Unsigned præsenterer: Asthmatic Harp

 

Albummet Lost Astronaut tager udgangspunkt i et barndomsmareridt, der forvandlede barneværelsets natskygger til rumvæsner og søvn til en ufrivillig rumrejse.

Ved årtusindeskiftet blev der svælget i fremtidsspekulationer og dommedagsscenarier. I skolegården blev der udvekslet kulørte magasiner om fjerne galakser, og på Østerbro Bibliotek sad en ung pige eftermiddag efter eftermiddag, begravet i læsning om raketopsendelser og astronauttræning.

Dagdrømme og fantasi sammenvikledes til et genkommende mareridt om at blive udsendt på en fejlslagen rummission og forsvinde i det uendelige univers.

 

EP’ens fem sange kredser om grundlæggende, eksistentiel angst i en meningsløs verden. Lost Astronaut giver både stemme til angsten, men samtidig også til den skønhed og poesi, som mødet med det ubegribelige også rummer.

 

 

 

Hvordan fik du ideen til at starte? 

Idéen udsprang af et ønske om at samle den mere eksperimenterende og elektroniske side af mit musikervirke under et nyt pseudonym. De seneste år har jeg været aktiv som sangskriver og musiker i en række projekter; pop/rock bandet, HANNAH, elektropop-duoen, LoladyLo, Marble Moon og Flagdag.

I de sidste dage af 2014 besluttede jeg, at tiden var moden til at søsætte mit soloprojekt, Asthmatic Harp.

Projektet fik sin ilddåb d. 1. oktober 2015 med EP’en, Lost Astronaut.

 

Hvad er det bedste ved din musik?

En sangskriver fra Belfast, som jeg for nyligt traf, beskrev min musik således: “Det er lyden af en svunden tid - 1940’erne og midt i en krigstid. Samtidig er der de her elektroniske, producerede elementer, der bryder det nostalgiske univers og fører musikken ind i en nutidig kontekst“.

 

Hvad har inspireret stilen? 

Som barn lavede jeg lydcollager på overspillede kassettebånd på en båndoptager, min far købte for hårdt optjente sparepenge i sin ungdomstid.

Collage-tilgangen har jeg bevaret således, at du bl.a. vil kunne finde spor af en kinesisk violinkoncert, et vindspil fra Austin og en lettere ustemt autoharpe fra Engelsholm Slot vævet ind i musikken på lige fod med mine sangtekster, beats, klaveroptagelser osv.

 

Hvad er den bedste oplevelse med musikken? 

Den bedste oplevelse fandt sted hjemme i min lejlighed en forårsaften i Aarhus. Jeg havde inviteret en gruppe venner, bekendte og musikkolleger til en åben visning af mine, på daværende tidspunkt, endnu ufærdige sange. Det var et sårbart øjeblik for mig som kunstner – som at åbne låget direkte ind til sangskriverhjernen. Samtidig var det utroligt givende for min videre proces med musikken, at jeg så tidligt turde give slip og lade musikken blive levende i mødet med sit publikum.

 

Hvad skal der ske i 2016?

Umiddelbart inden udgivelsen af min ep, Lost Astronaut, flyttede jeg til London for i en periode at studere Elektronisk Musik på Guildhall School of Music and Drama. Her i London suger jeg til mig af ny inspiration, co-writer med lokale sangskrivere og producere, mens jeg gøder jorden for mit næste udspil og forbereder mig på et 2016 spækket med Asthmatic Harp koncerter. 

 

Har du en yndlingsplade?

Portishead-pladen, Third, fra 2008, er et fantastisk værk, som jeg bliver ved at vende tilbage til. Jeg beundrer den håndspillede, rå lyd og de drastiske valg, der er taget både produktions- og mix-mæssigt. Pladens tre midterste numre, We Carry On, Deep Water og Machine Gun er, for mig, albummets hjerte og essens - fuld af liv og kontraster. Fra den hektiske, intense, We Carry On, til det nedbarberede ukulele-nummer, Deep Water og videre til Machine Gun med det insisterende, maskinelle beat.