X: Los Angeles
Kjartan anmelder samtlige album på 2003-udgaven af Rolling Stone Magazines liste over de 500 bedste nogensinde. Dette er nr. 286
Jeg er en enorm fan af punkmusik. Der er ingen anden genre, hvor jeg så sikkert kan nævne indflydelserne, de vigtigste navne, historien og hvordan den har påvirket senere musik. Mange mener, at punk slet ikke handler om musikken, men om udtrykket og livsstilen, og jeg vil ikke sige, at det er usandt, når man snakker de store grupper som Ramones og Sex Pistols, men med et mindre band som X er det noget lidt andet. Musikken er det allervigtigste på deres debutplade, Los Angeles fra 1980. Den åbner med hurtige trommer og et energisk guitarriff på "Your phone’s off the hook, but you’re not", hvorefter den meget højlydte kvindelige forsanger Exene Cervenka slår til, og før man ved af det kommer en mandlig backingvokal også på i form af bassist John Doe. Det er punk i ganske rå form, og det er for vildt. "Johnny hit and run Pauline" har John Doe som forsanger, og den har en Chuck Berry-inspireret intro og guitarsolo. Den er en mørkere sang end åbningsnummeret, og det er en af Does bedste vokaloptrædender.
De fremfører også en næsten ugenkendelig udgave af Doors-sangen "Soul kitchen", og Los Angeles er da pudsigt nok også produceret af Ray Manzarek, der spillede orgel i The Doors. Det føles som en helt anden sang, men det føles stadig gennemtænkt og velopført, og det klassiske orgelriff bliver nu spillet energisk på guitar. Ray Manzarek spiller orgel på den næste sang, "Nausea", der virkelig viser, at X kan mere end bare de hurtige energibomber. Det er en ret langsom sang, og tempoet ændres smukt mellem vers og omkvæd. Og orgelet er selvfølgelig godt spillet. De fortsætter den stærke sangskrivning på "Sugarlight", hvor en sjov guitarsolo bliver et af højdepunkterne. Det er nok en af de mindre mindeværdige sange på pladen, men det beviser blot, at niveauet her er usandsynligt højt. Især er det højt på titelnummeret. John Doe og Exene Cervenkas stemmer går godt i spænd her, og det er med god grund en af gruppens mest populære sange. Den er virkelig godt skrevet, og der sker hele tiden noget nyt.
På det sidste har jeg også fået et nært forhold til "Sex and dying in high society", der med sit simple omkvæd, konstant høje energi og maniske koklokke slet ikke er til at stå for. Koklokken følger vist ikke engang rytmen, men det fremhæver bare gruppens fandenivoldskhed. Albummets længste sang er også den langsomste, og den hedder "The unheard music". Den er mindre tilgængelig end de andre sange på pladen, da den godt kan virke lidt monoton til tider, hvilket den nok også er. Med tiden har jeg dog lært at værdsætte dens atypiske dynamik, og det, den giver til albummet som helhed, er meget forfriskende. Udenfor albummets kontekst kunne den sikkert virke ligegyldig, men som pladens næstsidste nummer virker den godt, især på guitarsoloen, der afslutter nummeret. Pladens sidste sang er en ganske lystig lille en: "The world’s a mess; it’s in my kiss". Den er anderledes end resten af pladen, da den bare føles så glad, mens de dog synger om, at intet går som det skal. Los Angeles er en punkplade som få andre, og det kunne meget vel være den bedste plade, X har optaget.