Stor arkivudgivelse: Pink Floyd "The Early Years 1965-1972"

22-09-16

Af:

Ken Nielsen

Der har været forlydender fremme i et par år, og nu er den god nok: Pink Floyd udsender d. 11. november et kæmpe bokssæt der ikke blot er endnu en repackaging af allerede kendt materiale, men en fornem arkivudgivelse der tilgodeser gruppens oprindelige fans fra før superstjernetiden. Som jeg tidligere har skrevet her kan denne gruppes karriere groft deles op i to faser - en eksperimenterende, 'flippet', 'syret' fase for den tids langhårede musikfans, en fase der endte med det kommercielle gennembrud for Dark side of the moon i 1973, der indvarslede kortere, umiddelbart mere slagkraftige numre, og som kun i nedtonet form inkluderede den første fases underlige lydeffekter og -landskaber.

Markedet talte, og Pink Floyd blev en af de største koncert- og albumsuccesser nogensinde. Kun de færreste af de nytilkomne fans kendte til støj- og stemningskollager som "Interstellar overdrive" og "A saucerful of secrets", numre der da også forsvandt fra koncertrepertoiret til fordel for behagesyge guitar-eposer som "Money" og "Comfortably numb". Hvor musikkens 'pointe' i første fase havde ligget i den rene stemning, åbenbaredes nu et gigantisk marked for Roger Waters' tekster bygget op om dystopi og politisk beton-analyse. Om det ene eller det andet er at foretrække må være op til den enkelte at vurdere, men at musikken som springbræt for tankens frie flugt gik tabt er indiskutabelt. Så meget desto mere glædeligt er det som fan af første fase at blive tilgodeset med dette bokssæt.

Nødvendigheden af ophavsretsbeskyttelse

Man kan spørge sig selv hvorfor vi der klynger os til den tidlige ukommercielle fase (med ekcentrikeren Syd Barrett i spidsen frem til slutningen af 1967) nu skal tilgodeses med et overdådigt bokssæt indeholdende genoptrykte singler, cd'er, dvd'er og blu-ray-skiver. Svaret er den europæiske copyrightlovgivning, der har den for samlere interessante konsekvens at uudsendte optagelser ender i public domain efter 50 år. Vil en gruppe derfor forhindre tredjeparter i at tjene penge på piratmateriale, bliver de nødt til at udsende optagelserne inden der er gået 50 år, hvorved ophavsretten forlænges med yderligere 70 år. Utallige grupper har derfor i de seneste år udsendt 'copyright extension'-udgivelser, bl. a. Bob Dylan, The Beatles og The Beach Boys.

Vi får derfor nu en ikke billig boksudgivelse der ophavsretbeskytter en masse kendt materiale i de kommende år, men som også inkluderer arkivmateriale der ikke har været udgivet i piratform. Vi der allerede har størstedelen af indholdet i en eller anden form, kan således se frem til bedre lyd- og billedkvalitet (i en del tilfælde), og hertil optagelser hvis eksistens har været dokumenteret, men som aldrig har været hørt uden for gruppens snævre cirkler. Er man novice hvad angår piratudgivelser kan jeg kun sige - der er noget at glæde sig til. Det er helt overvældende hvad der er inkluderet her - optagelser der spænder fra det teknisk sublime til beklagelig lo-fi, men musikalsk fængslende alligevel.

Både velkendte optagelser og hidtil uhørt arkivmateriale

Man kan beskue den komplette indholdsfortegnelse på Pink Floyds egen hjemmeside. Af spændende nyt er for mit vedkommende især noget ubrugt filmmusik til et værk fra 1967 af avantgardefilmmanden John Latham, outtakes fra hippie/narko-filmen More, samt et quadrafonisk (dvs. 4.0 surroundkanaler) mix af "Echoes" fra 1971-albummet Meddle. Desuden 14 minutter ubrugt lyd fra tilblivelsen af kollageværket "Echoes", der under indspilningerne blot hed "Nothing".

Man har i videst muligt omfang valgt professionelle indspilninger af koncerter, i modsætning til optagelser foretaget af publikum i salen. De tidlige år er imidlertid kendetegnet ved at der ingen professionelle optagelser eksisterer af komplette koncerter. Fra 1967 kendes således blot tre - Star Club i København, Gyllene Cirkelen i Stockholm, og Oude-Ahoy-Hallen i Rotterdam. Alle er optaget nede fra publikum, men Stockholmskoncerten udmærker sig ved at være optaget i noget nær professionel kvalitet på en spolebåndoptager. Boksen inkluderer denne og Rotterdam-sættet. Man må så spørge sig hvordan man vil tackle ophavsretsituationen mht. København og alle de andre publikumsoptagede, men ikke inkluderede, koncerter fra de år som sættet dækker, når de 50 år er gået. Vil de virkelig bare lade dem overgå til public domain, eller vil man (som Bob Dylans folk gjorde sidste år med koncertoptagelser fra 1965) distribuere disse som bonus-download til købere af boksen?

Af velkendt, men officielt uudgivet materiale kan nævnes de to vanvittige sange "Scream thy last scream" og "Vegetable man", skrevet af Syd Barrett og indspillet i dennes sidste tid med gruppen. De burde have været udgivet for årtier siden. Desuden det meget seværdige tv-show An hour with Pink Floyd fra 1970 på den californiske tv-station KCRW. Der er adskillige radiosessions indspillet for BBC, også uomgængeligt materiale. Gruppen turnerede i 1969 med en suite kendt som The man & the journey, der med lidt god vilje kan kaldes en slags forløber for The wall. Den er med her i en optagelse fra hollandsk radio. Det komplette 4.0-mix af Atom heart mother (1970), nok det værk gruppen er mest utilfreds med, er lykkeligvis inkluderet. Man får også en række 'musikvideoer' fra 1967-68, før dette ord var opfundet. De fremtræder pinligt primitive i dag, men siger derved også noget om hvor meget musikbranchen har bevæget sig i takt med rockmusikkens udvikling - en udvikling der i høj grad er Pink Floyds fortjeneste.

Også fyld-materiale i boksen

Træerne vokser selvfølgelig ikke ind i himlen, og man kan godt sukke over den relative mangel på optagelser med Syd Barrett i forgrunden, når nu man ved hvad der eksisterer i arkiverne. Og hvorfor inkludere spillefilmene The committee, More og La Vallée (Obscured by clouds), når nu disse allerede er tilgængelige på dvd/blu-ray og kun indeholder lejlighedsvis musik af gruppen?

Samarbejde med bootleggere

Den research af Pink Floyds diskografiske historie der har muliggjort denne udgivelse er et interessant kapitel i sig selv. Bootlegs var engang noget der kun trivedes i lyssky miljøer, og var oprindeligt dårligt pressede og indpakkede lp'er man købte i f. eks. 'alternative' pladeforretninger i Pisserenden i København. Min første bootleg med Pink Floyd fik jeg helt tilbage i 1974 fra en postordreforretning ved navn World Records i Californien. Den hed Fillmore West og indeholdt lydsporet til det show fra KCRW som jeg omtalte før. Med internettet forsvandt det illegale marked i høj grad, og bootlegs blev noget inkarnerede fans downloadede uden at penge var involveret. Mange bands har derfor set gennem fingre med fænomenet, der under alle omstændigheder handler om et mikroskopisk marked sammenlignet med de officielle udgivelser. Bootleggerne bag 'udgivelserne' er ofte meget vidende samlere og fans med et suverænt overblik over hvad der findes, historien bag, og kvaliteten af kilderne. Pink Floyds management har således til det aktuelle sæt fået assistance fra den amerikanske bootlegger der på Yeeshkul.com skriver under navnet Roscoe59, og på Steve Hoffman Music Forums kalder sig Rontoon.

Kildehenvisninger

Vil man dykke ned i meget detaljerede og nørdede/indforståede debattråde om boksen og dens indhold anbefales Steve Hoffman Music Forums, Yeeshkul! og Quadraphonicquad.