Diana Ross 80 år

Diana Ross, født Diane Ernestine Earle Ross den 26. marts 1944 i Detroit, Michigan, fylder rundt og har været indbegrebet af amerikansk showbizz, siden karrieren tog sin spæde, men sikre begyndelse, mens hun stadig var i teenagealderen. Ross har solo og som medlem af The Supremes fejret store kommercielle triumfer som sangerinde og skuespiller samt forblevet aktiv frem til vor tid med foreløbigt seneste albumudgivelse i 2021. August 2024 vil det endda være muligt at opleve Ross hele to gange på dansk grund, idet hun optræder til Fredagsrock i Tivoli i København og under Smukfest i Skanderborg.

Ross har hovedsageligt gjort sig inden for pop, soul og r&b med afstikkere til det mere jazzede, funky og den store amerikanske sangbog. Hun kom i en alder af 15 år med i pigekvartetten The Primettes, der to år senere blev til trioen The Supremes sammen med Florence Ballard og Mary Wilson, efter Smokey Robinson havde skaffet dem en kontrakt med Motown Records i Detroit, hvor Ross er opvokset og samtidig havde arbejdet som tøjdesigner og model.

Hendes roligt afbalancerede stemmeklang passede perfekt til The Supremes, der blev skolet og stylet som et feminint modstykke og alternativ til Motowns mandlige vokalgrupper og solister, der alle skulle nå ud til et bredt købedygtigt publikum bestående af både hvide og sorte. The Supremes med Diana Ross som det visuelle og vokale midtpunkt forstod at levere den ønskede vare og udviklede sig til en veritabel hitkaravane fra starten af 60’erne.

Det driftsikre sangskriverteam Holland–Dozier–Holland gjorde deres til, at The Supremes opnåede 12 nummer et placeringer på The U.S. Billboard Hot 100 med udødelige klassikere som Where Did Our Love Go, Baby Love, Come See About Me, Stop! In the Name of Love, You Can’t Hurry Love og Love Child udsendt mellem 1964-68. De nævnte samt øvrige hits og albums med gjorde The Supremes til en af verdens absolut bedstsælgende kvindelige navne.

Motowns grundlægger Berry Gordy omdøbte trioen til Diana Ross & The Supremes og barslede i 1966 med tankerne om at markedsføre Ross som soloartist, men kom på andre tanker, da sangsucceserne stadig flød i en lind strøm. Ross forblev derfor hos The Supremes til 1970, men gruppen fortsatte yderligere syv år uden hende i forskellige besætninger dog uden at opnå tilnærmelsesvis samme succes.

I 1970 udkom Diana Ross’ første soloalbum, der blot bar hendes navn, men karrieren i eget regi blev allerede grundlagt i slutningen af 60’erne, hvor hun optrådte i en række tv-shows. Gordy kørte Ross i stramme tøjler de år, og hun har i sin selvbiografi Secrets of a Sparrow (1993) fortalt, at det hårde pres drev hende mod udmattelse, kollaps og perioder med spiseforstyrrelser.

Solodebuten indeholdt signatursangene Reach Out and Touch (Somebody's Hand) og Ain't No Mountain High Enough, der sigtede mod de øverste hitlisteplaceringer og viste hendes evner som stilsikker fortolker af storladne ballader. Karrieren fortsatte ufortrødent med Everything Is Everything (1970), Surrender (1971) og i den første rolle som skuespiller i filmen om Billie Holiday, Lady Sings the Blues (1972). Ross modtog både ris og ros for indsatsen samt en Golden Globe Award og Academy Award nominering i kategorien Bedste kvindelige skuespiller.

I 1973 strøg hun atter til tops med Touch Me in the Morning og udgav duetalbummet Diana & Marvin sammen med Marvin Gaye, der slog an i det meste af verden. I 1975 spillede Ross hovedrollen i Mahogany instrueret af Berry Gordy efter fyringen af den oprindeligt udsete til opgaven, Tony Richardson. Ross og Gordy røg i totterne på hinanden under optagelserne, og filmen fik hug af anmelderne, men klarede sig ok i biograferne. LP’erne Baby It's Me (1977) og Ross (1978) solgte kun moderat, men det gik bedre med The Boss (1979), der slog ind på en mere diskofil retning.

Diana (1980) satte eftertrykkeligt tingene på plads med de effektive dansesko hits I'm Coming Out og især Upside Down skrevet og produceret af Chic's guitarist Nile Rodgers og bassist Bernard Edwards, der er eksperter i den slags fodflyttende udskejelser. Året senere blev duet balladen Endless Love en markant succes i selskab med Lionel Richie, hvorefter Ross skiftede pladeselskab til RCA, der overbød Motown til Gordys store ærgrelse. Der var bid hos RCA i 1985 med albummet Eaten Alive produceret af Barry Gibb fra Bee Gees og singlen Chain Reaction, der blev nummer et flere steder udenfor USA.

Samme år medvirkede Ross på USA for Africa's verdensomspændende landeplage og støttesingle for de sultende i Afrika, We Are the World. I 1988 vendte hun tilbage til Motown efter at have forsonet sig med Berry Gordy. Men udgivelserne der, The Force Behind the Power (1991), Take Me Higher (1995) og Every Day Is a New Day (1999) floppede totalt sammenlignet med tidligere så glorværdige salgstal. Dog klarede The Force Behind the Power sig glimrende udenfor USAs grænser ikke mindst i England takket være singlerne When You Tell Me That You Love Me og One Shining Moment.

I 2000-03 deltog Diana Ross i flere Supremes genforeninger uden de oprindelige medvokalister, men flankeret af nye sangere, der fluks takkede ja til det lukrative tilbud. Ross og Mary Wilson havde forsøgt at finde melodien ved tidligere lejligheder, hvor det endte helt galt, og hvor Ross sågar skulle have puffet Wilson væk fra forreste geled og slået mikrofonen ud af hånden på hende. Disse hændelser taler vist for sig selv. Ross fortsatte med at turnere, vinde priser og udmærkelser samt gæstede et utal af forskellige shows og jubilæer, hvor end der var bud efter hende.

Det er yderst begrænset med nye udgivelser siden 1999, men Ross udgav dog Thank You midt i den globale Covid-19 krise, optaget i hendes hjemmestudie. Albummet modtog en nominering for Best Traditional Pop Vocal Album under Grammy Awards festen i 2022 og signalerede, der stadig er liv i en af musikbranchens mest ombejlede divaer gennem det meste af syv årtier.

Hvad end man måtte mene om Diana Ross, har hun haft stor indflydelse på og betydning for eksempelvis Michael Jackson, Beyoncé, Madonna, Jade Thirlwall, Questlove, Ledisi og The Ting Tings, nye som gamle navne og koryfæer, der har ladet sig inspirere af Ross’ gennemslagskraft og de barrierer, hun har måttet nedbryde på sin færd mod den opnåede legendestatus.