Nu ved vi alt om steppeulven Eik Skaløe

Jan Poulsen: Eik Skaløe – Spejder og steppeulv Gyldendal, 2012

En digter til tiden

Efter års grundig research udkom nu biografiEN om en af de mest mytiske skikkelser i dansk rytmisk musik. Journalist og forfatter Jan Poulsen, der tidligere har udgivet bøger om bl.a. David Bowie og punken i Danmark, har interviewet hundredvis af personer og gennemlæst bjerge af breve fra Eik Skaløe til venner og familie. Og det var her, Eik Skaløe var mest produktiv. Hans berømmelse skyldes de otte tekster på den banebrydende plade Hip fra 1967 med hans gruppe Steppeulvene, men efter læsning af denne monumentale biografi har man et tydeligt billede af en ung mand, der var kreativ i mange ordrige retninger. Artikler, læserbreve, digte, noveller, sangtekster i en ujævn strøm - men den mest stabile produktion var de mange, lange breve til kæreste, familie og venner.

Eik Skaløe – Spejder og steppeulv er holdt i et sobert sprog tangerende det kedelige, men heldigvis er Eik Skaløes egne ord, primært fra breve, citeret en masse.

Den unge mand

Man følger kronologisk Eik Skaløe fra fødslen i 1943 til døden i 1968. Og det er først i sidste halvdel af bogen, indholdet bliver rigtig vedkommende. Først en almindelig barndom, et almindeligt drengespejderliv og et talent for sproget, der bliver mere og mere udtalt. Disse mere end 100 siders indhold kunne stå på 10 sider, men når nu Jan Poulsen har den viden, giver det mig en plausibel helhed, at den er med. Det er en nøgtern beskrivelse af den gryende oprørstid i 1960’erne med atommarcher, som den unge Eik er med i, og han får lov til at skrive artikler til det politiske/kulturelle tidsskrift Alternativ, som opstod i forbindelse med Nej til Atomvåben-kampagnen i 1962.

Den evige rejse

Eik Skaløe er i evig bevægelse; en rastløshed og en nysgerrighed over for omverdenen og sig selv. En materialistisk sorgløshed, som eksempelvis sender Eik på tomlen til Paris uden en øre i lommen – for der viser sig jo altid noget … Han møder spændende og søgende mennesker overalt og suger indtryk til sig. Bogens forfatter svinger sig poetisk op til at kalde kredsen ”beatniks og bohemer, drømmere og døgenigte”. Nysgerrigheden gælder også bevidsthedsudvidende stoffer, så et bredt spektrum af stoffer bliver røget, spist, drukket, injiceret. Ingen voldsomme spor skræmte i begyndelsen af 1960’erne; tværtimod plæderede saglige forskere for stoffers muligheder for udvidelse af selverkendelserne. Derfor er den fysisk og psykisk spinkle Eik Skaløe i første række, når der skal prøves nyt. Med sig på udforskningens vej har han sin muse Iben Nagel Rasmussen, som også er hans kæreste. Et slidende forhold, hvor Eik inderst inde vil noget mere stabilt, mens Iben fastholder sin – og deres – frihed.  

Dylan på dansk
Eik Skaløe er en iagttagende beretning om alle disse trips og er virkelig uhyggelig læsning med nutidens velerfarne briller. En legen med livet uden at kende legens konsekvenser. 1960’erne var et fantastisk årti, hvor ungdommen blev en væsentlig faktor i verdensbilledet med en selvbevidsthed og en ”tro-ikke-på-en-over-30”, som er en frase tillagt Bob Dylan, selvom det var Jack Weinberger, der sagde den. Eik Skaløe var en af de første i Danmark, der hørte Bob Dylans plader – og Dylan blev fra da af den vigtigste inspirationskilde for Eik. Digtene var på engelsk, men flere, blandt andre Eiks mor, opfordrede ham til at skrive på dansk. På den måde kom ”Dunhammeraften” til verden, og vi er mange, der på et tidspunkt er kommet til at kende de violette snabeltyrkersko.

Steppeulvene samles
Først to tredjedele inde i Eik Skaløe bliver det musikken, der er det vigtigste. Den erfarne musiker Stig Møller mødes med den ordekvilibristiske Eik Skaløe, og et gnistrende samarbejde springer op af brostenene. For Eik er musikken kun endnu et projekt parallelt med digtene, rejserne, stofferne. For Stig Møller og de to tilkommende steppeulve Preben Devantier og Søren Seirup er musikken den altoverskyggende mening med tilværelsen. Bogen giver en fin beskrivelse af de tre dage i studiet, hvor Hip indspilles. En indspilning, som gennem årene er beskrevet af mange, som påstod at være med til den tre dages fest, indspilningen var. Aldrig har hashtågerne været så tætte i et studie, men jeg vælger at tro, at dette er den allermest sandfærdige beretning.

Verdens veje skilles

Nu er bogen kommet op i et (hæs)blæsende tempo, hvor al leben omkring pladeudgivelsen og efterfølgende koncerter foregår i et tempo, som vi ikke har oplevet før, og som hovedpersonen heller ikke ønsker. Eik Skaløe er ikke turnerende musiker, men Kunstner på indre turné. Derfor står han også hurtigt af, så de sidste koncerter bliver uden forsangeren. Igen trækker udlængslen; den store tur til Tibet har altid været et overordnet mål for den søgende sjæl. De sidste to kapitler er smukke passager med den uafvendelige slutning: Fysisk og psykisk energiforladt forlader Eik Skaløe denne verden bag en busk nær den lille landsby Ferozepore i Punjabprovinsen i Indien.

Verden af i går

Erik Skaløe – Spejder og steppeulv giver en overbevisende levnedsbeskrivelse af en ener uden at komme med større analyser af, hvorfor det gik, som det gik. En ikke-sensationshungrende bog, som lader hovedpersonen tale til os gennem sine mange breve. Og hvor er der mange smukke passager – jeg vil se at få fat i brevsamlingen Breve til en veninde, som Iben Nagel Rasmussen fik udgivet i 1993. De otte Steppeulve-tekster er også kongeniale, men Eik Skaløe var heller ikke selv i tvivl om, at de ”blot” var et af mange Eik Skaløe-projekter. At Jan Poulsen så også giver os et godt og nuanceret billede af de kulturelle bevægelser, der rørte sig i 1960’erne, er da en sidegevinst.