Unsigned præsenterer: Bank

Henrik Bank
14-04-15

Need You Tonight

Henrik Bank gik i lang tid og skrev sange uden at vide, hvad der skulle blive af dem. En dag satte han sig for, at få dem indspillet og samlet på en EP. Men hvor skulle han indspille, og hvem kunne producere pladen? Henrik fandt svaret i en af Amerikas mest legendariske musikbyer: Nashville. Her er EPen indspillet i samarbejde med den erfarne producer Larry Beaird, der bl.a. har arbejdet sammen med Faith Hill og Miley Cyrus.

Med EPen ”Need You Tonight” er en drøm gået i opfyldelse for Henrik Bank, for selvom han ikke har en pladekontrakt, er hans sange nu indspillet professionelt og udgivet på cd og streamingplatforme. Nogle af sangene har mange år på bagen, men alle har de det til fælles, at de afspejler begivenheder i Henrik Banks liv. Det er ærlige sange, der udtrykker følelser, som mange vil kunne genkende. Stilen er melodiøs rock inspireret af country-pop.

Seks skarpe til Bank

Hvordan fik du ideen til at starte Bank?
Man kan sige at ideen altid har været til stede. Fra ganske ung har jeg vidst, at jeg skulle udgive noget af mit eget materiale. At det så har taget så mange år, er bare et spørgsmål om udvikling og dårlig prioritering. Jeg har forsøgt at skrive alene og sammen med nogle af mine musikerkolleger – fordi jeg tænkte at min musik skulle skrives i et fællesskab. Men som årene er gået, er det blevet klart for mig, at selvgjort er velgjort. Drømmen om at skrive musik sammen med andre er stadig til stede, men kemien skal være 100% på plads for at kreativiteten kan få frit løb.
 
Hvad er det bedste ved din musik?
Jeg synes selv, at jeg skriver sange, der giver mening. Jeg har det bedst med de lidt følsomme sange – så man kan vel sige at den bløde side er mit univers.
 
Hvad har inspireret din stil?
Jeg lytter til meget varieret musik, men jeg har fundet en stil omkring pop og country der tiltaler mig. Der smelter musik og tekst perfekt sammen.
 
Hvad er din bedste oplevelse med Bank?
Helt klart selve indspilningen i Nashville. Det var 10 meget komprimerede dage i et top-professionelt miljø. Oplevelsen af at høre topprofessionelle musikere forvandle ens simple demoer til færdige værker er noget jeg har drømt om i mange år.
 
Hvad skal der ske med Bank i 2015?
Det store spørgsmål! Jeg drømmer om at kunne komme ud at spille med musikken og få noget airplay rundt omkring. Det er alt sammen noget, der skal føre mig til Nashville endnu engang, så jeg kan færdiggøre en hel plade. Om det alt sammen kommer til at ske i 2015, må tiden vise.
 
Har du en yndlingsplade?
Er man selvfed når man siger sin egen? ;-)  
Jeg har ikke som sådan en yndlingsplade, men jeg elsker at lytte til Keith Urban for tiden. Jeg bliver meget inspireret af hans musik.