Vellyden af Cuba

Koncert med Pablo Menendez & Mezcla 3. april 2017

Casa Menendez, Havanna, Cuba

af Peter Elmelund, Havanna

Cuba emmer af musik.
De sidste 100 år har den tålmodige befolkning oplevet amerikansk besiddelse, diktatoren Batista og revolution med folkehelten Castro. Da Sovjetunionen brast, stod Cuba meget alene i verden.
Landet bygges nu op igen, og alle venter spændt på, hvad fremtiden vil byde – især med hensyn til den mægtige nabo i nord. Men én ting har befolkningen haft hele tiden og stadig har: musikken.
På en slentretur gennem den maleriske hovedstad Havana møder man musik på hvert gadehjørne. Cuba har usædvanligt mange musikere, og de bedste har en umådelig høj popularitet i befolkningen.

Pablo Menendez er en af dem. I årtier har han med sin slanke guitarlyd henrykket både cubanere og tilhørere i den ganske verden. Også i Danmark, hvor han med sin gruppe Mezcla har spredt sine varme, cubanske rytmer.  På et af disse besøg opstod venskabet mellem Pablo Menendez og cubaeksperten Brian Rasmussen – bedre kendt som Cuba Brian.

Derfor kunne vi – et mindre, men pænt rejseselskab under ledelse af Cuba Brian – en mandag aften høre en uforglemmelig koncert for små penge på taget af Pablo Menendez´ eget hus i udkanten af Havanna.

Top of the world

Tagkoncert – hvordan er det nu med det? Nå jo, det ’opfandt’ Beatles jo i 1970. Og siden er der kommet mange til. Alligevel var det en uvant oplevelse at forcere trapperne i det ældre hus op til øverste etage, hvor flere rækker jernstole i jugendstil indbød til at tage plads tæt foran scenen.
En temperatur på 32 grader skærpede rom- og vandsalget, inden Pablo Menendez på guitar slog akkorden an til flydende drømmemusik sekunderet af klaverklange, tværfløjte og diverse slagtøj. En ouverture, en stemning af orkestret, som vi kender fra indledningen til Sgt. Pepper’s Lonely Heart’s Club Band, som blev til nummeret ”Hijos de la mezcla”. Her var mange 70’erfunktræk, og det gjaldt hovedparten af koncertens numre.

Menendez’ tro væbner gennem mange år Octavia Rodriguez er en slagtøjsspiller, der som en af de få mestrer at spille på tre tablas samtidig. Det gav han en fornem opvisning i med nummeret ”Akete”, hvor han minsandten også klarede leadvokalen.

Musikhistorie på to timer

Mellem numrene fik vi Cubas musikhistorie med Carlos Menendez’ ord. Musikken har tilegnet sig karakteristika fra mange genrer; her er de oprindeligt afrikanske rytmer, som er raffineret i Latinamerika gennem tiderne. Men der er også påvirkningerne fra nord, og Menendez arbejdede på et tidspunkt sammen med den amerikanske sangerinde Bonnie Riatt. Det kom der en fin popsang ud af: ”Just to be”. Ved samarbejdet kom det i øvrigt frem, at en af Riatts store forbilleder var sangerinden Barbara Dane. Og tænk - Barbera Dane er Carlos Menendez’ mor.
Bandet spillede med en tæt, svingende funky sound, og med Melody, den livsstruttende fløjtenist og korsanger, gik tankerne ubesværet til hedengangne Buki-Yamaz, som var funkband Numero Uno i Danmark i 1970’erne.
En altid sikker publikumstræffer er The Beatles. Efter en rumba-udgave af ”Ticket To Ride”, med behørig fællessang, kunne Menendez berette om Beatles’ eksperimenteren med andre verdensdeles musik og George Harrisons brug af citar. ”Norwegian Wood” spredtes ud over hustagene, ikke med citar men til gengæld med en supersvingende violin, strøget af bandets pianist Christopher Simpson. Han viste også sine jazzevner i et tæt jazzkvartetnummer, nemlig af mesteren Irving Berlin. I århundredets begyndelse var Havanna et fristed for de sprithungrende amerikanere (og medfølgende mafiosi), og Berlin komponerede hyldesten ”I’ll see you in C.U.B.A.”

Luftig musik med jordforbindelse

Koncerten var et rigtfacetteret kalejdoskop, hvor yderpunkterne var ”Buena Vista Social Club”, der blev spillet med en lettere ironisk distance, men med et stinkende musikalsk firestemmig kor, og Mezcla’s anden korsanger, japaneren Yuko Fong med en solistrolle i en rumba på japansk (!) ”Oboro Zuki”. Herimellem fik vi komplekse rytmiske figurer, som salig Zappa kunne have fundet på – og lige så stringent afleveret.

Sidste nummer blev en vaskeægte ”Mambo”, og det entusiastiske publikums applaus kvitterede Pablo Menendez & Mezcla for med en vaskeægte cubansk blues ”La Paz”, hvor orkestret for første gang viste lidt befriende slinger i valsen – altså blues’en. Maestros mundharpe var blevet væk, så mageløse Melody blev kastet ud i en sublim solo, mens lydmanden fik fremskaffet en mundharpe, der afslutningsvis gav den helt rigtige bluesklang.

Tak, Menendez’ guitar stod i centrum af lydbilledet med en sikker svedig og sensuel sound, som Carlos Santana ikke gør bedre.
Menendez spillede på en hovedløs 80’er-guitar af mærket Spirit; en sjældenhed. En hovedløs guitar har stemmeskruerne i bunden og er derfor cirka 15 cm kortere. Jeg talte efter koncerten med Pablo Menendez, blandt andet om guitarer. Og hvorfor foretrak han denne guitar? Med svaret kom vi helt ned på jorden: ”Den er lettere at have med i flyet”.

En skøn, helstøbt koncert, hvor politiet først trådte ind efter sidste nummer. Der havde været naboklager, men man forstyrrer jo ikke stor musik.

Tjek lige Cuba-musikken. Og lyt til Pablo Menendez & Mezcla – eksempelvis de nyeste plader ”Pure Mezcla”  og ”I’ll See You In Cuba”.

[Foto: Peter Elmelund]