Pink Floyd i det frodige vildnis

At Pink Floyd er andet og meget mere end stadium-rockklassikere som "Comfortably numb" og "Money" er vel ikke helt ukendt, og at der den dag i dag er stort salg også i deres tidlige albums fra før det kommercielle gennembrud med Dark side of the moon (1973), ses bl. a. af de utallige genudgivelser af det samlede bagkatalog med forskellig indpakning og ny remastering, senest "Why Pink Floyd?"-kampagnen. Flere af de tidligere numre har fået nyt liv og et nyt publikum via liveturneer med gruppens medlemmer: "Set the controls for the heart of the sun" (Roger Waters), "Fat old sun", "Echoes" og "Wot's ... uh the deal" (David Gilmour), f. eks.

Man kan groft opdele Pink Floyds musikalske udvikling i tre faser: De tidlige år med Syd Barrett på guitar, først som rhythm 'n' blues cover band og senere med syrede psykedeliske instrumental-improvisationer samt Syds meget iørefaldende, spøjse sange (1965-67); anden fase hvor bandet prøvede at finde deres egne ben at stå på uden deres legendariske centrumsfigur (1968-73); og endelig superstjerneårene med Dark side, Wish you were here og The wall som storsællerterne der cementerede the Floyd som et brand. Man kan sige at midterfasen i bakspejlet blev en periode hvor råmaterialet til mainstream-Floyd blev udvundet. De tre store kommercielle succeser havde som fælles temaer der kredsede om sindssyge, fremmedgørelse, ensomhed og savn, og var logiske destillater af mellemfasens mere udflydende numre, bearbejdet og komprimeret i mere klart definerede sangstrukturer med umisforståelige pointer. Alt fandtes sådan set allerede i midterfasens eksperimenter: 2. Verdenskrigs efterspil i "Corporal Clegg" (A saucerful of secrets, 1968), sindssyge og antipsykiatri i "If" (Atom heart mother, 1970) og de dystre, ildevarslende stemningsmotiver som basriffet på "Careful with that axe, Eugene" (b-side, 1968), der genbruges i narrativt øjemed på The wall.

Til trods for at numre som "Echoes" og "Set the controls" er blevet videreført af medlemmer af gruppen efter denne gevaldige opstramning af musikken der gjorde dem rige og berømte, er midterfasen afgjort den mest miskendte i dag. I martsnummeret af Mojo kaldes årene 1968-73 for Pink Floyds "wilderness years". Gruppens medlemmer har aldrig givet indtryk af at sætte årene særligt højt. David Gilmour har selv affærdiget denne periodes musik som "endless noodling", og netop Dark side of the moon var faktisk et forsøg på at finde nye veje der skulle vise sig uovertruffent succesfuldt.

Skal man opleve vildnis-Floyd som de tog sig ud live, er der paradoksalt nok langt flere tilgængelige videooptagelser end for superstjerneårenes vedkommende (årene 1986-1994 uden Roger Waters fraregnet). Ikke engang gruppen selv skulle være i besiddelse af optagelser fra turneerne i 1975 og 1977 for hhv. Wish you were here og Animals. Der findes nogle korte smalfilmsoptagelser uden lyd, et klip fra fransk tv, en optagelse af The wall fra 1980, og vist ikke så meget mere. Derimod kan klassikere fra det tidlige live-repertoire opleves i bl. a. Adrian Mabens film Pink Floyd at Pompeii (1974, indspillet 1971), og udsendelsen An hour with Pink Floyd på amerikanske KQED TV (1970).

Mit indlæg her er tænkt som et partsindlæg for denne delvist fortrængte periode. Vi taler om en årrække hvor gruppen ikke var et større navn end at de kunne opleves i Vejlby-Risskovhallen i Århus d. 13. november 1970, koncerter hvor man gav sig god tid og hvor numrene ikke var skåret efter den formel som Roger Waters kunne bygge resten af sin karriere på: Verden er ond, du er et offer, og det er hårdt at være rockstjerne. Om det er de skarptskårne ørehængere som "Comfortably numb" eller om det er støjuniverset på "Interstellar overdrive" og "A saucerful of secrets" der er de "virkelige" Floyd er en individuel vurdering. Jeg vil dog hævde, at det er indiskutabelt at noget gik tabt ved udkrystalliseringen i kortere sange med murhammer-pointer. Humor, ikke mindst. Jeg kan ikke på stående fod komme i tanke om ret meget af dette i de dystopiske værker fra Dark side og frem. Sammenhold med f. eks. "Several species of small furry animals gathered in a cave and grooving with a pict" (Ummagumma, 1969) eller "Alan's psychedelic breakfast" (Atom heart mother, 1970). Der er ingen pointe, kunne man indvende. Nej, netop, og det er det der er så befriende, efter min mening. Der er heller ingen pointe i at filme gruppen i et amfiteater i Pompei, andet end at billeder og lyd går op i en højere enhed, ikke noget man kan sætte entydige ord på. Er lytterens frie associationer ikke en bedre musikalsk oplevelse end at blive dunket i hovedet med populariserede ideer fra Sigmund Freud og Wilhelm Reich? Spørgsmålet er selvfølgelig i denne sammenhæng polemisk ment, men for mig er svaret åbenlyst.

Jeg vil i det følgende kort beskrive den mest obskure musik fra de glemte år. Pink Floyd lavede i disse år musik til en række film, og er man som jeg til deres stemningsmættede, pastorale lydkollager er det her noget af deres allerbedste arbejde findes. En af de tidligste indspilninger med gruppen, en udgave af "Interstellar overdrive" fra 1966, blev brugt som soundtrack til Anthony Sterns kortfilm San Francisco (1968).

Hippietidens "swinging London" var emnet for dokumentarfilmen Tonite let's all make love in London, og indeholder bl. a. et klip med de meget unge Floyd i studiet i færd med at indspille, igen, "Interstellar overdrive". Umiddelbart efter Syd Barretts udtræden af gruppen i februar 1968 lavede gruppen et improviseret soundtrack til art-filmen The Committee. Der høres kun nogle forjættende korte brudstykker i filmen, og det er desværre næppe noget man kan gøre sig forhåbninger om vil blive udsendt i mere komplet form.

Den franske filminstruktør Barbet Schroeders to film More (1969) og La vallée (Obscured by clouds) (1972) er begge udmærket ved at have soundtrack af Pink Floyd, og begge blev udsendt som egentlige soundtrack-lp'er under gruppens navn. More, der handler om en naiv ung mand der trækkes ind i en verden af stofmisbrug af en hippie-femme fatale i Ibizas naturskønne omgivelser, er måske en af de mere seværdige film i dag, hvor resten nok bærer for meget præg af deres tid til helt at kunne bære. Fælles for disse to film er dog den utrolige underfokusering på gruppens musik i den filmiske kontekst. Få grupper har lavet så filmisk musik som Pink Floyd, og så bliver det næsten smidt væk i en håndevending.

Til BBC-programmet What if it really is made of green cheese? i forbindelse med Apollo 11s månelanding i juli 1969 indspillede Pink Floyd et stykke der er blevet kendt som Moonhead. Det samme karakteristiske riff kan høres på Corrosion in the pink room, indspillet til fransk tv i 1971.

Sangen "The embryo" blev mod gruppens vidende udgivet i demoform på en sampler-lp af deres pladeselskab Harvest (den kan i dag høres på den amerikanske opsamlings-cd Works). Det er bestemt ikke noget tabt mesterværk i gruppens kanon, men den indgik i deres liverepertoire i årene 1968-71, i stærkt forlængede udgaver med soloer af David Gilmour og Richard Wright. Prøv at høre denne indspilning fra et John Peel-show på BBC Radio 1 i 1970. Hør derefter deres udgave fra året efter, også til John Peels Top Gear-program. Nu mangler sekvensen med "fugleskrig" som Gilmour lavede med sin guitar. Den var nemlig i mellemtiden blevet transplanteret over i det nye nummer "Echoes" på Meddle, som gruppen også spiller i showet fra 1971. "Echoes" er et godt eksempel på denne mellemfases tilgang til sangskrivning. Det 23 minutter lange nummer blev stykket sammen af diverse ubrugte bidder, heriblandt fugleskrigene, og havde arbejdstitlen "Nothing", senere "Return of the son of nothing".

"The embryo" blev spillet sidste gang d. 20. november 1971 ved en concert i Cincinatti, USA. Dette blev med hele 20 minutter den længste version nogensinde, og her er det at det bliver rigtig sjovt. Præcis to måneder senere, d. 20. januar 1972, opførte gruppen deres nye suite "Eclipse - a piece for assorted lunatics" i The Dome i Brighton, England. "Eclipse" var hvad man kunne være fristet til at kalde en "embryonisk" udgave af Dark side of the moon, men opførelsen var behæftet med uheld. Strømforsyningen på spillestedet kunne ikke klare at forsyne både lydanlægget og lysshowet til "Eclipse", så gruppen kom ikke længere end til starten af "Money", hvorefter de måtte opgive og spille gamle klassikere i stedet.

Men lyt nu til den lange instrumentale jam i den sidste version af "The embryo", og sammenlign med "proto-Breathe" fra Brighton. Der er oplagte lighedspunkter, så man kunne med nogen ret sætte dette til skellet mellem de gamle mellemfase-Floyd, og den nye supergruppe som de ville ende med at blive takket være Dark side. Helt så enkelt er det selvfølgelig ikke, for flere gamle klassikere ville stadig blive spillet som en del af repertoiret i de kommende år, men det nye publikum var yngre og mere utålmodigt. Støjklassikere som "Interstellar overdrive" og "A saucerful of secrets" ville have været utænkelige på deres sidste turneer i 1994.

Min måske største favorit er den guldgrube af indspilninger gruppen lavede i Rom i slutningen af 1969 til Michelangelo Antonionis Zabriskie point (1970). Antonioni endte med kun at bruge tre numre i sin prætentiøse film om det amerikanske studenteroprør: Heart Beat, Pig Meat (sammenlign med starten af Dark Side), Crumbling Land og Come in Number 51, Your Time is Up (en version af Careful With That Axe, Eugene). En senere genudgivelse af soundtracket inkluderer flere tabte perler fra disse sessions. Prøv at høre dette take af Love Scene - dette er essensen af det jeg skriver om her. Hør endelig også Oenone, som ikke er officielt udsendt. Virkelig en 'diamond' i enhver henseende. Man kunne kalde dette Pink Floyds gensvar på Jane Birkin og Serge Gainsbourgs Je t'Aime fra samme år. Et enestående klangeksperiment, og det måske eneste kendte eksempel hvor man hører gruppen more sig i studiet.

Det er værd at bemærke at gruppens egne minder fra disse sessions står i skærende kontrast til min lovprisning. Antonioni var mere end vanskelig at arbejde for. I martsnummeret af Mojo citeres Roger Waters: "You'd change whatever was wrong and he'd still be unhappy ... It was hell." Man kan dog spørge om kunstnere nødvendigvis er de bedste dommere over deres egne produktioner. Er man personligt involveret i en kreativ proces er der langt mere der danner indtryk end lige det færdige produkt. Værket kan være blevet noget andet end det man havde tænkt sig. Stemningen kan have været dårlig bandmedlemmerne imellem, eller som her i forhold til filmmageren. John Lennon gav i flere interviews udtryk for utilfredshed med de fleste af The Beatles' albums. Som lyttere kan vi springe op og falde ned på dette. Jeg hører i de forkætrede sessions fra Rom i 1969 en gruppe der bobler over med spontanitet og kreativitet. Det er både Pink Floyd der skaber ny lyd, og "noget" i sentressernes tidsånd der får sit udtryk med denne gruppe som medium.

Roger Waters og Ron Geesins soundtrack til dokumentarfilmen The body (1970) er en sjov blanding af meget iørefaldende melodier af Waters, og avantgardekollager i stil med Waters' eksperimenter på studiedelen af Ummagumma. Crystal surfer er en visualisering af "Echoes" fra Meddle (1971), udelukkende med optagelser i fiskeøjeperspektiv fra et surfboard. Endelig er gruppens tidlige musik også blevet udsat for koreografering, se animationsfilmen over One of these days, eller den franske koreograf Roland Petits arbejder, f. eks. igen One of these days.

Pink Floyds albums før Dark side of the moon er The piper at the gates of dawn, A saucerful of secrets, More, Ummagumma, Atom heart mother, Meddle, Relics og Obscured by clouds. På nær opsamlingsalbummet Relics kan de høres på Bibzoom i udgivelsen The Discovery Boxset (2011 Remastered Edition).