Politikere i rocklyrikken

Den altoverskyggende politiske parole, da jeg var ung, lød: ”Alt er politik”. Det betød, at hele vores tilværelse kunne siges at være politisk bestemt, lige fra hvordan vi boede, og hvordan vi var sammen til, hvordan vi have indrettet vores arbejde. Det hele kunne ses som de konkrete manifestationer af, hvilken politik, vi gik ind for og hvilke politikere, vi gav vores støtte.

Parolen om, at alt er politik, blev også formuleret i musikken dengang, bl.a. af svenske Marie Bergman, hvis sang ”Ingen kommer undan politiken” (med svensk tekst af Ola Magnell, 1977) kom til at fungere som slagsang for en del af venstrefløjen. Ordene i sangteksten fortæller den enkle sandhed, at alle er underlagt de politiske realiteter, også selv om de ikke har lyst til eller kræfter til at tage stilling til dem: ”Ingen kommer undan politiken/ för att man är servil och snäll/ inte ger man fan i polemiken/ fast att man är trött varenda kväll”. Eller med andre ord: politik er ikke bare noget, man beskæftiger sig med ved højtidelige lejligheder – politikken er der altid og overalt.

Min ungdoms parole gælder naturligvis stadigvæk. Der er ikke sket noget i den mellemliggende tid, som har ændret væsentligt på magtforholdene i samfundet eller på fordelingspolitikken, arbejdsmarkedspolitikken, sundhedspolitikken, osv. Alt er fortsat politik; men når man ser TV, kan man ind imellem få den kætterske tanke, at alt måske i endnu højere grad end politik handler om politikere – i hvert fald hvis man tænker på arbejdet i det danske folketing. Her kan man f.eks. opleve, at politikere den ene dag siger ét og nogle dage senere siger det stik modsatte (hvis de f.eks. i mellemtiden er kommet i regering), at de stemmer mod deres egen overbevisning (”med blødende pegefinger”), fordi de ellers ville blive smidt ud af deres parti, eller at de går imod deres egen politik og nedstemmer deres egne forslag, hvis det er blevet opportunt for dem. Der er måske ikke noget at sige til, at politikeres troværdighed generelt rangerer lavt i befolkningens bevidsthed – som man bl.a. ser det udtrykt i en række politikerkritiske rocktekster.

Politician
I 1968 udsendte gruppen Cream en sang om tvivlsomme politikere, ”Politician”, med tekst af Jack Bruce og Pete Brown. Sangen er ikke som mange andre politikerkritiske sange et bidende angreb på politikerstanden, men derimod en lavmælt ironisk kommentar til politikernes ansvarsløshed over for de vælgere, der har valgt dem til at føre en bestemt politik: ”I support the left/ though I´m leaning to the right/ but I´m just not there/ when it´s coming to a fight”. Det lyder næsten, som om sangen kunne være skrevet om nogle af politikerne i det aktuelle danske folketing.

Den ironiske engelske sang om utroværdige politikere fik i 1971 følgeskab af en amerikansk rocksang om samme emne og med samme brug af ironien som virkemiddel: The Byrds´ ”I wanna grow up to be a politician” (med tekst af Roger McGuinn og Jacques Levy). Sangteksten beretter i al uskyldighed om en person, der af hele sit hjerte ønsker at blive politiker, så han kan tjene sit land og gøre alt muligt godt for det og dets borgere. Det lyder jo som en vældigt nobel ambition, og det er da heller ikke så meget sangtekstens eksplicitte formuleringer, som gør det berettiget at tale om en politikerkritisk sang; men mellem linjerne fremgår det tydeligt, at den tilsyneladende mønsterpolitikers fromme ønsker måske ikke er helt så uselviske, som man kunne tro ved første øjekast. Der er noget let skræmmende over jeg-personens flere gange gentagne udtalelser om, at han gerne vil være nationens topfigur, ligesom hans planer om at ville ”take over this beautiful land” kommer til at lyde mere foruroligende truende, end de lyder som et valgløfte.

Bob Dylan og politikerne
Bob Dylan har (naturligvis) mange gange ytret sig om politikere i sine sangtekster – ligesom han har ytret sig om så meget andet i tidens løb. I sangen ”Political world” (1989) handler det dog ikke direkte om politikerne, men snarere om en verden og et samfund, hvor alt tilsyneladende er gået galt, og hvor alle menneskets gode egenskaber er smidt på porten. Sangteksten er dog ikke særligt klar i forhold til at placere skylden for misèren, og Dylans apokalyptiske visioner af et vrængbillede af et samfund har ikke nogen oplagt adresse. Med mindre meningen med sangen er at modstille begreberne ”politik” og ”menneskelighed”; men hvad skulle det gøre godt for? Hvis alt er politik, som nogle (jeg) altså mener, hvordan kan det så samtidig være et problem, at vi ”lever i en politisk verden”? Men Dylan mener/mente måske ikke, at alt er politik.

Kritikken af det politiske område i vores verden er uklar og uhåndgribelig i ”Political world”, men Dylan har i andre sammenhænge udtrykt sig meget skarpere og mere præcist. I den tidlige sang ”Only a pawn in their game” (1964) bruger (sydstats)politikeren sin magtposition til at spille de fattige sorte ud mod de fattige hvide, så politikeren kan befæste sin egen position, ”as he rises to fame”. Og i sangen ”When you gonna wake up” (1979) er politikerne en af (mange) befolkningsgrupper, der bliver udsat for Dylans verbale syrebad, når han i vers efter vers revser alle de gudløse, der har medvirket til at ødelægge samfundet: ”You got gangsters in power/ and lawbreakers making the rules”. Men her i Dylans religiøse periode omkring 1980 var der nu ikke mange, der fandt nåde for hans vækkelseskorstog – og politikerne var i hvert fald ikke blandt dem, der gik fri.

Britisk politikerlede
Andre rocklyrikere end Bob Dylan har været ude efter de korrupte og/eller uduelige politikere i deres tekster. Dog skal man naturligvis altid huske, at en sangtekst er en fiktionstekst, som måske ikke udtrykker tekstforfatterens egne holdninger, men tværtimod kan indgå i en større sammenhæng, hvor det er en konstrueret persons holdninger, der kommer til udtryk i sangtekstens formuleringer. Det kunne f.eks. være tilfældet i Ray Davies´ sange, som ofte gennemspiller forskellige roller som led i en større komposition med et indhold af forskelligartede og evt. direkte modsatrettede synspunkter.

Det sidste gælder f.eks. pladerne ”Preservation act”, vol. 1 og 2 (1973, 1974), som er typiske eksempler på Ray Davies´ forkærlighed for et musikalsk teater, der gerne vil fortælle en sammenhængende historie via flere sange; men selv om holdningen i teksten til sangen ”Money and corruption” (1973) altså ikke nødvendigvis er Davies´ egne, foreligger de alligevel og udgør en skarp anklage mod levebrødspolitikere og andre vindbøjtler: ”Money and corruption/ are ruining the land/ crooked politicians/ betray the working man/ Pocketing the profits/ and treating us like sheep/ we´re tired of hearing promises/ that we know they´ll never keep”. Ligner det noget, vi kender fra den politiske virkelighed i Danmark i dag?

Nogenlunde samtidig med Kinks-sangen er Donovans sang ”How silly” (1974), der dog ikke taler om korruption og magtfuldkommenhed, men blot om politikernes generelle uduelighed: ”How silly the politician looks/ wearing his public smile/ trying to hide his incapacity/ when it´s sticking out a mile”; osv. Politikerkritikken i rockmusikkens tekster er dog ikke kun noget, der hører fortiden til. Van Morrisons ”Nobody´s in charge” (2019) er skrevet lige før corona-nedlukningen, der fik Morrison til at gå helt amok i diverse konspirationsteorier. Men allerede i 2019 var sangeren åbenbart stærkt utilfreds med de herskende tilstande i samfundet, ikke mindst på den politiske front: ”Politicians that waffle endlessly/ people just don´t want to see/ getting paid too much for screwing up/ don´t you think everyone´s had enough?”. At sangen findes på en udgivelse, der hedder ”Three chords and the truth” siger nok mere om sangerens kraftige selvovervurdering (”her har I sandheden!”) end om samfundet; men på den anden side kan man jo ikke udelukke, at Morrison har ret i sin vurdering af den aktuelle politiske virkelighed.

Politikerkritik i Danmark og Sverige
Her til lands har Kim Larsen skrevet sange om alt mellem himmel og jord, og politikerne får da også lige et svirp med pisken i sangen ”Næ, næ, næ” (2010). Her lyder det bl.a.: ”Politikerne siger så meget/ især hvis sagen er speget/ Efterhånden har de sagt så meget/ at det kan være lige meget”. Det er da vist en meget venlig kritik i forhold til problemets omfang.

Svenske Ulf Lundell fremsætter den samme kritik af politikernes tomgangssnak i sangen ”Schabbelbabbel”: ”Dom säger allt, men ingenting/ det säger allt”. Sangen er dog kun én blandt flere stærkt politikerkritiske sange på Lundells plade ”Rent förbannat” (2012), hvor sangeren tydeligvis er meget vred på den aktuelle samfundsudvikling. I sangen ”Moln utan minnen” får politikerne igen på hattepulden for deres ligegyldige tågesnak, og i titelsangen ”Rent förbannat” er det både erhvervslivet, bankerne og politikerne, der må stå for skud: ”Augusto Pinochet, Maggie Thatcher/ och Ayn Rand/ sitter alla i Riksdan/ i det här landet”. Lundell var virkelig ”rent förbannat” i 2012 – og det er han vistnok stadigvæk, hvis man ellers skal tro på, hvad han skriver i sine dagbøger: ”Vardagar”, bd. 1-9.

Hvis vreden over samfundsudviklingen er stor hos Ulf Lundell, er den dog for ingenting at regne mod vreden hos den gamle venstrefløjskæmpe Mikael Wiehe, der nærmest pr. definition har været modstander af udviklingen i Sverige gennem de sidste mange årtier. Talrige er de sange, hvori Wiehe – og hans tro våbendrager Björn Afzelius – har tordnet mod kapitalisterne og mod den politiske skævvridning af samfundet. Men ind imellem de vitriolfyldte kampsange finder man trods alt også en række sange i et lettere toneleje og med en mere humoristisk kritik af samfundsudviklingen – uden at kritikken dog af den grund er mere afdæmpet.

En af disse sange er ”Hej då, trevligt att träffas” (2010), hvor Wiehe parafraserer Woody Guthries klassiske dust bowl-ballade ”So long, it´s been good to know you”. I Wiehes tekst tages en lang række af politikerne i Riksdan under kærlig behandling og får i hver sit vers en kraftig opsang: Reinfeldt, Hägglund, Olofsson, osv. Det er ikke rosende ord, politikerne her får med på vejen, selv om Wiehes ord er pakket ind i humoristiske vendinger: ”Ensam är stark, den starka är fri/ framtiden skapas av en fri individ”, starter smædesangen, hvis skarpe anklager mod politikerne hele tiden afbrydes af omkvædets milde udsagn: ”Hej då, trevligt att träffas/ men nu måste vi dra/ det är så mycket man ska/ så vi träffas nog inte igen”. En herligt vittigt sang – hvis man altså ikke lige hedder Reinfeldt, Hägglund, Olofsson, osv.