Stille hjerte sol går ned
Hvert år strømmer dansk-amerikanere til Rebildfesten for at fejre den amerikanske uafhængighedsdag den 4. juli. Det er en hundredårig tradition. Til den første fest i Rebild Bakker i 1912 havde Jeppe Aakjær skrevet et lille korværk udformet som en aftensang.
Teksten er på fire vers, som hver gang afsluttes med et manende: ”Stille, stille, hjerte, sol går ned”. Med ganske få ord tegnes et billede fra den jyske hede, badet i aftenrødens skær. Køer og heste går hjem i stalden, de vilde fugle finder til ro, og der er så stille, at man kan høre en enkelt humlebi brumme rundt. Små ruder i fjerne hytter lyser op, når de rammes af den nedgående sol. Her er en fred, som gennemtrænger alt og kan nå helt ind i det urolige hjerte.
Den melodi, som ledsagede Aakjærs ord i 1912, er nu glemt. Den, vi bruger i dag, kom først til tre år senere, og nej, den er for en gangs skyld ikke skrevet af Carl Nielsen, der ellers ofte dannede et fantastisk makkerpar med Aakjær. Det er organisten Thomas Laub, der står for melodien, og den lægger sig perfekt under teksten. Den bevæger sig inden for et lille toneområde og styrker med sit tøvende, let melankolske præg sangens udtryk af en meditation over den store stilhed.
Tilsammen har Aakjær og Laub skabt en af de smukkeste danske aftensange.
Oplevet med nutidens øjne og ører er det en trist sang, for den handler om en verden, der er tabt for evigt. De enorme jyske heder, der strakte sig horisonten rundt, er nu afløst af majsmarker og skrigende grisefabrikker. Storken, som dengang var fast inventar på bondens tag, er på nær nogle få eksemplarer uddød her i landet.
Og stilheden? Den store stilhed, som giver fred i sindet? Den jager tidens urolige hjerter rundt efter. Man leder efter den i yoga, mindfulness og pilgrimsvandring.
Stilheden lever i sangen her, ganske tæt på og dog så langt væk.