Unsigned præsenterer: Copenhagen Motown
22-07-15
Af:
Tina Schmidt
Med masser af klassiske melodi- og fraseringsmæssige referencer til tidens største komponister og solister inden for motown, soul, blues og jazz, er Copenhagen Motowns debut EP en åbenlys kærlighedserklæring til genren.
Gruppens mandlige vokalist, Robert Shivers, tilfører musikken en klang, som tager lytteren tilbage til soulmusikkens udspring. Med en opvækst i Chicago og et livslangt kærlighedsforhold til genren, er der ingen tvivl om oprigtigheden, når det fløjlsagtige tekstunivers formidles. Sangerinde; Katja Welner er et fint modstykke til Roberts Shivers stil. Katja sjipper elegant hen over tekst, band, melodi, groove, tid og sted - og ind i musikere og lytteres soulcenter.
Sune Grip (Guitar, komponist og tekstforfatter), Katja Welner (Vokal), Bob Shivers (Vokal), Mads Heide (Keys), Aske Grieger (Bas), Anders Toft (Drums), Asger Laust Andersen (Sax), André Bak (Trompet), Morten Jessen (Trombone).
Seks skarpe til Copenhagen Motown
Hvordan fik I ideen til at starte bandet?
Komponist Sune Grip fik ideen til at starte bandet efter en række rejser i Europa og USA: Her kom jeg bl.a. forbi byer som Chicago og området Nowa Huta i Polen. Jeg opsøgte gamle industri og arbejder-områder, som efter en æra med opsving, produktion og velstand har oplevet en stærk recession som følge af globaliseringen. Detroit, som motownmusikken har sit udspring i, er et stærkt symbol på denne udvikling. At skrive musik og tekst med udspring i motowns historie og klang, giver mig en fornemmelse af noget rart, men flygtigt - ligesom velstand - og ligesom kærligheden. Motown pakker mig ind i en lyserød boble, hvor der er rart og godt opholde sig - så længe det varer.
Hvad er det bedste ved jeres musik?
Det kommer fra hjertet. Det kan godt være, at vi kan opfattes som et af de der konceptuelle bands, der florerer et kort øjeblik i radioen, men sandheden er, at alle bandets medlemmer har et stærkt forhold til motown og soul, og bidrager med sin specifikke vinkling - hvad enten det er en jazzy, bluesy eller en funky tilgang musikmæssigt – eller måske bare en lyst til at performe og fortælle historier. Sammenfaldet i personligheder og musikalske baggrunde skaber et spændingsfelt, man ikke kan designe - og det er her musik opstår for os.
Hvad har inspireret jeres stil?
Det, der er interessant ved traditionel motown, er for det første, at det er organisk. Som soulband trækker vi naturligt på elementer fra RnB, gospel, jazz og pop, hvilket gør musikken improvisatorisk og umiddelbar. De organiske dynamikker, der findes inden for disse genrer, giver inspiration. Inspirationen ligger desuden helt klart i store kunstnere, der kan fortælle en historie. En god sang er en fængende historie om forhold, om fænomener i vores samtid, om sex, om problemer - ja i princippet et hvilket som helst tema, vi kan relatere til som lyttere, leveret spændende. Det behøver slet ikke at være soul for, at det er interessant.
Hvad er jeres bedste oplevelse med bandet?
Rosefestival på Skt. Hansgade. Avavav! Der er noget mytologisk ved mega stive, danseglade mennesker på en søndag eftermiddag midt på sommeren midt i København.
Hvad skal der ske med jer i 2015?
Vi indspiller en EP til. Forhåbentlig allerede i august og så skal der spilles de sidste sommerjob, samt bookes job til efteråret og vinteren. Det skulle jo helst have været gjort i sidste uge, men det er jo meget sjovere at sidde og komponere bundsolide basslines.
Har I en yndlingsplade?
Det kan man ikke have; når det regner, skal det være noget med trombone og når solen skinner; en eller anden funky chick. Tættest på yndlingspladen er den plade, som Whitney aldrig fik lavet - den gospelplade, hun skulle have lavet efter at have været væk i 20 år. Verdens fedeste eksisterende nummer er Jealous Guy leveret brutalt af Donny Hathaway i skarp konkurrence med James Browns version af Bobby Hebbs’ Sunny.