Tonedrømme for børn og voksne

Forfatter og journalist Søren Schauser udgav i 2015 det monumentale værk "Klassisk!" efter et års orlov fra hans musikskriverier i Berlingske Tidende. "Klassisk!" er en letflydende musikhistorie fra de tidligste tiders musik til omkring år 1900. Så vi venter på en fortsættelse om de sidste godt hundrede år.

Nu er så kommet denne nærmest lightudgave rettet mod det yngre publikum; bagsidetitlen er ”Levende og underholdende indføring i den klassiske musiks historie for børn og unge”. Og jeg må sandelig sige, at titlen holder. Jeg blev underholdt takket være Schausers levende og nærværende sprog, og Sissel Marie Tonns fine stregtegninger supplerede teksten fint.

Rammefortællingen for musikhistorien er historien om pigen Tone, der med sin skoleklasse er på rundvisning i Operaen på Holmen i hovedstaden. Tone spiller trompet og er på forhånd godt orienteret i den klassiske musik, så sammen med fantasifiguren Hubert fører hun os kompetent gennem en luftig og drømmeagtig musikrejse gennem tiden.

Hun falder øjensynligt i søvn i en lænestol i et dunkelt rekvisitrum i kælderen – jo jo, udgangspunktet fænger straks med sin mystiske karakter.

Fakta og fiktion hånd i hånd

I 22 kapitler får vi 22 historier fra trubadurtiden over barokken og romantikken til den romantiske musik. Forfatteren serverer små tableauer, hvor børnene Tone og Hubert møder de toneangivende komponister og har levende og usædvanlige dialoger. Tone, der jo har vores nutidige overblik over musikhistorien, kan foreslå Guillaume de Machaut et navn til hans messe: Nostre Dame. Hun får Monteverdi til at ændre operaen Orfeo, så den får den lykkelige slutning, vi kender i dag. Og da Mozart klager over, at personen, der skal spille Papageno i "Tryllefløjten", synger elendigt og ikke kan spille et instrument, foreslår Tone ”Papageno skal da have en panfløjte. Alle kan spille panfløjte.” Så ved vi, hvorfor fuglefængeren spiller panfløjte!

En central historie er koblingen mellem Händel og J.S. Bach, nemlig øjenlægen eller kvaksalveren John Taylor. Denne skumle person, som Tone rejser i diligence med, opererede med dårligt resultat begge komponisters øjne og blev ifølge overleveringen indirekte ansvarlig for begges død. En interessant og spændende beretning, der får os frem på kanten af stolen. Og så er det i øvrigt Tone, der diskret foreslår Händel at ændre titlen på hans mest kendte værk fra "Jesus fra Nazareth" til "Messias".

Tones drøm slutter desværre med Brahms som sidste mand i denne historie. Hun vågner og må videre i sit nutidige liv, men historien åbner for muligheden for en videre drøm. Ja tak, jeg vil gerne opleve Tones møde med eksempelvis Carl Nielsen. Så i lighed med ”voksenbogen” "Klassisk!" kunne det være interessant med et bind 2, der tager musikhistorien fra år 1900 under samme kærlige personlige og nærværende behandling.

Hvis du vil vide mere

Efter selve historien får vi 70 sider med ”Alt om komponisterne”. Det er naturligvis ikke alt, men nok til at vi kan danne os et tydeligt billede af de 22 komponister. Her er både cool facts og Søren Schausers egne, subjektive meninger. Det er fint nok, for det vigtigste må være at vække læserens eller lytterens interesse for at undersøge mere.

Jeg kunne godt have tænkt mig mere end de rimeligt kølige to en halv side om J.S. Bach, når nu Beethoven får fem en halv. Her er eksempelvis forfatterens omtale af optakterne i Beethovens 9. symfoni: ”De virker ofte, som om de betyder et eller andet. Man ved bare ikke hvad.” Tænk, hvad man kunne have skrevet om Bach.

Forfatterens sidste replik i sidste biografi er ”Og når dur og mol dør, forsvinder mange af de gamle former også.” Vi er nu ved år 1900; et skel, som desværre også slutter denne yderst vedkommende musikhistorie.
Bogen slutter med forslag til, hvad man kan lytte til af bogens komponister. Og alle værkerne ligger i dag let tilgængelige på internettet via en af de mange streamingtjenester. Pudsigt nok er Elgar også kommet med på listen, selvom han ikke er med i bogens handling.

Mange steder arbejdes der i dag intenst på at formidle den (såkaldte) klassiske musik til de yngre generationer. Den klassiske musik kræver et formidlingsarbejde, hvor læreren eller faderen eller bedstemoderen eller en helt anden får en central rolle i videregivelsen af den store musikglæde, der ligger klar her med Tones drøm – lige til at samle op.

Så en opfordring til at komme i gang – start gerne med "Tones drøm".