The O'Jays: Back stabbers
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 318
Disko var ikke en specielt vellidt genre blandt rockfans i sin tid, men jeg tror, vi har nået et punkt, hvor vi alle sagtens kan se tilbage og nyde velskrevet popmusik for det, det er. Og vi kan også se på, hvor disko stammer fra, og rødderne findes hos Philadelphias soulscene i starten af 70’erne. Vi snakker om navne som The Delfonics, Harold Melvin and the Blue Notes, LaBelle og naturligvis the O’Jays. De tre dygtige sangere i the O’Jays udgav i 1972 et af de mest populære album i genren, Back stabbers. Her finder man en dejlig blanding af funk og soul, og det er en ganske konsekvent oplevelse, også selvom ingen af medlemmerne havde været med til at skrive nogen af sangene. De fleste af sangene er skrevet af sangskriverparret Kenneth Gamble og Leon Huff. Kun to af de ti sange, "Who am I" og "Sunshine", er ikke skrevet af nogen af dem, men de er nu også ret gode. "Who am I" er måske lidt langtrukken, men "Sunshine" er bare en vidunderlig kærlighedsærklæring.
De bedste sange er uden tvivl de tre singler. Den mindst kendte af disse er nok "992 arguments", men det er en sang af høj kvalitet. Der er smuk instrumentation, og musikerne lader til at have rigtig kontrol over deres instrumenter. Den er en varieret sang, som udvikler sig rigtig meget. De kendte numre fra pladen er "Back stabbers" og "Love train". "Back stabbers" er ligeledes meget varieret, og den er også fandens funky. Den er virkelig fængende, og den veksler tit sporadisk mellem kærlig og vrissende. Der er dog få R&B-sange, der kan overgå afslutningsnummeret "Love train". Hvis "Love train" ikke kan gøre dig glad, så aner jeg virkelig ikke hvad der kunne. Den er måske lidt corny, men man føler sig altid velkommen på dette kærlighedstog, og man har ofte lyst til at spille hele pladen igen, når nummeret er slut. Jeg bliver end ikke irriteret over, at det ender med et fade, hvilket jeg ikke plejer at være glad for, at afslutningsnumre gør, men "Love train" kan sgu tillade sig det.
Det store spørgsmål er så, hvorvidt resten af pladen også holder. Det vil jeg faktisk sige, at den generelt gør. Ikke alle sange er enormt stærke, men den vilde James Brown-inspirerede "When the world is at peace", den sexede "Time to get down", der charmerer sig lige ind i lytterens øren, den dystre "Listen to the clock on the wall", der genialt nok har et beat, der siger tik-tak, som var det et ur, og den virkelig festlige "Shiftless, shady, jealous kind of people" er bare fede numre, som man har det godt med. Det eneste nummer, der ikke er så godt igen er "(They call me) Mr. Lucky", der ikke gør specielt mere end en middelmådig kærlighedssang af The Temptations. Jeg må dog sige, at kun ganske få af numrene virkelig blæser mig omkuld, faktisk reelt kun de tre singler og "Listen to the clock on the wall". Resten er dog rigtig velskrevne, veludførte R&B-sange, og Back stabbers skulle også senere vise sig at være en meget indflydelsesrig plade for diskogenren. Hvis du kan lide de gode gamle soul- funk- eller diskogrupper, så er Back stabbers sikkert en plade for dig.