Genre: 

Sikken voldsom trængsel og alarm

Den hule jord
13-12-18
Af: 
Jens Laigaard

I mere end halvandet hundrede år har vi sunget ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, mens vi går om træet juleaften. Uden at kende sangens hemmelige pointe!

Den blev skrevet omkring 1850 af Peter Faber, en københavnsk ingeniør med en poetisk åre, som også har givet os den herlige ”Højt fra træets grønne top”. Og sangen virker stadig aktuel. Vi kender alle trængslen på gågaden, de strålende butikker med ekstra nedsatte juletilbud, det tidlige mørke, den fede julemad, det pyntede grantræ i stuen. Uforfalsket julehygge.

Det skjulte tegn

Hvem skulle tro, at denne muntre ingeniør og bedsteborger, som senere i livet blev direktør for Det Danske Telegrafvæsen – at han i vores kære julesang har skjult et tegn på, at han var medlem af et okkult selskab?

Enkelte har vendt og drejet beviset uden at forstå den egentlige betydning. F.eks. Georg Metz, som i Min danske sang opholder sig ved sangens sidste linjer:

… drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med – thi den er falsk og hul -
rør blot ikke ved min gamle jul!

”Hvad der med ét får digteren til at udvise et sådant mismod,” skriver Metz, ”at han ligefrem bruger ord som falsk og hul, er trods alt ikke godt at vide. Måske var han omsider udgået for rim på Jul.”

Nej, nej. Peter Faber skrev lige ud, at jorden er hul, fordi han mente det. Men det vidste kun en lille kreds af borgere i datidens København. Nærmere bestemt medlemmerne af logen Den Hule Jord.

Jorden er hul ...

At jorden under sin overflade skulle gemme et hulrum med beboede verdener, oplyst af en indre sol, er en vanvittig ide, som ikke desto mindre tiltrak en del skarpe hoveder fra 1700-tallet og frem. Faktisk havde den engelske astronom Edmund Halley (der lagde navn til den kendte komet) allerede i 1692 fremsat den påstand, at jorden under en 800 km tyk skal indeholdt tre andre kugler på størrelse med Venus, Mars og Merkur. Når luftarterne fra disse kuglers atmosfære slap ud gennem sprækker ved jordens poler, kunne det iagttages som nordlys.

Teorien tiltrak både fantaster og forfattere. Jules Verne gav i sin roman Rejsen til jordens indre en levende skildring af en verden, som kultmedlemmer i Europa og USA betragtede som virkelig.

... især når det er jul

Midt i 1800-tallet blev selskabet Den Hule Jord stiftet i København. Det var lige fra starten tæt knyttet til julen. Medlemmerne mødtes en gang om året ved vintersolhverv (omkring den 21. december) i nogle lokaler ved Rundetårn. Peter Faber var sekretær i selskabet, hvis kodeord var ”Hul i det!”

Denne okkulte loge var livskraftig. Faktisk har medlemmerne mødtes og virket helt op til vore dage. I 1975 oversatte og udgav den danske forlægger Peter Juhl Svendsen bogen Den hule jord, skrevet af Eric Norman. Og snart efter kunne man i Ekstra Bladet læse, at Svendsen planlagde en ekspedition til Nordpolen, hvor han ville søge efter hullet til jordens indre. Avisen bragte også et billede af hr. Svendsen i fuld polarudrustning.

Bemærk navnet - Juhl Svendsen. Det hele hænger sammen!