Genre: 

Sumerlands: Sumerlands

Sumerlands
24-11-16
Af: 
Anders Molin, Devilution

Anmeldelse fra Devilution

Sumerlands er et par modne herrer som debuterer med et fremragende album, der både lyder ungt og modent.

Philadelphia-bandet Sumerlands har eksisteret i tre år, og bortset fra en ep i 2014 er denne selvbetitlede skive fra Relapse Records deres debut. Men det høres dog tydeligt, at samtlige medlemmer har udgivet flere skiver med diverse andre på vore breddegrader ukendte bands.

Et sted i det heavy metalliske kerneland bevæger Sumerlands sig rundt og har en smule Mercyful Fate i riff-opsætningen, en anelse Bathory-intensitet, masser af hard rock-referencer, og en rumklangs-ramt produktion der stræber tilbage mod årtiskiftet mellem 1970'erne og 1980'ern. Og alligevel er den stadig frisk og vedkommende og afslører ikke, at der står fem midaldrende mænd bag.

Der lægges ud med den stormende ’The Seventh Seal’, hvor guitarerne over et simpelt, inciterende riff bygger et landskab op af store rigelige mængder små variationer, mens den midttempoprægede ’The Guardian’ har plads til pauser, og til at sanger Phil Swanson, kan minde en anelse om Ozzy. Og ligesom legenden klarer han sig mere på gode ideer end en dygtig vokalføring, selvom han i c-stykket dog viser sig at kunne stemme-variationens svære kunst.

’Timelash’, ’Spiral Infinite’ og ’Blind’ er andre eksempler på Sumerlands' drive i sangskrivningen, der er langt mere interessant end stykkerne i sig selv. De er på ingen måde et særligt hårdtslående band, men formår alligevel at være pågående og dynamiske på en fascinerende intens facon – musikken fremføres med en ægte råstyrke.
Men også det episke og storladne får lov til at fylde i Sumerlands' lydbillede. Numrene ’Lost My Mind’ og ’Haunted Forever’ er både enkle sange og fortællinger, hvor stemningsfulde riff, store soloer og melodilinjerne får lov til at berette om noget større end musikken i sig selv.

Mod slut har kvintetten så alligevel også modet til at trække tempoet helt ned og lade titelnummeret være et mystisk instrumentalnummer næsten renset for metal og rock. Atypisk og så alligevel ikke overraskende for et band, der har fundet deres egen vej mellem at hylde inspirationskilderne og stadig bevare et eget udtryk.