Genre: 

Tommy Heiz: Himmelflugt og højdeskræk

Tommy Heisz: Himmelflugt og højdeskræk
26-11-15
Af: 
Peter Elmelund, Randers

Tommy Heisz: Himmelflugt og højdeskræk – Historien om Love Shop.Turbine, 2015

Wau - en kærlig og konstaterende krønike om kærlighedsbutikken.

Og ikke nok med det; journalisten og forfatteren Tommy Heisz har skrevet 330 sider, der rummer poesi og dramatik som ypperlig skønlitteratur. Emnet indeholder så mange eventyrlige ingredienser, at mangen en forfatter nok ville tøve med projektet ”at fortælle popgruppen Love Shops storhed og fald og genopståen”.

Her er rivalisering og selvdestruktion, her er drab og død. Her er dystre digte og knugende klange. Men alligevel ender det med et fælles håb: Alle har en drøm at befri.

Når jeg siger ”Love Shop”, siger rigtig mange ”En nat bliver det sommer”.  Sangen fra 1990, der siden er blevet spillet igen og igen på hele radiofladen.

Himmelflugt og højdeskræk tager også udgangspunkt i året 1990, som forsangeren Jens Unmack ved første møde med Heisz fotræller levende om. Hvordan han stod med Love Shops første demo – på et kassettebånd. Denne følelse af at have kreeret noget rigtigt. Ellers er der nok af mindreværdsfølelser i bogen.

Treeenigheden

Love Shop var primært tre personligheder: Guitaristen, produceren og den perfektionistiske lydnørd Hilmer Hassig, mundharpespilleren og performeren Henrik Hall samt Jens Unmack, der ”kun” var forsanger. Og kommet til hovedstaden med firetoget fra Viborgegnen.

Til gengæld er Unmack eneste overlevende, så naturligt er han den primære kilde til denne bog. Desuden er Hassigs og Halls venner og familiemedlemmer flittigt interviewet, så Himmelflugt og højdeskræk er et homogent produkt med en stringent, men sandelig sanselig opbygning.

Jens Unmack flytter som lille til Dollerup Bakker og lærer at slå fra sig samt at være meget ene. Efter studentereksamen kan det ikke gå hurtigt nok med at komme til København, hvor han suger musikken til sig; primært i punkmiljøet. Bag pladedisken i Bristol Music Center ekspederer Hilmer Hassig, som havde stor succes i gruppen Kliché. En skæbne bestemmer, at Unmack og Hassig kommer i mere og mere snak og begynder at skrive musik sammen. Unmack er den glade amatør – efter eget udsagn, men sandelig gennem alle årene også Hassigs mening. Sammen får de sammensat en demo, hvorfra singlen ”En nat bliver det sommer” udgives i 1990. En klassiker er født, hvor Hassig unikke, luftige guitarlyd åbner nye ører.

Herefter følger diverse klassiske kontroverser med forskellige pladeselskaber. Tilfældige uheldige omstændigheder gør, at Love Shop sådan set får fine anmeldelser, men sælger ikke som forventet.

Hilmer Hassig er den bestemmende, og han får Henrik Hall med som fast medlem af Love Shop, selvom Hall primært kun bidrager med sit subline mundharpespil og trods Unmacks modvilje. Hassig beskriver i øvrigt tidligt Hall som ”mere til blues end den stive hvide beat”. Men Hall kommer efter det, og det er netop den ”stive hvide beat”, som fint karakteriserer Love Shops musik med reminiscenser fra den kantede punk og maskinmusikken fra Kliche, Kraftwerk og Depeche Mode.

Faldet

I 1997 udkommer albummet Go!, som bliver højdepunktet i karrieren. Her er klassikerne ”Love goes on forever” og ”Copenhagen dreaming”, som er Love Shops hyldest til The Mamas & the Papas’ ”California dreamin’”. De tre hovedpersoner har fundet en daglig arbejds- og magtfordeling, der fungerer.  Vi får et væld af gode informationer. Der er eksempelvis det håndskrevne, pæne afslag fra Kim Larsen, der desværre ikke har tid til at medvirke på pladen. Men alligevel kommer der et drys fra Love shops store forbillede Gasolin’: Bassisten Wili Jönsson er med på kor. Men kontroverserne vokser, Hassig bruger længere og længe tid bag mixerpulten med at skille musikken ad og samle den igen – eller måske kassere det hele. Kombineret med et eskalerende brug af stimulanser bliver situationen uholdbar, og gruppen vælger i 2004 ”at holde pause”. Her beskriver Heisz så smukt Unmack, der efter den allersidste koncert kører væk fra Roskilde Festivalen. For det er ikke kun koncertpladsen, der forlades, det er det mere og mere snærende liv i gruppen, der lægges bag.

Fra den dag taler Unmack ikke med Hassig. Derfor bliver de tos forhold også en af denne verdens uforløstheder, da Hassig en nat i 2008 træder ud foran en bil og trafikdræbes. Til en mindekoncert for Hilmer Hassig gendannes trods betænkeligheder Love Shop; nu med guitaristerne Mika Vandborg og Jens Hellemann. Musikken fungerer, og det revitaliserede orkester tager på turne. Hall vil gerne en ny plade. Samtidigt tikker hans livsur; han har fået konstateret prostatakræft.

Genopstandelsen

2010 udkommer comebackpladen Frelsens Hær, som får gode anmeldelser. Her får vi igen et poetisk billede af Unmack, der en tidlig morgen i København jagter dagens Politiken med den første anmeldelse. Henrik Hall dør i 2011; Heisz har skrevet en smuk beretning om Halls sidste tid på baggrund af tætte samtaler med enken.

Men Love Shop fortsætter – Love goes on forever – og udgiver nye plader i 2012 og 2014.

Og her er vi i dag. For en måned siden udkom dobbelt-cd'en Evergreen –Best of Love Shop og så denne pragtfulde Himmelflugt og højdeskræk.

Tommy Heisz har en afrundende epilog, hvor han kan fortælle, at Love Shop har bidraget til fortællingen om danskheden. Jo tak, og han har sandelig medvirket til at få denne fortælling prægnant.

Han siger: ”Noget af det fascinerende ved at læse biografier om rockstjerner er, at de udlever ting, der kun får lov at bo i fantasierne hos os almindelige dødelige. Det var drømmen om det liv, der drev Unmack, Hassig og Hall i første omgang. Og de nåede frem.”

Ja, vi kan alle lære noget – og gøre noget: ”Alle har en drøm at befri”, som Jens Unmack synger igen og igen.

Sidste linje i denne skønne bog – og første linje i vores videre liv.

Et P.S.

Himmelflugt og højdeskræk får sandelig meget med. Men ikke Jens Unmacks kortvarige romance med Lady Gaga, som han selv beskrev på sin blog december 2009 og efterfølgende blev citeret i GAFFA og i Se og Hør januar 2010. De to mødtes til Love Shops koncert på Værket i Randers 6. november 2009, og der var straks amoriner i luften. Undertegnede var til stede, og jeg så det selv.

Så det er ganske vist.