Genre: 
Pop

Ud og se - rundt i det musikalske Danmarkskort

23-10-18
Af: 
Kenth K. Nielsen, Det Kgl. Bibliotek, Aarhus

Mange danske musikere har forholdt sig til fædrelandet og forskellige lokaliteter i deres musik. Det kan være en egn, et område, en by eller en lokalitet i byen. I kraft af deres erhverv kommer de meget rundt - er rejsende i rock'n'roll, som  Peter Belli siger. Med dem som  guider vil vi nu begive os ud på en musikalsk rundtur i Danmark.

Alle titler der er nævnt kan findes på Bibliotek.dk.

Vestpå

Den jyske vestkyst har givet inspiration til meget i kunstens verden. Også musikalsk. Som noget af det seneste har Nephew brugt Vesterhavet som igangsætter. På nummeret "Hjertestarter" lyder det: "Vesterhav. Kom nu og blæs mig igang".

Flere lokaliter langs Vestkysten er nævnt i den danske sangskat. Hvis vi skal starte på toppen, kan vi tage med Aud Wilken "Fra Mols til Skagen".  Der er ikke langt fra Skagen til Hirtshals, så med Gnags som guide tager vi sammen med "Ritas's rock'n'roll band" helt fra Knudshoved og op til Hirtshals og over til Esbjerg.

Omtrent midt mellem Hirtshals og Esbjerg støder en ny guide, Johnny Madsen, til os.  Det er godt nok lidt Udenfor sæsonen, men alligevel tager han os med til Langehuse og leverer en "Langehuse blues".

Vi skal se lidt mere af Vestjylland. Netop Johnny Madsen er barnefødt i Vestjylland, nærmere betegnet Thyborøn. Og Tørfisk har tilrettelagt en togtur med "VLTJ", hvor vi kommer til både Vemb, Lemvig og Thyborøn.

Ind i landet

Fra den barske vestkyst bevæger vi os nu længere ind i landet. Første stop er Herning. Schwanzen Sänger Knaben fortæller om de farer og fristelser der ligger i "Herning" for en ung mand, der kommer til storbyen  fra Thyregod. Også Allan Olsen har været i Herning. Med saft og kraft fortæller han om sin tid som sergent, hvor ingen hundsed' med far, for som han siger "Vi lå jo i Herning".

Men rejsen stopper ikke her. Med TV-2 fortsætter togturen, og vi konstaterer, at der sidder en pige på "Randers station". Hvad laver hun der? Hvor kommer hun fra? Har hun måske været med Lars Lilholt Band på "Hvidsten Kro", som  ligger ikke så langt fra Randers?

Og hvor skal hun hen? Måske skal hun nå toget På Slaget 12 for at komme "Hjem til Århus". Måske skal hun følges med Helmig herfra. I hvert fald lukker Thomas Helmig sine øjne i Århus, når han har sagt godnat til både "Malaga", København,  og Michigan.

Næste stop på turen er Skanderborg. Åbenbart et populært sted for musikere. I hvert fald har både Dorte Kollo og Szhirley ønsket at kære Peter var i Skanderborg og ble' der. "Gid du var i Skanderborg" synger de. Om det er Peter Sommer og Superjeg der hentydes til kan man så filosofere over. Men ikke desto mindre sidder de i  "8660" (Skanderborg) og siger gid du kom til Skanderborg og ble' her ... Og Tv-2 har også fortsat rejsen og gjort stop på "Skanderborg Station".

Videre østpå

Vi fortsætter turen østover. Vi tager over Lillebælt sammen med Lasse & Mathilde. De har gennem snart mange år været garanter for, at "Fyn er fin". I hvert fald er Fyn så fin, at Kim Larsen valgte at lægge København bag sig og slå sig ned i Odense. Og ifølge Kim Larsen & Kjukken går Rock Nalle frit omkring "Her i Odense".

Som sagt rejste Kim Larsen fra København, men vi fortsætter derimod vores tur derover. Peter Belli sidder ved styrepinden og spørger om vi har set "København fra en  DC9". Han konstaterer at iskoldt øl er sundt, så det er måske det vi får, når vi slutter os til De glade sømænd, der "Sidder på et værtshus" nær ved Gammel Strand. En tradition der er i øvrigt er overtaget fra kapaciteter som John Mogensen og Bjarne "Liller".

Nu hvor vi er i København tager vi en tur ud i byen. Med Sys Bjerre og "Malene" kommer vi både til Vesterbro og Enghavevej, hvor der ligger tøj og X-box spredt rundt omkring. Mere stille går det for sig når Rasmus Nøhr fortæller, at "Vesterbro står stille". Skal man tro Magtens Korridorer er det dog nemmere end man skulle tro at bo på "Vesterbro".

Længst væk

Vi slutter nu rejsen og sætter  kursen næsten så langt mod øst vi kan komme. Vi tager til Bornholm. Det samme gjorde Peter Thorup. Han tilbragte sine sidste år på Solskinsøen, og beskriver sammen med Thor Backhausen "Vinter på øen". Henrik Launbjerg nøjedes med at tage med Far til fire på ferie på "Bornholm, Bornholm, Bornholm".

Sådan kom vi rundt i mange egne af fædrelandet med danske musikere.  Vi kunne sikkert have besøgt andre steder også, så fortsæt selv turen rundt på det musikalske Danmarkskort.