Regnvåd rock i Aarhus

Den T-formede scene blev fuldt udnyttet og indtaget af eftermiddagens og aftenens fire veloplagte bands.

Eftermiddagens koncert med Dúne begyndte med regnvejr, røgmaskine og rødt gear og nummeret "Antidote". Forsanger Matt Kolstrups fine og drengede vokal og et oplagt band gjorde en prisværdig indsats for at varme det i - bogstaveligste forstand - kolde publikum op.

 

Igennem hele koncerten var der god kontakt til publikum og masser af hofterysten fra den moderigtige scenekant og stemningen på pladsen blev løftet med en række populære og velfungerende numre, som bandet leverede godt.

Koncertens lavpunkt var sjæleren "All that I Need", som var lidt af en partykiller og keyboardsspillerens solovokal, der ikke fungerede så godt.

Dúné bød på urpremiere på nummeret "Love Drug" - et velfungerende nummer, der viser, at bandet har udviklet sig musikalsk og med vekslende dynamik og breaks viser et band, der er vokset med opgaven og stadig søger at forny sig.

Bandet gjorde det de skulle - de fik varmet op men en lige ud af landevejen og sikker vinder koncert uden de store eksperimenter, men det var stemningen heller ikke til. alt i alt en fin koncert, der lagde bunden til en god stemning i løbet af aftenen.

I den anden ende af skalaen mødte vi det noget mere modne og afdæmpede Loveshop, der med Jens Unmack i spidsen lagde ud med klassikeren "I morgen", som blev leveret med netop Unmacks melodiske vokal og distvingerede optræden.

Koncerten startede med det velkendte "I morgen", og bød også på numre som "Skandinavisk Lyst", "Love Goes On Forever" og "Kræmmersjæl". Bandet bød ikke på nogle nye numre, til gengæld kunne alle over 40 synge med imens det yngre publikum dansede og børn blev fotograferet af deres forældre.

Den milde vokal blev akkompagneret af legende synth, vild guitar, hårde trommer og tung bas og hermed blev skabtes den klassiske Loveshop lyd med den fornyelse, som det passer sig, at der hører til et band, der ikke længere består af den originale besætning.

Hvor Dúné især henvendte sig til det yngre publikum, var glæden ved Loveshops koncert særligt stor iblandt bandets jævnaldrende publikummer og det giver vel også fin mening.

Den befriende velskrevne danske lyrik matchede ganske udmærket en gråvejrs dag i den danske forsommer. Bandet leverede en hitparade af deres bedste klassikere, der blev leveret af et ydmygt band, som gjorde en dyd ud af at vise, at de stod på scenen for publikums skyld.

Stortromme, distortion, bas, ild, så er koncerten igang. Bag scenetæppet så man skyggerne af et larmende og kontrolleret Dizzy Mizz Lizzy i topform.

Publikum elsker fra starten gensynet med det gendannede band, der indleder koncerten med nummeret "Gloria" efterfulgt af en ubrudt parade af hits fra bagkataloget. Blandt aftenens numre var "Barbedwired", "Baby's Dream", "Rotator", "Love Is A Loser's Game", "11:07pm", "67 Tears in Your Eyes", "Love Me A Little", "Silverflame" og endelig "Sorrow".

Bandet præsenterede også to nye numre på denne aften og viste dermed, at de ikke blot er samlet igen, men at de også udvikler sig sammen igen.

Koncerten bød på det nye nummer "Fly Above The Radar", der var tungt, slagkraftigt, skiftende mellem larmende og rolige passager og måske en kende mere metallet i sin sound end det Dizzy Mizz Lizzy vi kender fra deres seneste album Rotator fra 1996. Desuden spillede bandet deres seneste radiohit "I Would If I Could But I Can’t".

Der var desværre en del tekniske problemer på vokalsiden i løbet af koncerten og det professionelle band samt det sangglade publikum kom godt igennem det, men det tog lige kirsebærret af iskagen på en ellers forrygende koncert med en håndfuld gamle røvere, der stadig lærer nye tricks og stadig kan spille 15.000 mennesker op.

Det band, som har spillet sammen længst og som har bevist, hvad sammenhold gør ved et band var helt klart DAD. Som et af de få bands i Danmark har DAD eksisteret i ikke mindre end 33 år og det kan mærkes, høres og ses.

Allerede fra første nummer kom den vanvittigt skrigende Jesper Binzer helt ud på spidsen af scenekanten efterfulgt af broderen Jacob Binzer, imens Laust Sonne holdt styr på rytmerne fra sit ophævede trommesæt midt på scenen. Bassist Stig Pedersen bød endnu en gang på et outfit udover det sædvanlige: Lakstøvler op til lårene, en jakke fra Napoleon Bonapartes klædeskab og en gennemsigtig bas og pink strenge.

Vi fik desværre ikke oplevet mere af Stigs fascinerende garderobe, da han efter blot få numre gled på den våde scene og brækkede armen. Læs mere her.