Genre: 

Skipper Clements morgensang

Morgen på havet
13-10-16
Af: 
Tina Schmidt

 

Igennem hele efteråret sætter Bibzoom i samarbejde med Spil Dansk og Højskolerne fokus på den danske sang og opfordrer dig til at synge. I 16 uger - fra uge 35 og frem til uge 50 - er det en ny sang fra den danske sangskat der sættes under lup.

Ugens sang: Skipper Clements morgensang

Tekst: Ebbe Kløvedal Reich (1970)
Musik: Leif Varmark (1971)

De fleste af os har et blødt punkt hvad angår “underdogs” og den lille mands kamp mod enten ”systemet”, en hær, mod alle odds. Tænk Braveheart, Schindlers liste eller Stark-klanen i Game of thrones. ”Skipper Clements morgensang” spiller på præcis samme virkemidler: Storhed og ståpels.

Teksten handler om Grevens Fejde (dansk borgerkrig, 1534-36). I det ene ringhjørne har vi underdog’en, Skipper Clement og bondeopstanden. I det andet kirken og grev Rantzau (alene navnet er gennemsyret af potent ondskab, lidt à la Lord Farquaad fra filmen "Shrek").

Den ultrakorte og dybt unuancerede gennemgang af Grevens Fejde: Rantzau tropper op med 4.500 elitesoldater og mejer bondeopstanden ned. Skipper Clement bliver fanget og hængt, og Danmark bliver reformeret. Tekstligt trækkes de to fronter eksplicit: Kirkens mænd er sorte, adelen i spraglet silke og bønderne i ydmyge vadmelsklæder. Rigdom og djævlen vs. fattigdom og Gud. Der skal ikke det store analyseberedskab i sving for at gætte hvem, vi skal holde med.

Mange tror fejlagtigt at teksten stammer fra reformationstiden. Teksten er skrevet af Ebbe Kløvedal Reich i 1970. Og hvorfor så det?
Sangen blev skrevet til teaterstykket Blod og brand, der dog aldrig blev opsat. Her kunne sangen egentlig godt være blevet parkeret i en skrivebordsskuffe og gået i glemmebogen, hvis ikke for den universelle “underdog faktor”. Rantzau og magthierarki kunne let erstattes med EF (nu EU) og bruges som slagsang i anti-EF kampagnen. Sangen udkom også i kølvandet på 60’ernes ungdomsoprør og kampen mod et forstokket overherredømme.

Alt i alt en bombastisk lejlighedssang til alle lejligheder, hvor man har brug for at skærpe fællesskabsfølelse, kampgejst samt behovet for at græde salte retfærdighedstårer.