Simon & Garfunkel: Bookends

Geniet og hans væbner, bind 1

Det er med den New York-baserede duos 4. udspil, Simon & Garfunkel for alvor viser deres dobbeltgigant. Især nok Simon, der fra det øjeblik pladen udsendes i foråret 1968, er at regne som en af planetens førende sangskrivere. Behøver man at sige mere end "Mrs. Robinson". Okay, så lad os tilføje, "America" og fx "Hazy shade of winter". Det er ypperlige numre, som ikke KAN slides op. Og begge sangere behandler dem med en tæft, der hermed placerer dem som to af årtiets mest indflydelsesrige stemmer. Harmonisk højtflyvende, frigjorte og virtuose, som de i deres unikke milde, men intelligente symbiose er.

Simon & Garfunkel er nu ubetinget et verdens-act – de 4-kantede taktmønstre og den vers-repeterende folk-recept er transcenderet, og sender med Bookends beatmusikken direkte op i den øverste loge. Her er det akustiske afsæt med alle tilgængelige midler forvandlet til en forunderlig tidløs musiceren, som i helt egen galaxe afviser at forholde sig til grænser overhovedet. Det siges at side 1 er tænkt som en cyklus over forskellige stadier i livet fra barn- til alderdom. Muligvis, men det er mindre vigtigt set i forhold til det samlede materiale som åbnende statement. Sangenes kæde er forunderligt befriet for vedtagne skabeloner og synes - uanset tekstligt indhold - at trænge igennem til en ny form for 'vægtløs tyngde'. De bliver et forløb af felter, hvor alt i princippet er muligt, og gør på den måde LP'en til en kube, hvis facetter uafladeligt overrasker og forfører. Et galleri af mystik, fysik – et sonisk-lyrisk experimentarium for spiritualitet og hjerne. Denne udvikling magter komponisten og holdet bag det symbiotiske par til intet mindre end max-point.

Hør den omtalte "America". Om de unge elskende, der slår sig sammen, men i stedet for at bygge rede beslutter sig for at drage på opdagelse. 3 minutter og 35 sekunder tager det at komme så langt at de næsten fortabes. Man ser det for sig og har faktisk oplevet hele rejsen ... som via et kamera placeret i fyrens slips (for nu snedigt at referere til teksten).

Tjek "Hazy shade of winter"s desperate puls gennem den ikke-realiserede poets trængsler i troen på sit gennembrud. Der fightes hårdt hos denne eksistentialist ... og skydes med skarpe skud af vodka og lime den hele vinter. Mere cool fås det ikke – man håber han fandt sit forlag i tide.

Eller stil fx ind på "Save the life of my child" ... og erkend hvor fuldstændig umulig den er at fastholde. Hvem kan fortælle hvad det egentlig er der sker i løbet af det nummer. En suicidal dreng på en gesims i den afsides forstad. Hans fortvivlede moders råb gennem den iagttagende menneskemængde. Og politiofficeren der indigneret anklager ungdommen for ikke at have respekt for loven nu til dags. Da mørket falder på og myndighederne kaster en spotlight på fyren, jubler tilskuerne som var det et show. Men da historien næste dag når avisen med moderens skrig (sangtitlen) som overskrift, er han ikke mere at finde. Med musikken pumpende som en utilregnelig tyfon under hele fortællingen, bliver sangen et stykke social-psykedelia af fineste uudgrundelige karat. Det må have været stærkt stof for en ung pladekøber og virker stadig som en knivskarp sekvens fra en uforsonlig film. Så meget kan beatmusikken anno 1968 – så langt er der tilbage til dagene, hvor tyggegummisko, brylcreme og den rigtige bil eller knallert kunne gøre det. "Bye bye love" må ha' klinget som ekkoer i både Pauls og Arthurs baghoveder. Ikke før den næste plade i 1970 tager de rent faktisk den sang op som nostalgisk hilsen til det udgangspunkt, allerede Bookends lægger så fjernt bag sig. Men det er en anden historie ...