Genre: 

Uneven Structure: La Partition

Originaliteten er beholdt, mens opfindsomheden sprudler.
20-05-17
Af: 
Sebastian Taylor Bach

Anmeldelse fra Devilution

Det er seks år siden, franske Uneven Structure udgav deres debut-album ’Februus’. Pladen udkom, da djent-bølgen var på sit absolut højeste og modtog generel flot kritik. Den progressive tilgang, atmosfæriske lyd og forsanger Matthieu Romarins skiftende rene vokal og rå, maskuline brølen, var et perfekt match med tidens trend. Da ’Februus’ samtidig var en vellykket debut, skabte sekstetten fra Metz sig hurtigt et navn i djent/prog-metal-interesserede kredse.

Det store spørgsmål er så, om Uneven Structure stadig er et navn i disse kredse seks år efter debuten? Bandet har forsøgt at holde liv i det ventende publikum. I 2013 genudgav bandet 2009-ep'en, ’8’, og der er løbende blevet teaset for ’La Partition’. Men seks år er lang tid inden for musikverdenen. Meget sker, og en af de grundlæggende ændringer, der har været siden 2011, er, at djenten er blevet udvandet. Lyden benyttes på tværs af genrer og af alle med adgang til en 7-strenget guitar. Har franskmændene stadig en plads i det musikalske lydbillede anno 2017?

Hertil skaber seks år forventninger. Forventninger, det kan være svært at leve op til. På det område falder ’La Partition’ heldigvis ikke igennem. Tværtimod er bandets andet album bedre end debuten på mange måder. Opskriften er stort set den samme som på ’Februus’, kompositionerne emmer bare af mere. Der er mere værdi og sjæl i pladens 11 numre. Den progressive del har fået mere plads og står stærkere, hvilket i høj grad gør, at man skal investere tid i ’La Partition’. Det kræver flere gennemlytninger, men alt godt kommer til den, der venter – og der er masser af godt på Uneven Structures anden plade.

Det hele starter dog ret ligetil. ’Alkaline Throat’ er ca. 4:30 minutters energiske udfoldelser i højt tempo. Arnaud Verrier slår hidsigt nummeret an, mens det går over stok og sten. Uden at være forsimplet tager Uneven Structure lytteren i hånden og guider vejen. En fornuftig start, der gør de senere, mere snørklede og komplicerede numre nemmere at overkomme.

Romarins rustne og rå vokal er et en konstant lystårn i prog-virvaret. Selvom vokalen til tider lyder lidt for slidt, står den i flot kontrast til de mange solide riffs, der er at finde på ’La Partition’. De bombastiske og eksplosive dele af kompositionerne, såvel som de melodiske, nedtonede fraseringer. ’Crystal Teeth’ indeholder begge elementer. Lydbilledet veksler løbende og skaber en solid dynamik, der fænger lytteren. En opskrift, bandet hyppigt benytter gennem hele pladen.

Selvom ’La Partition’ er bygget op omkring den djentede, moderne progressive tilgang, bliver det aldrig for meget. Uneven Structure låner i mild grad fra andre genrer og får inkorporeret det i de komplekse kompositioner. På den melankolske ’Incube’ inkorporeres en alternativ indierocket/shoegazer lyd, der er med til at give nummeret ekstra kant. ’Incube’, det bastante søsternummer ’Soccube’ og den tidlige album-teaser ’Funambule’ er blandt pladens bedste numre, mens et nummer som ’Our Embrace’ først giver værdi det sidste halve minut.

Pladens største hæmsko er produktionen. Desværre har bandet valgt selv at producere pladen, og det er ikke udelukkende en succes. De mange elementer, guitar, vokal, trommer etc., kunne snildt have stået langt skarpere i lydbilledet. Lyden bliver lidt grumset og uren, og selvom det har sin charme, gavner det ikke pladens mange finurlige og teknisk indviklede indslag.

Uneven Structure er måske ikke rigtig et navn længere, men det bør ’La Partition’ ændre ved. Det er en flot plade, der på mange måder overgår debuten. Originaliteten er beholdt, mens opfindsomheden sprudler. Uneven Structure har uden tvivl en plads i det musikalske lydbillede anno 2017.