Trille Nielsen: Altid har jeg længsel

Trille Nielsen: Altid har jeg længsel. Gyldendal, 2015

Trille – navnet vækker behagelig genklang hos os, der lyttede til det danske musikliv i 1970'erne og 1980'erne.

Trille – denne distinkte stemme med de personlige tekster, og med cremen af danske musikere i det opbakkende band.

Trille – hvor blev hun af?

Hvordan var det nu? Hvor involveret var hun i kvindebevægelsen? Og pludselig var hun ikke på scenerne mere, hvorfor?

For få år siden dukkede navnet atter op i medierne; nu var det som foredragsholder om den bevægende tid. Og vi har fået denne nærværende erindringsbog, som i perfekte doser sætter mange hukommelsesbrikker på plads samt giver – for undertegnede – nye og mere nuancerede vinkler på Trille og hendes verden.

Husker du?

Vi er i en tid, hvor biografierne om 1970ernes danske musiknavne kommer i en lind og god strøm. Eik Skaløe, Jan Toftlund, Niels Skousen, Lasse og Mathilde, Benny Holst - jo tak, de er ikke glemt, men måske lidt gemt. Og det er fornøjeligt og tilfredsstillende at se, at også de helt unge ser værdierne i eksempelvis Skousen & Ingemann - det er ikke kun nostalgi, men også tekster og klange, der har relevans i dag.

Hej søster!

Trille - med det borgerlige navn Bodil Nielsen - viser en gavmildhed og mildhed med denne selvbiografi; en mildhed med en underliggende, sitrende smerte. Der er konstant en længsel, en forholdsvis udefineret længsel, som også er hendes drivkraft i livet.

Lige fra forordet, som betegnes Anslag, huskes vi på livets dualisme. På en af hendes gule sedler står ”Hvor der er liv, er der snavs”.

Jeg var en af de begejstrede tilhørere til cabareterne Et folk, der ingen sange har og Man er så længe død i slutningen af 1970'erne med et stjernebesat set-up: Anders Koppel, Hugo Rasmussen, Ole Fick, Ken Gudman, Benny Holst og så Trille, der som ene høne i kurven strålede og også var en smule mopset, når Benny Holst var for morsom. Og som Trille selv skriver i bogen, flokkedes kvinderne om de mandlige musikere, men ikke én ungersvend lagde op til flirt med den lækre sangerinde. Trille spørger i dag: Hvor var I? - og det ved jeg godt, vi turde da virkelig ikke! Vi var med på tidens mode; lækre, bløde mænd, der lod kvinderne tage initiativer og sætte dagsordenen, mens vi spekulerede på, hvordan vi bedst kunne  score dem. Og det kunne vi ved at drikke urtete, spise løgtærte, gå i smækbukser og høre Trilles lp’er.

Glæde …

Alle disse erindringer dukker op ved læsningen af ”Altid har jeg længsel”, og billedet af Trille bliver sandelig mere nuanceret.

Hun havde en bemærkelsesværdig barndom, hvor der trods beskeden økonomi blev prioriteret klassisk ballet og senere klaverundervisning. Det har givet en grundddannende ballast, så Trille senere udtaler om sin sangproduktion, at der ikke skal være falske rim, ikke omvendte ordstillinger, ikke forkerte tryk; ”Ordene skal smage godt”.

Som purung forelsker hun sig i en 17 år ældre kunstmaler, som hun efter de obligatoriske syv år bliver skilt fra. Trille understreger oven i købet udtrykket og siger: ”Efter de obligatoriske og vedtagne syv år.” Sammen får de datteren Sille, og Trille klarer en spirende singer/songwriter-karriere som enemor med skiftende kærester, som hun yderst sobert ikke skriver meget hjem om.

Det midterste kapitel om Trilles mest koncertaktive periode i slutningen af 1970'erne har overskriften ”Med blinkende lygter og for fulde gardiner”, og der er da grund til at blive forpustet. Efter gennembrudspladen Hej søster går det stærkt med berømmelsen, og kvindebevægelsen tager med kyshånd imod Trilles hudløse kvindetekster. Efterfølgende i bogen forklarer Trille, at ”det var nu ikke kvindesagen, der stod øverst på min dagsorden. Det var livet”.

… og sorg

Trilles forståelige forpustelse tackler hun ved at flytte langt ud på landet i en rolig idyl. Først mod slutningen får vi den egentlige årsag til skiftet. Her bekender Trille:  ”Jeg må vel til det. Der er nok ingen vej udenom. Det hører med.” Hun rammes af en depression, som hun rammende kalder en overordentlig sammenkogt ret.  Trille har aldrig følt sig tiltrukket af de kendtes inderkreds, og hun har altid haft en gnavende usikkerhed: Hvornår bliver mit skidt afsløret?

Trille kommer igennem. Tiden er en god partner, og hendes parallelle arbejde med børneradio og –tv giver en stabil hverdag. Bagerst i bogen er et billede af den 70-årige Trille ved køkkenbordet med teksten ”Oh at være en mormor”. Med reference til Frank Jægers høne-digt lovpriser Trille sin mormortilværelse og gentager gerne: ”Det er stort at blive mormor.”

Et lille lys i mørket

I slutkapitlet ”Efterklang” møder vi en moden og afklaret Trille, hvor længslen stadig er levende og spræller. Hendes følelse af at være del af noget større er prægnant. Opfordringen til at holde foredrag, som hun fik for 10 år siden, og den efterfølgende succes betegner hun med et taknemmeligt glimt i øjet som sit lille fakkeltog. Og denne selvbiografi vil bidrage til den fortjente plads i dansk musikhistorie.

Jeg har nu genhørt Trilles plader og havde nok glemt lidt, hvor godt det swinger og hvor nærværende, det er. Stærke tekster, som ikke er hverdagskost i Danmark i 2015.

Nyd bogen Altid har jeg længsel og (gen)hør Trilles slidstærke sange!