anderledes, og den giver da andre billeder end Nine Inch Nails gør i originaludgaven. Det fortæller selvfølgelig noget om Cashs evner som musiker, men på samme måde føler jeg, at det fortæller noget om Trent Reznors evner som historiefortæller. Der er noget diskret, David Lynch-agtigt over ham, og det gør, at The downward spiral kan lyttes til igen og igen. Det er en af mine top 3 plader nogensinde.