Steely Dan: Can't buy a thrill
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 238
Jeg har tidligere udtalt, at jeg er stor fan af Steely Dans tredje album, Pretzel logic, men ud over det havde jeg dengang ikke hørt meget andet af gruppen. Jeg havde dog hørt nogle af deres mest populære sange, heriblandt "Dirty work", "Reelin' in the years" og "Do it again", alle fra deres debutplade Can't buy a thrill fra 1972. Det er faktisk netop "Do it again", der åbner ballet, og det gør den med maner. Jazzet percussion, lettere psykedelisk guitar og en sangstemme, der virkelig gør indtryk. Donald Fagen er ikke en vanvittigt dygtig sanger, og hans stemme er ikke særlig unik, men han sørger for at udnytte det, han har, virkelig godt. Han udtaler alle ord spøjst, nærmest som om han efterligner en blåhval som Dory gør det i Find Nemo. En bedre sammenligning har jeg ikke rigtig, ud over, at han virker lidt som en levende messingblæser. Ikke så meget i lyd som i funktion. Steely Dan blander nemlig tit en del jazz ind i instrumentationen, men vokalen er stadig ret så vigtig, på samme måde som keyboard og bas kan være fint i et instrumentalt jazznummer af Miles Davis, men uden hans trompet er det hele ret tamt.
Der er to andre sangere, men Fagen optager størstedelen af albummet. Backingvokalist David Palmer overlader Fagen til tangenterne på "Dirty work" og "Brooklyn". Jeg elsker backingvokalerne på pladen, og jeg ville foretrække, at Palmer holdt sig deromme. Det er ikke så slemt på "Brooklyn (owes the charmer under me)", selvom han stadig mangler en del personlighed, men han gør versene til den ellers fantastiske "Dirty work" til en ret tom oplevelse med sin tamme McCartney-efterligning. På "Midnight cruiser" synger Jim Folder for, og han lyder lidt som Tom Petty, der gjorde sin debut fire år senere. Det er faktisk ret forfriskende i alle tre tilfælde, for selvom det ikke måler sig med Fagen, gør det pladen mere levende, når der er variation i vokalen. Der er også meget variation i instrumenterne. Hvor der altid er lidt jazz i lyden, så er der f.eks rockede guitarsektioner på "Reelin' in the years" og "Midnight cruiser", og man kan mærke latinamerikansk inspiration på "Only a fool would say that".
Med alt det sagt, så er sangene på Can't buy a thrill ikke lige gode allesammen. Til trods for at være sjov og fængende i versene, så er "Change of the guard" en kende smagløs, og den føles bare som en typisk poprock-sang. Den kunne være lavet langt bedre af f.eks. Steve Miller Band eller The Guess Who. I det hele taget er de fire sidste sange ikke nær så mindeværdige som de første par stykker. Jeg vil gerne lægge vægt på, at de stadig er flotte sange, og som en del af helheden fungerer de ret godt, men det er ikke som på Pretzel logic, hvor hvert eneste nummer er mindeværdigt. Det har nok noget at gøre med, at de mod slutningen gentager idéer, der er blevet brugt før – med en spøjs undtagelse i "Change of the guard", der rettere gentager idéer, man tit hører hos andre bands. Og det er underligt, for noget af det, der gør Steely Dan til sådan en god gruppe er deres originale lyd, som står kraftigt ud allerede her på debuten. Jazz og rock var blevet blandet før, men ikke tidligere på denne behagelige, bløde, men samtidig begivenhedsrige måde. Og ikke alene er det en unik tilgang, det er også godt udført. Can't buy a thrill kan i høj grad anbefales.