Otis Redding: The dock of the bay
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 161
Otis Redding, en af de største soulsangere nogensinde, døde som 26-årig i 1967 i et flystyrt. Det betød dog ikke, at det var slut med nye Redding-plader. Allerede i 1968 kom den første plade efter hans død, og den fik titlen The dock of the bay. Her fandt man både spritnye, hidtil uudgivne numre og diverse singler og b-sider. Desuden fandt man også et par numre, der allerede var tilgængelige på andre albums, hvilket for mig tyder lidt på, at de manglede materiale. Pladen er heller ikke meget længere end 30 minutter. Man kan ærlig talt godt mærke, at man har fået b-materialet, måske endda ufærdigt materiale. Ikke at ufærdige sange nødvendigvis er dårlige; åbningsnummeret, "(Sittin’ on) the dock of the bay" blev aldrig færdigindspillet, så det vi har bygger hovedsageligt på demooptagelser. Det er en af de mest rørende og vemodige sange, Redding har indspillet. Hans tekst er vidunderlig og melodien er i al sin sentimentalitet enormt smuk. Det er i det hele taget en af de bedste soul-sange nogensinde.
Men noget af det her er altså albumfyld. "Tramp", som mest af alt er en talking blues, er bare et skænderi mellem Redding og Carla Thomas. Og så er det oven i købet et af de numre, der allerede fandtes på et tidligere album. "I’m coming home", der oprindeligt var b-siden til "The glory of love", er de samme 30 sekunder om og om igen med ganske få variationer. Og grundlaget er ikke særlig solidt. De trioler, der udgør hooket ender med at være ret så irriterende. "Don’t mess with Cupid" var oprindeligt b-siden til "My lovers prayer", og det er også en ret intetsigende sang, men i det mindste bliver den leveret med entusiasme, og den er varieret og underholdende. "Open the door" var dengang en helt ny sang, og den starter med spoken word. At Redding i det hele taget arbejdede så meget med spoken word undrer mig, for hans stemme er jo utrolig. Heldigvis bliver sangen ganske fin, så snart han begynder at synge.
Okay, der er ingen tvivl om, at Dock of the bay er en rodet opsamling forklædt som et reelt studiealbum. Dog er titelnummeret ikke det eneste, der er værd at lytte til. Især på første halvdel er der lidt godter. Sangene "I love you more than words can say", "Let me come on home" og "The glory of love" blev alle udgivet som singler kort før hans død, og de tydede virkelig på noget godt. En dybfølt, seriøs retning. Jeg er især glad for "The glory of love", der er blandt Reddings mest oversete sange, hvis man spørger mig. "Ole man trouble" fik oprindeligt lov til at åbne den klassiske Otis blue, og her får den lov til at slutte pladen af. På mange måder passer den godt sammen med "(Sittin’ on) the dock of the bay". Man møder her den modne, reflekterende Redding, og den udtrykker meget, hvad pladen kunne have været. Og på den måde er det en god afslutning. Jeg må dog konkludere, at der ikke er meget på pladen, jeg holder særlig meget af, og de få sange, jeg godt kan lide, er også på de fleste Redding-opsamlinger.