Vivaldi – endelig genopdaget

Karl Aage Rasmussen var i mere end 20 år professor i komposition ved Det Jyske Musikkonservatorium. Ud over sine mange kompositioner har han også skrevet en stribe komponistbiografier, senest om G.F. Händel og om Joseph Haydn.

Nu er turen kommet til en anden stor barokkomponist: Antonio Vivaldi. Hans mesterværk ”De fire årstider” er et af de mest udbredte klassiske værker. Men sådan har det faktisk ikke været i særlig lang tid.

Efter Vivaldis død i 1741 bliver han hurtigt glemt. Først i det 20. århundrede bliver han genopdaget, og efter 2. verdenskrig går det stærkt.

Se Venedig og…
I ”Et trangbrystet geni” beretter Rasmussen om eneren Vivaldis liv ud fra de sparsomme oplysninger, der findes. Og det er igen med forfatterens letflydende sprog, der er en fornøjelse at læse. Denne gang er der måske lidt længere imellem Rasmussens velspiddende bemærkninger, men de 250 sider giver et levende portræt af en komponist, som vi egentlig mangler meget konkret viden om.

Og samtidig får vi et godt indblik i samtidens kulturhistorie i almindelighed og Venezias historie i særdeleshed. Ja, det er faktisk en slags eminent rejsefører til den fascinerende by, der i århundreder har draget os alle – og stadig gør.

Antonio Vivaldi kom ikke, som de fleste samtidige komponister, fra finkulturelle kår, men faderen, som var barber, var også en dygtig violinist.
Den unge Antonio blev præsteviet som 25-årig efter 10 års undervisning, men det blev ikke til megen udøvelse af præstegerningen. Vivaldi havde fra barndommen af åndedrætsbesværligheder og havde derfor svært ved at gennemføre hele gudstjenester. Ja, han var trangbrystet, som nærværende bogtitel siger.

Karl Aage Rasmussen kan – sammen med os – undre sig lidt over, at Vivaldi til gengæld kunne gennemføre utallige koncerter og senere udvise stor rejseaktivitet.
Vivaldi var et lysende violinisttalent, og tidligt begyndte han at komponere. Og som violinlærer fik han ansættelse ved et af Venezias fire hjem for forældreløse. I mere end 30 år var Vivaldi tilknyttet Ospedale della Pieta - eller blot La Pieta.

Hvem sidder der bag skærmen
Rasmussen giver et – for mig ukendt - spændende indblik i La Pieta’s hverdag. Her fik de talentfulde unge piger og kvinder instrumental- og sangundervisning af de bedste lærere, og niveauet var højt. Disse ærbare musikere spillede offentlige koncerter – naturligvis bag draperede forhæng, så musikfremførelsen var overladt til publikums høresanser – og fantasi. Og bidrog hermed væsentligt til hjemmets økonomi.

Lærernes ansættelse var usikker; hvert år skulle ledelsen tage stilling til forlængelse af kontrakterne. Og hele tre gange fik Vivaldi ikke forlænget sin ansættelse trods de indlysende fordele ved hans tilstedeværelse og de mange kompositioner til La Pieta.

En alsidig komponeren
Formodningen er, at udover de mange bijobs, spillede hans ophav fra lavere sociale klasser også ind ved en mulig genansættelse. Og gennem hele livet kæmpede Vivaldi bravt for sin placering i hierarkiet.

Som faderen var han en ægte rødhåret. Han havde et iltert temperament, var i flg. Rasmussen kontrol-freak, og han fremstår decideret usympatisk som profitjagende forretningsmand.
Men han kunne komponere. Rasmussen gennemgår en del af Vivaldis mange værker og påpeger den enormt store alsidighed i musikken. Dén alsidighed, som er blevet negligeret betragteligt og affejet med den ofte gentagne bemærkning: ”Vivaldi skrev én koncert 500 gange”.

Karl Aage Rasmussen nævner flere gange musikforskeren Michael Talbot, som anses for den fremmeste Vivaldi-forsker. Nærværende bog er formodentligt også baseret på Talbots værker, der behørigt nævnes i litteraturlisten.

Her står ikke Rasmussens egen bog om Joseph Haydn, selvom der øjensynligt er viden derfra i nærværende biografi. På dansk er indtil nu om Vivaldi kun Mogens Wenzel Andreassens bog fra 2017, som ej heller er i litteraturlisten. Den nævnes dog behørigt i indledningen, hvor Rasmussen også karakteriserer Wenzel Andreassen som ’myreflittig’.

Pizzaen og Thomsen
De violinkoncerter, som fik titlen ”De fire årstider” har som fortjent et særskilt kapitel i denne bog, og de er i flg. Rasmussen et sandt koncentrat af Vivaldis musik. Og slidstærkt; det er det mest indspillede klassiske værk. Samtidig har det lagt navn til adskillige produkter, cafeer, restauranter – vi er nok mange, der har bestilt en ”Quattro Stagioni” på det lokale pizzeria.

Også D-dur koncerten for guitar, oprindeligt lut, nævnes. Men Rasmussen nævner ikke, at vi er mange, der spøgefuldt kalder den Poul Thomsens guitarkoncert. Den populære tv-vært brugte jo den langsomme sats som signaturmusik til han serie ”Dus med dyrene”.

Jo, Vivaldi er slidstærk. Og denne fine bog giver mod på at høre meget mere af den sprudlende barokmusik, som ligger klar til os på YouTube. Og måske kan vi også se frem til flere opførelser af Vivaldis mange operaer?

For den rene
Nå ja, så får vi et kapitel, der slet og ret hedder ”Anna”. Som præsteviet holdt Vivaldi fast i cølibatet hele livet, men han fik en 30 år yngre veninde, en livsledsager. Mezzosopranen Anna Giro var fra starten Vivaldis foretrukne prima donna til hans operaer, og senere blev hun indføjet i hans husstand og uvurderlig medhjælper på hans mange rejser. Og mere var der ikke i det, selvom samtiden svælgede i gisninger, fantasier og sladder.

Nej vi tror på Rasmussen: Antonio var ren.