Whitney Houston: Whitney Houston
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 254
Når jeg kigger tilbage på de albums, jeg har givet de værste bedømmelser gennem tiderne, falder jeg over en uheldig tendens: virkelig mange af dem er lavet af kvinder. Det er naturligvis ikke min intention, men hvis jeg skal være ærlig, så forstår jeg det godt. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kvindestemmer, jeg har for tiden et enormt flip med alternativ pop og rock opført af kvinder, f.eks. St. Vincent, Joan as Policewoman, Savages og Haim. Årsagen til, at så mange dårlige albums er med kvindelig solist, er at pladeselskaberne ikke gav kvinderne mulighed for at udfolde sig som sangskrivere og producere dengang. Lad os kigge på en musiker som Whitney Houston. Hun har en fantastisk stemme, og hun har sunget mange sange, jeg rigtig godt kan lide. Jeg må dog sige, at hendes første album, der bare hedder Whitney Houston, ikke just imponerer mig. Der er masser af gode sange, faktisk et par virkelig gode stykker, men uf, hvor er lavpunkterne lave. Intet af dette skyldes reelt Houston selv. Lad mig dog starte med det gode, det er klart, at der er nogle klassikere her. "How will I know", "Greatest love of all" og "Saving all my love for you" er drøngode popsange.
"How will I know" er ikke langt fra noget, Madonna kunne have lavet på sin debutplade to år tidligere. Den er sjov, den er dansevenlig, den tager ikke sig selv alt for seriøst, og den er svær at få ud af hovedet. Her har vi bare alle kriterierne for en god, let popsang. Det er et tætpakket lille mesterværk. "Greatest love of all" er også en rigtig god sang, og den udvikler sig langsomt, men ender med at være eksplosiv. Som så mange af Houstons andre store singler, er der stor fokus på hendes inderlighed, og backingvokalisterne er ikke for meget i fokus. Det er simpelt, effektivt og bare smukt. Kald det corny, hvis du vil, det er det som sådan også, men det er corny på den bedst tænkelige måde. Og "Saving all my love for you" er delvist skrevet af ingen ringere end Gerry Goffin. Der bliver brugt saxofoner helt genialt her, og det er en af Houstons bedste vokalpræstationer nogensinde. "You give good love to me" er trods ret fjollet percussion også en virkelig flot, oprigtig sang, der åbner pladen stille men sikkert. "Someone for me" har Madonna-flair meget lig "How will I know", og det bliver også her brugt til at skabe afveksling fra alle de følsomme ballader.
Men så er der desværre mange sange, der lyder ret ens, inkl. tre duetter, hvoraf to er med Jermaine Jackson. Jeg ville gerne køre ud på en tangent om hvorfor kun to Jackson-søskende nogensinde lavede noget godt udenfor Jackson 5, men jeg vil nøjes med at sige, at han er en virkelig kedelig sanger, og Whitney kunne have sunget duetterne med alle mulige andre, eller hvad jeg selv ville foretrække: slet ikke have sunget dem. Den ene, "Nobody loves me like you do", er rigtig kedelig, og den minder om Linda Rondstadts duetter fra et par år senere, som jeg heller ikke forstår populariteten af. Den anden hedder "Take good care of my heart", og den er ganske vist sjovere og mere energisk, men det er så også de eneste formildende kvaliteter. Det er trættende i længden og så sukkersødt, at diabetes-patienter skal holde sig langt væk. Afslutningsnummeret "Hold me" er også en sukkersød, langsom, kedelig kærlighedsduet, her med Teddy Pendergrass, der i det mindste har mere personlighed end Jermaine Jackson, men alligevel er dette nok pladens værste sang. Det er bare noget, man har hørt mange gange før. Whitney Houston er ikke et ideelt album, og kvaliteten er meget svingende, men på de bedste punkter er det dybt imponerende.