No Doubt: Rock steady
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 316
No Doubt har jeg et besværligt forhold til. Jeg gav deres gennembrudsalbum, Tragic kingdom, en særdeles positiv anmeldelse for noget tid siden, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er vild med nogen af deres andre plader. Rock steady fra 2001 er ingen undtagelse, men langt fra hele pladen er noget værre lort. Dens intro er ikke lige min stil. Den er hovedsageligt a capella, men noget bip-bip-tekno dukker op mod slutningen, og det matcher ikke sangen specielt godt. Det er nok det udtryk, der bedst dækker over pladens væsentligste problem, altså “bip-bip-tekno”. Jeg har ikke noget imod elektronisk musik, men de elektroniske elementer på denne plade er forfærdeligt underproducerede. De mangler den stil og elegance, der gjorde Tragic kingdom til sådan en fed plade. Den første reelle sang, "Hella good", er slet ikke dårligt skrevet, riffet er endda rigtig godt. Det er bare synd, at der er lag på lag af minimalistisk distortion og bippen.
Det andet nummer, "Hey baby", er dog fuldkommen forfærdeligt. Det er højlydt og ikke specielt tiltalende. Og hvad er det for en underlig idé med dance-musik, som man ikke kan danse til? De hiver dancehall-stjernen Bounty Killer ind til et gæstevers her, og for at være ærlig, så gør han bare det hele mere irriterende. Først på pladens femte nummer går gruppen væk fra dancemusikken, og det gør de med reggae-sangen "Underneath it all". Produktionen er ret fin her, selvom hornene i baggrunden ikke er de mest tiltalende, og melodien er sjov og fængende, men det store problem her er teksten: “You want to love me – underneath it all” - fy for den da! Hele første halvdel af pladen kunne jeg let have levet uden, men så sker der noget. Det syvende nummer, "Don’t let me dow"n er faktisk skidegodt. Det har meget af den punkede attitude og stil, der gjorde Tragic kingdom til en formidabel plade. Produktionen er stadig ikke helt i øjet, men generelt fortsætter albummet med at være godt herfra.
Reggae-nummeret "Start the fire" er ganske hyggeligt, og den simplistiske "Running" udnytter faktisk bip-bip-teknoen til at skabe stemning! Produktionen er rigtig god her, og forsanger Gwen Stefani lægger hele sit hjerte i det. Det er næsten for godt til denne plade. "In my head" er et skridt i den forkerte retning, men det har mest noget med Gwen Stefani at gøre. Nummeret kunne sikkert fungere godt med en anden sanger, for hun er ikke god til at være så dæmonisk og funky, som denne sang kræver. Derudover er teksten ret egoistisk, ikke ulig "Underneath it all". Det bliver dog hurtigt gjort godt igen med to virkelig fede rocknumre. Først "Platinum blonde life", der bare er en fængende rocksang med masser af attitude og et svedigt guitarriff, men et rent højdepunkt kommer i form af "Waiting room" som er indspillet i samarbejde med Prince, som de også skrev den med. Den er virkelig fed. Jeg ser sjældent plader, der er af så svingende kvalitet som Rock steady. Der er virkelig gode sange og virkelig dårlige sange side om side. Desværre er det dårlige dog ikke kedeligt, det er bare irriterende, og det er om muligt værre, hvis du spørger mig.