Genre: 

Run-D.M.C.: Run-D.M.C.

Run-D.M.C.: Run-D.M.C.
23-11-15
Af: 
Kjartan F. Stolberg

Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 240

I starten af 80’erne var hip hop noget ret simpelt, der ikke handlede om noget vigtigt. Gode tekster var der altid, men de fleste sange handlede om kun om fest. Der var nogle få afstikkere til alvorlige emner, heriblandt numre af Kurtis Blow og Grandmaster Flash and the Furious Five, men mere alvorlig hip hop begyndte først at blive en trend efter udgivelsen af Run-D.M.C.’s eponyme debut i 1984. Den starter med "Hard times", der ret godt præsenterer alle tre medlemmer. Vi får et af de bedste og mest varierede beats, Jam Master Jay lavede til denne plade. Der er dog også to rappere, og det er trods alt dem, gruppen såvel som pladen er navngivet efter. Det er et cover af en af de få tidlige hip hop-sange med et budskab, oprindelig af Kurtis Blow, men teksten er skrevet bemærkelsesværdigt om. Deres lyd er også mere truende end hans, og deres vekslen mellem de to rappere gør sangen levende. Til gengæld er deres flow ret kluntet. Det er det også hos Kurtis Blow, men efter nutidens standarder holder det særlig godt når Run og D.M.C. råber højlydt over et simplistisk beat.

Deres mekaniske, staccato flow og de simple beats er nok det største problem ved pladen, men så er det heldigt at andet track, "Rock box", er et instrumentalt mesterværk. Den har nemlig en svedig rock-guitar spillet af Eddie Martinez, og den giver sangen en mere moderne lyd. Flowet er også mere levende, selvom sangen bare er et praletrack. På det tredje nummer, "Jam-master Jay", praler de om deres DJ, der her scratcher mere end tidligere, hvilket gør sangen ret levende, men beatet er nu lige lovlig simpelt. "Hollis Crew" tager simpliciteten i beatet til et helt nyt niveau. Der er kun trommer og af og til scratch. Det sætter selvfølgelig fokus på ordene. Men lyrikken er bare standard pralerap, og deres flow er forældet. Lydbilledet er desværre præcis det samme på "Sucker M.C.’s", der dog er en klassiker på det lyriske niveau, for selvom det er pral, så er det ret godt skrevet. Og jeg forstår hvorfor denne sang er så afholdt, men Jam Master Jay virker bare doven her. Ikke alene er det simpelt, det lyder heller ikke godt, og det mekaniske flow hjælper ikke.

Der sker mere i beatet på "It’s like that", der har skrevet sig ind i historiebøgerne ved at være Run-D.M.C.’s første single, og det er en god introduktion på mange punkter. Beatet er simpelt, men funky og varieret. Teksten handler om materialisme, hvilket var noget helt nyt, og for en gangs skyld passer den stive levering, for det føles som udtalelser, der bliver sat stort punktum efter. Den minder dog lidt meget om "Hard times", men "It’s like that" overgår den på alle måder. "Wake up" er endnu et forsøg på noget politisk, men det er et ret tamt forsøg. Det handler om en drøm, vores hovedperson har om verdensfred. Snorkelydene i beatet er ret kreative, men basgangen passer dårligt ind, og det føles ikke naturligt, når Run og D.M.C. går frem og tilbage. Den ene siger f.eks. bare små ord i en sætning, såsom “of the”, og så overtager den anden igen. Det lyder bare dumt. "30 days" er en scoresang, men som tidens andre kærlighed-raps er den virkelig kluntet skrevet, og beatet er for hårdtslående. Afslutningsnummeret hedder "Jay’s game", og det er bare et DJ-nummer, hvor tidligere numre bliver samplet. Det er god DJ’ing, men det føles lidt som fyld. I sidste ende  er Run-D.M.C. selvfølgelig en epokegørende plade, men den er godt nok forældet.

Besøg Kjartans musikblog