Right Now - nyt album med Claudia Campagnol

18-11-22
Af: 
Kenth K. Nielsen - Det Kgl. Bibliotek

Album: Right Now - Claudia Campagnol. Ude på straming og cd 18. november 2022 og LP februar 2023

Label: Giant Sheep Music

 

 

Claudia Campignol - denne dansk baserede, men internationale unge sangerinde er nu på banen med sit andet solo-album Right Now. Et fejende flot, energisk album, der - rodfæstet i fusionsjazzen -  bevæger sig i zonerne mellen jazz, funk, soul og pop i en flot international lyd. Og Claudia Campagnol leverer en flot overbevisende vokal, der fuldt berettiger, at første album, I'm Strong fra 2019, høstede stor anerkendelse og blev nomineret i to kategorier ved DMA Jazz. Den gode stil fortsætter her på Right Now.

Med ti numre - alle komponeret og arrangeret af Campagnol - kommer vi rundt i det univers, der har været med til at definere Campagnol som musiker, sanger - hendes sound. I forbindelse med omtalen af debutalbummet I'm Strong, var jeg inde på, at det gav mindelser til f.eks. Sade. Det gælder stadig her på Right Now, og det gør bestemt ikke noget Der er funky bas, der er betagende blæs og en både kraftfuld, men også indlevende vokal og flotte vokalarrangementer. Campagnol sidder selv bag tangenterne, og disse formår hun så sandelig også at betjene. At det hele så bliver serveret i en meget lækker, velproduceret lyd løfter blot Right Now endnu et trin op. Lyden er - i mangel af bedre betegnelse - flot og international. Hele holdet bag albummet leverer flot, flot, flot. Det er groovy, det er swingende og det er stemningsfuldt.

Som nævnt står Claudia Campagnol selv for tekst, musik og arrangementer. Med sig har hun desuden Mahias Heise på mundharpe på en enkelt skæring (#10); Carl Mörner Ringström og Søren Reiff på guitar; Andreas Hatholt og Laszlo Dancs, bas; Jacob Hatholt og Niclas Campagnol, trommer; Michael "Millfield" Mølhede på blæs; Eliel Laszlo, percussion og Kristof Jasik betjener strygere. Albummet er produceret af Peter Sundberg.