Samlermani i en streamingtid

Det er et meget debatteret emne på diverse musikfora om, eller i hvor høj grad, den stigende formidling af musik ved streaming påvirker lytternes forhold til denne. Er trangen til at "eje" (en kopi af) musikken noget der eksklusivt er forbundet med de generationer der er opvokset med fysiske medier som lp'en og cd'en? Er yngre musikforbrugere, der ikke tillægger de fysiske musikformater nogen betydning, derved også mindre engageret i musikken? Er musik i dag blot en forbrugsvare på linje med computerspil og gadgets, og ikke noget man lever og ånder for, og identificerer sig ud fra? Eller er disse anskuelsesvinkler blot udtryk for uforstående midaldrende musikvrags rysten på hovedet af "nutidens ungdom", der måske har samme krav på at kunne kalde sig musikengagerede, blot på andre måder?

Der er selvfølgelig ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål, men det er overordnet set nok lettere at forestille sig "ældre", inkarnerede musiknørder tage streaming til sig i varierende grad, end det er at tiltro samlermani af bokssæt, limited editions, obskure lp-udgivelser osv. nogen overlevelsesmulighed som en veletableret hobby blot en generation ude i fremtiden. Trangen til at samle og til lidenskabelig fordybelse i bestemte navne er måske noget der udspringer af almene menneskelige behov, men i det omfang den er drevet af glæden ved musik, er det ikke en givet ting af den bliver koblet sammen med tidsbundne objekter som vinylskiver og cd'er, med mindre der også er en nostalgisk komponent involveret.

Man må derfor først sondre mellem samling af fysiske artefakter, og samling af musikken "som sådan". Er man i den første kategori, og har ubegrænset med tid og penge til rådighed (den stereotype rige japanske samler), vil man således gerne eje objekter som f. eks. meget tidlige Beatlesudgivelser med rød Parlophone-label, eller denne gruppes tilbagetrukne "butcher" cover, alt sammen i originaludgave. Er man en sådan samler af memorabilia forbundet med en helt specifik periode, og er man (med et Freud'sk udtryk) "anal" nok i sin samlertrang, er der ingen ende på hvad man "må" have. Rejsegrammofoner med gruppens navn på, tyggegummibilleder, parykker, fanklubblade osv. Musikudgivelser er kun en begrænset del af det samlede felt, musikken i sig selv en endnu mindre del. Rekordholderen må vist være denne brasilianske rigmand der er besat af lp'er, og opkøber containervis af samlinger verden over.

En ren musiksamler har det alt andet lige lettere, og behøver kun at koncentrere sig om at skaffe sig det pågældende musiknavns udgivelser i den bedst mulige kvalitet. I virkelighedens verden er det naturligvis ikke et enten/eller, idet man godt kan lægge vægten på musikken og blot i mindre grad på indpakningen end den "completist" samler af alt der er associeret med navnet. Et ikonisk navn som Bob Dylan vil formentlig i højere grad tiltale samlere af musik end af indpakning - omfanget af tyggegummibilleder og fysiske klenodier med hans navn påhæftet er alt andet lige nok mindre end tilfældet er for f. eks. Elvis Presley og The Beatles. En decideret musikorienteret samler af Dylan vil endda i høj grad skulle bruge meget tid på "udgivelser" der ikke koster noget, og som ikke eksisterer i noget fysisk format, nemlig det svimlende antal piratoptagelser der lækkes online hver gang manden med den ødelagte stemme har stået på en scene, hvilket tilsyneladende er hver aften. Dette "oeuvre", der nok er uofficielt, men en uadskillelig del af Dylans brand, er så omfangsrigt at der er blevet skabt et klassifikationssystem til at holde styr på det, kaldet Lossless Bob. Koncerten i Scandinavium, Göteborg d. 11. juli 1978, som jeg overværede, findes således i versionerne LB-1098, LB-1132, LB-7539 og LB-11165 baseret på forskellige optagelser nede fra publikum.

Hvad er "finest" og mest "modent" - at samle på tyggegummibilleder og parykker, eller på optagelser i tvivlsom kvalitet? Det ville jeg aldrig gøre mig til dommer over, og selv om min egen fascination helt afgjort er for musiksamleriet, er det som eksemplet med Bob Dylan illustrerer ikke i sig selv mere rationelt og musikfokuseret blot fordi det er lyden der er objektet. Ingen har så meget tid til rådighed at man kan høre alle disse tusinder af optagelser (inkl. utallige versioner af mange koncerter), endsige lære dem at kende og gøre dem til personlige referencepunkter. Det handler i stedet snarere om at afværge et gnavende ubehag ved tanken om at man kan gå glip af noget, og at der er huller i ens samling. Kunsten bliver ikke at lade samleri for samleriets skyld tage overhånd. Min egen vinylsamling fra 1980'erne er således i alt for høj grad fokuseret på The Smiths og New Order, på bekostning af bredden af navne fra perioden, så jeg kender kun alt for godt faldgruberne. Man kan måske udtrykke det på den måde at samlermani på den gode måde reelt handler om én tilgang til sorterings- og selektionskriterier for de af os der ikke er vokset fra glæden ved musik:

For those overwhelmed by the deluge of music, the act of collecting functions as a way to make sense of it. Collections “make public events private,” the scholar Susan Pearce once suggested, “and move history into the personal sphere, giving each person a purchase on what would otherwise be impersonal and bewildering experiences.”(Why Collecting Matters: Citizen Archivists and the Battle for Future Pasts)

Musik på fysiske medier kontra som streaming lyder måske som udtryk for spændvidden mellem det gamle og det nye, men skal man virkelig tale om nye medier, er der ressourcer der langt vanskeligere lader sig indfange end streaming- og downloadservices, der trods alt udspringer af centraliserede, traditionelle forretningsmodeller. Med eksplosionen af formidlingskanaler og alment tilgængelig redigeringssoftware i nyere tid taler vi om en flygtighed og uigennemskuelighed af digitale værker, som formentlig kun NSAs big brother-overvågning af elektronisk kommunikation kunne tænkes at være i stand til at lave en systematiseret indsamling af. Til meningsfuld og brugbar indhøstning må der imidlertid levende mennesker ind over - den nye tids samlere. Den ovenfor citerede artikel på wonderingsound.com giver en antydning af det vilde vesten man står overfor:

There’s a vast musical world that falls beyond Spotify’s officially licensed purview, and even outside the realm of established retailers like Amazon and iTunes. [...] the Bandcamp albums that appeared for two weeks, Soundcloud mixes zapped by record companies, vanished YouTube covers, ProTools sessions stored on unsupported peripherals, old MySpace pages, out-of-print LPs lost in the Megaupload purge. [...]

The earliest MySpace accounts and ProTools versions have begun a swift slide into inaccessible obsolescence, and preserving them is far more complicated than, say, maintaining a reel-to-reel. For those who value music made at the turn of this century and beyond, collectors — especially collectors of digital ephemera — are more necessary than ever.

At private samlere og institutioner undertiden kan indgå i et symbiotisk forhold er ikke noget nyt. Officielle udgivelser af f. eks. The Beatles' optrædener på BBC baserer sig således for nogle sanges vedkommende på piratudgivelser, fordi samlere undertiden har adgang til kilder som rettighedshaverne ikke har. I en onlinetid bliver input fra engagerede privatpersoner endnu mere essentielt:

“Institutions have always relied on collectors to collect,” says Lazorchak. “But people and organizations have to start collecting these [digital objects] earlier in their lifecycle. In the past, we could wait for a collector to collect over decades, and then acquire those materials, because they were in a format that was still understandable.” [...]

Can SoundCloud or any of the streaming companies be trusted to preserve their endless feed of casual recordings? “I don’t think we trust anybody,” says (arkivar ved Library of Congress Butch Lazorchak), [...] “[Data] can disappear over time and no one realizes it, because no one has taken responsibility for it. Those are the twin challenges of organizations like ours. You want to preserve things, but there’s also the ownership aspect. You want to navigate that landscape very carefully.” As an official government librarian, Lazorchak has to be careful about the rights-holders of the material he is intending to preserve, another reason why casual collectors and citizen archivists are fundamental to the historical ecosystem.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at denne flygtighed godt kan plage en inkarneret samler. Man kan opsnappe de gyldne øjeblikke man tilfældigt finder, og aldrig vide hvad man er gået glip af. Eneste farbare vej er med The Beatles' ord i dette fan-remix af "Tomorrow never knows" at "turn off your mind, relax and float down stream".