Tony Banks 70 år

Den tvivlsomme ære tilfalder Tony Banks at være det eneste medlem af Genesis, hvis solokarriere aldrig rigtig har taget fart. Sangerne Peter Gabriels og Phil Collins’ løbebaner taler for sig selv, og bassist/guitarist Mike Rutherford har nydt stor succes med Mike & the Mechanics.

Guitaristerne Steve Hackett og Anthony Phillips er veletablerede navne på prog-scenen, og selv Ray Wilson, der kortvarigt var gruppens forsanger i slut-90’erne, har et vist følge, når han turnerer med sine egne og Genesis- og Stiltskin-sange.

Men Tony Banks – et af Genesis’ grundlæggende medlemmer og den, hvis keyboardlyd og kompositioner nok mere end noget har defineret Genesis – har aldrig haft det store held med sine soloprojekter. I hvert ikke, for så vidt angår kommerciel succes.

Det er en skam, for dykker man ned i Tony Banks’ solo-produktion, er der en del perler at komme efter. Og det er præcis, hvad Bibzoom nu gør i anledning af, at Tony Banks den 27. marts 2020 fylder 70 år.

A curious feeling

Tony Banks’ første soloalbum var A curious feeling (1979). Albummet blev til, efter at Genesis havde udgivet … and then there were three … (1978). Gruppens fremtid var på dette tidspunkt usikker; Phil Collins’ ægteskab var truet, og han flyttede i en periode til Canada for at forsøge at redde det. Imens kunne Tony Banks koncentrere sig om det, det blev A curious feeling.

Albummet byggede bogstaveligt talt videre på … and then there were three … . Åbningsnummeret ”From the undertow” var baseret på ubrugte passager af Genesis-nummeret ”Undertow”, og lydmæssigt ligger A curious feeling tæt op ad, hvordan Genesis lød i slut-1970’erne.

Det var således en blanding af progressiv rock og mere konventionelle rocksange, men det var tydeligt, at Banks benyttede lejligheden til at lade de instrumentale passager folde sig ud.

Bortset fra ”From the undertow” var alt komponeret specifikt til dette album. Sangene var løst baseret på Daniel Keyes’ novelle ”Flowers for Algernon”, men ideen om et egentligt konceptalbum var blevet droppet, da det viste sig, at novellen var ved at blive adapteret i en musical.

Tony Banks er ingen sanger (hvilket han skulle demonstrere på senere udgivelser!), så han hyrede Kim Beacon til at lægge stemme til albummets sange. Beacon havde tidligere været forsanger i det skotske folkrock-band String Driven Thing (han døde i 2001). Genesis’ faste turné-trommeslager Chester Thompson spillede trommer og percussion på albummet, og resten af instrumenterne – keyboards, guitar og bas - stod Tony Banks selv for.

A curious feeling opnåede en agtværdig 21.-plads på den engelske albumhitliste, selv om det ifølge Banks selv modtog sønderlemmende kritik i samtiden. 1979 var ikke et godt tidspunkt at udgive en progressiv rock-plade!

Er man til progressiv rock, bør man unde sig selv at lytte til A curious feeling. Og holder man af Genesis, måske særligt i deres sen-progressive periode (A trick of the tail, Wind and wuthering, … and then there were three … , Duke), er albummet obligatorisk lytning.

The fugitive

I 1983 udkom Tony Banks’ 2. album, The fugitive. På dette tidspunkt havde Genesis udsendt Abacab, deres første ikke-progressive plade. Samme udvikling hørte man på The fugitive, hvor numrene var mere koncise og også mere poppede end på forgængeren.

Der var dog stadig levnet plads til to instrumentale skæringer, og Tony Banks’ tonesprog med de store keyboardflader fornægtede sig heller ikke. Men udtrykket var sterilt – trods det, at han blandt andre havde trommelegenden Steve Gadd til rådighed, brugte Banks trommemaskine på pladen – og ikke hele albummet er kommet lige godt ud af 1980’erne.

The fugitive er også det eneste album, hvor Tony Banks selv håndterer vokalerne, og det var nok ikke verdens bedste beslutning. Hans sangstemme er ikke forfærdelig, men den mangler i høj grad personlighed. Han er tydeligvis ikke en erfaren sanger, og den middelmådige vokalindsats er med til at gøre The fugitive til en lidt flad og kønsløs forestilling.

Der var da heller ingen af albummet to singler, ”This is love” og ”And the wheel keeps turning”, der var i stand til at sætte aftryk på hitlisterne.

Ud over Banks og Gadd medvirker Genesis’ tour-guitarist Daryl Stuermer, Mo Foster på bas og to yderligere trommeslagere, Tony Beard og Andy Duncan.

Filmmusik

At der var noget cinematisk i Genesis’ og især Tony Banks’ musik, gik ikke filmverdenens næse forbi. ”From the undertow” var – i en tidlig, demo-agtig form – blevet brugt i filmen The shout (1978), og i 1983 havde Tony Banks komponeret underlægningsmusik til filmen The wicked lady.

Banks’ temaer blev arrangeret og orkestreret af Christopher Palmer og indspillet af National Philharmonic Orchestra; på cd-udgivelsen af The wicked lady (2013) kan man ud over filmmusikken høre Tony Banks’ egne hjemmeindspilninger af temaerne. Især ”Barbara” er umiskendeligt Banks.

I 1984 skrev Tony Banks musik til Lorca and the outlaws, og i 1986 fulgte Quicksilver. Uddrag fra begge soundtracks blev udsendt på albummet Soundtracks (1986), og denne gang var der også egentlige sange med. ”Shortcut to somewhere” fra Quicksilver blev udsendt som en single og nåede en 75.-plads på den engelske hitliste. Det er en den eneste af Tony Banks’ solo-singler, der har ligget på hitlisten.

”Shortcut to somewhere” blev sunget af Derek William Dick alias Fish, der var forsanger i det stærkt Genesis-inspirerede band Marillion. Det var en betragtelig forbedring i forhold til Banks’ egen vokal! Andre sange på Soundtracks blev sunget af Toyah Willcox (fra bandet Toyah) og Jim Diamond, og hvor The wicked lady var orkestral, var de instrumentale skæringer på Soundtracks indspillet af Tony Banks selv.

Lige som med The fugitive er man ikke i tvivl om, at Soundtracks er indspillet i midtfirserne. Lyden er meget syntetisk grænsende til det sterile, men de tre stærke vokalister er med til at bidrage med noget af den personlighed, som The fugitive savnede.

Bankstatement

Genesis-kollegaen Mike Rutherford havde udsendt to soloplader, inden han fandt sin succesformular med bandprojektet Mike & the Mechanics. Lige som Banks var Rutherford hæmmet af en svag vokal, og i Mechanics-konceptet benyttede han sig af forskellige andre vokalister, primært Paul Carrack og Paul Young.

Tony Banks besluttede at lave et lignende bandprojekt under navnet Bankstatement. Banks skrev sangene, men til at synge dem hentede han hjælp fra Alistair Gordon og Jayney Klimek. Den selvbetitlede Bankstatement var et popalbum med Tony Banks’ karakteristiske storladne og atmosfæriske melodier og gode vokalindsatser fra de to sangere.

Desuden medvirkede blandt andre Gong-guitaristen Steve Hillage, trommeslager Geoff Dugmore og bassisten Pino Palladino.

Som de tidligere plader er Bankstatement typisk for sin tid, men den ældes ganske godt og kan med sine stemninger og opfindsomme og intelligente popproduktion (begået af Banks sammen med Hillage) minde om Mike Oldfields 80’er-output.

Still

Da det imidlertid heller ikke lykkes at få hitsingler under Bankstatement-navnet, gik Tony Banks tilbage til at udgive musik under sit eget navn. Still (1991) blev det stærkeste popalbum i hans solo-katalog. Fish og Jayney Klimek var tilbage som sangere, og Fish også som med-komponist på den glimrende ”Another murder of a day”.

Nytilkomne sangere var Andy Taylor og ikke mindst Nik Kershaw, som på tre skæringer – to som med-komponist – viste, at han og Tony Banks var et fremragende match. Banks sang selv en enkelt sang, ”Hero for an hour”.

Daryl Stuermer var tilbage på guitar sammen med førsteklasses session-musikere som Pino Palladino og trommeslageren Vinnie Colaiuta.

Banks/Kershaw-sangen ”I wanna change the score” blev udsendt som single, og det samme gjorde to sange sunget af Andy Taylor, den fængende ”The gift” og ”Still it takes me by surprise”. Men trods det, at Genesis’ popularitet netop på dette tidspunkt var på sit højeste med We can’t dance-albummet og dets stime af hitsingler, kunne Tony Banks ikke slå igennem som soloartist. Yndere af Genesis’ sene periode bør ellers kunne finde meget at holde af på Still.

Strictly Inc.

Efter som solistnavnet altså heller ikke denne gang satte hitlisterne i brand, lancerede Banks endnu et bandnavn i 1995. Strictly Inc. var Banks og sangeren Jack Hues (eks-Wang Chung), suppleret med gode studiemusikere som Nathan East på bas og John Robinson på trommer. Daryl Stuermer medvirkede på to skæringer.

Surprise, surprise: Trods flere fængende sange som åbningsnummeret ”Don’t turn your back on me” og den Mike & the Mechanics-agtige single ”Only seventeen” gjorde Strictly Inc. – som albummet også hed – intet synderligt indtryk på det pladekøbende publikum.

Strictly Inc. blev Tony Banks’ foreløbig sidste forsøg på at udsende ny populærmusik. Han udelukker ikke, at trangen kan komme over ham igen, men han føler ikke, at han har noget at bevise over for nogen – eller sig selv – når det gælder rock og pop.

Klassiske værker

I stedet har Tony Banks kastet sig over klassisk kompositionsmusik. I 2004 udkom hans første klassiske album Seven, en orkestersuite i syv dele. Værket blev indspillet af Londons Filharmoniske Orkester med Mike Dixon som dirigent. Banks selv spillede klaver på dele af albummet.

Hans næste værk blev Six pieces for orchestra (2012), indspillet af Prags Filharmoniske Orkester dirigeret af Paul Englishby. Charlie Siem og Martin Robertson optrådte som solister på henholdsvis violin og altsaxofon.

Endelig udkom Five (har du gennemskuet mønsteret endnu, kære læser?) i 2018, denne gang indspillet af Det Tjekkiske Symfoniorkester og Kor under ledelse af Nick Ingman. Både Tony Banks og Martin Robertson var tilbage som solister (Banks på klaver og celeste), og John Barclay spillede kornet og trompet.

Tony Banks’ klassiske værker har fået en blandet modtagelse i den del af den klassiske presse, som ikke har ignoreret dem. Men han skriver dem nu nok også mest, fordi han har lyst. Angiveligt overvejer han et fjerde og sidste værk, som i så fald skulle være en symfoni i fire satser (har du nu gennemskuet mønstret?).

Bokssæt

Indtil videre er Tony Banks’ solokarriere rundet pænt af med udgivelsen af et bokssæt med alle hans ikke-klassiske plader i remastered form. Boksen hedder Banks vaults og udkom i 2019. Desuden findes bokssættet A chord too far (2015) med fire cd’er, der indeholder udpluk fra hele solokarrieren inklusive de første to klassiske værker samt enkelte ikke tidligere udgivne tracks.

Det er selvfølgelig Genesis’ bedrifter, der gør, at Tony Banks vil blive husket af eftertiden, men er man fan af gruppen – uanset hvilket af dens udviklingsstadier, man foretrækker – bør man give Tony Banks’ soloplader et lyt. Og mens man gør det, kan man jo sende ham en kærlig tanke og en lykønskning i anledning af hans 70-års fødselsdag.

 

“Tony was frustrated that he couldn’t have solo success, but I would say of Tony – and this doesn’t really help him – that really his solo albums were the Genesis albums. Ultimately the Genesis records are Tony’s legacy; that’s my opinion. Mike and Phil are clearly super-talented and have shown that in their own solo careers and ultimately it’s the combination of three of them that makes the magic. Each of them would be sorely missed, but Tony’s part in that is pivotal. Because I think Tony is the one element of Genesis which is irreplaceable.”

                           - Tony Smith, manager for Genesis