Unsigned præsenterer: Qu’est-ce Que Fück?

Den kvindelige aarhusianske duo Qu’est-ce Que Fück? er klar med deres debutalbum "Avantgarde Pop Acoustic", som sendes på gaden på lørdag den 13. februar 2016. Duoen er gået hele vejen og udkommer på vinyl, CD og streamingtjenester.

Qu’est-ce Que Fück? beskriver selv albummet som et tidsdokument, der følger bandet på turneer, i øvelokalet og til nogle enkelte bedroom-sessions i årene 2011-2014. Tidligere har bandet udgivet demoerne Dadaist Dreamers i 2012 samt QQF Kasette i 2013. Qu’est-ce Que Fück? inviterer publikum ind i et univers af kærlighed og mørke.

En pathosfyldt frontvokal, kombineres med sfæriske korpassager og et stærkt guitarspil. Resultatet er et, på én gang kraftfuldt og følsomt lydbillede, som reflekterer over hverdagens kampe, dadaisme, undertrykkelse og drømme om kærlighed.

Seks skarpe til Qu’est-ce Que Fück?

Hvordan fik I ideen til at starte bandet?
Bandet opstod på et roadtrip til Tyskland. Vi spillede begge i andre bands, så det var naturligt for os at have guitarer, ukulele, melodika og percussioninstrumenter med i bilen, og så satte vi os ud i en skov nær Hamburg og jammede. - Selvom vores publikum primært bestod af tyske ænder, syntes vi det var så stor en succes, at vi fortsatte med at udforske det univers, som åbenbart begyndte at tage form.

Hvad er det bedste ved jeres musik?
At vi aldrig har spillet den samme koncert helt ens to gange.
Det har været vigtigt for os at ændre sceneshow og lyd fra koncert til koncert, så en koncert med Qu’est-ce Que Fück? altid har været en unik oplevelse for vores publikum. Efter et show har vi altid tænkt på, hvordan vi kunne udfordre os selv og publikum næste gang. Hvis vi er gået lofi og har spillet en akustisk koncert, har vi ændret alle numre til at blive spillet på synthesizer og elbas til næste show.

Vi har forsøgt at variere vores lyd og lege med udtrykket ved at benytte forskellige instrumenter; blandt favoritterne kan nævnes instrumenter som ukulele, melodika, mundharmonika, fodbjælder, tværfløjte, en såkaldt ghost tube sound machine.
Fælles for alle vore shows har været melankoli, kærlighed og galskab.

Hvad har inspireret jeres stil?
Vi har forsøgt at kombinere den traditionelle singer-songwriter tilgang til komposition med energien fra punk, parisiske gademusikanter, et hav af instrumentale eksperimenter og skøre indfald kombineret med vores liv - hverdagens absurditeter på både godt og ondt.

Hvad er jeres bedste oplevelse med bandet?
Det var fedt at turnere i Frankrig og Tyskland, og så var det rigtigt stort for os at spille opvarmning for Jude Rawlins og Kirsten Morrisson (begge Lene Lovich, red.) på et nedlagt offentligt toilet i Berlin. Endelig har vores samarbejde med Hank Robot (Kim Kix, red.), som vi har varmet op for og fungeret juhupiger for - under navnet “Hank Robot’s Headless Chickens” - både her i Danmark og i Paris betydet meget, både musikalsk og menneskeligt.

Hvad skal der ske med jer i 2016?
Lige nu er første prioritet at komme ud med pladen, og fortælle verden, at vi mener, det her er et album og en historie, som gør en forskel. Skubbe lidt til konformitet, ironisk distance og følelsesforskrækkelse.

Har I en yndlingsplade?
Flere end vi aner!