Sangene The Beatles gav væk

For 60 år siden, i april 1964, præsterede The Beatles et kunststykke, som vist ikke er overgået hverken før eller siden af nogen kunstnere: gruppen indtog de 5 øverste pladser på den amerikanske single-hitliste Billboard Hot 100. Det skete med numrene ”Can´t buy me love”, ”Twist and shout”, ”She loves you”, ”I want to hold your hand” og ”Please, please me” – alle formidable sange, som også blev hits andre steder i verden. Men hvis der ikke havde været praktiske forhindringer, kunne The Beatles formodentlig have siddet på endnu flere topplaceringer i USA i 1964. Dels rådede gruppen over flere store sange, som ”kun” blev udsendt på LP´er, og dels var produktiviteten hos Lennon og McCartney i starten af 1960´erne så overvældende, at de ligefrem kunne forære nogle af deres potentielle hitsange væk – hvilket var præcis, hvad de gjorde.

Omkring 1963-64 lå The Beatles inde med flere sange, end de selv havde brug for, og det var der andre af tidens pop- og rockgrupper, der nød godt af. Nogle af sangene blev droppet af Lennon og McCartney, simpelt hen fordi de ikke var gode nok, mens nogle af de sange, der blev givet væk, var skrevet specifikt til bestemte kunstnere. En del af sidstnævnte sange var kommet til verden, fordi Lennon og McCartney allerede på dette tidlige tidspunkt i karrieren havde ambitioner om at blive et sangskriverpar à la Goffin og King, som jo langt hen ad vejen levede af at komponere for andre kunstnere end sig selv. Et mindre antal af de sange, The Beatles gav bort, havnede desuden hos venner af dem selv eller af Brian Epstein, fordi de gerne ville gøre disse kunstnere en tjeneste.

Billy J. Kramer
En af de første til at lukrere på The Beatles´ overophedede sangproduktion, var Liverpool-sangeren Billy J. Kramer (med det borgerlige navn William Howard Ashton). Kramer spillede med sin gruppe The Dakotas en periode i Star Club i Hamborg – ligesom The Beatles gjorde det – inden han var moden til en pladekontrakt, som Brian Epstein sørgede for, og som blev indledt med en version af Beatles-sangen ”Do you want to know a secret” (1963). Bagsiden på pladen var en anden Lennon-McCartney-komposition, ”I´ll be on my way” (med det sjove rim ”As the June light/ turns to moonlight”), og singlen blev en mindre succes i England. Men det var med det følgende udspil fra Billy J. Kramer & The Dakotas, at gruppen for alvor blev en magtfaktor i Merseyside-fremstødet i 1963. ”Bad to me” (1963) var igen en Lennon-McCartney-komposition, og denne gang en sang, som The Beatles ikke selv ønskede at indspille.

Singlepladen (med ”I call your name” på bagsiden) blev et kæmpehit og nåede førstepladsen på den engelske hitliste – hvad den formentlig også ville have gjort i en udgave med The Beatles. Der er tale om en klassisk ørehænger med letgenkendelige tonegange og med en tekst, der vidner om et par særdeles dygtige og professionelle rimsmede: ”The birds in the sky/ would be sad and lonely/ if they knew that I/ lost my one and only/ they´d be sad/ if you´re bad/ to me”. Ikke stor digtekunst, men pokkers effektivt vers-mageri. Efter succesen med ”Bad to me” fortsatte Billy J. Kramer med flere Lennon-McCartney-kompositioner, men ingen af dem nåede helt til tops. ”I´ll keep you satisfied” (1963) opnåede dog en fjerdeplads, mens ”From a window” (1964) ”kun” blev nr. 10 på hitlisten – til trods for, at det nok var den bedste af Billy J. Kramers Beatles-sange, med visse mindelser om The Beatles´ senere albumnummer ”No reply”.

Billy J. Kramer indspillede endnu en Lennon-McCartney-komposition, ”I´m in love”, som dog ikke blev udsendt på plade før mange år senere. Sangen blev i 1963 et hit for gruppen The Fourmost, men det var nok rigtigt set af Billy J. Kramer, at sangen ikke holdt helt den samme høje kvalitetsstandard, som de øvrige Beatles-numre, Kramer på dette tidspunkt var i færd med at gøre populære i samtiden. Hvordan det var gået, hvis Kramer havde accepteret at indspille ”Yesterday”, som Paul McCartney faktisk også tilbød ham dengang, kan man ikke vide; men ifølge Kramer selv afslog han at bruge nummeret, fordi han gerne ville kunne præsentere noget lidt mere hårdtslående end de tidligere udsendte Lennon-McCartney-sange, som alle var en smule sødladne. I stedet fik The Beatles som bekendt en vis succes med ”Yesterday”.

Peter & Gordon
Den mest succesfulde Lennon-McCartney-sang, som i sin tid ikke blev indspillet af The Beatles selv, er uden tvivl Peter & Gordons ”World without love” (1964) (som i parentes bemærket først blev tilbudt til Billy J. Kramer, der dog afslog tilbuddet!) Historien om tilblivelsen af Peter & Gordons verdenshit er fortalt mange gange før, men er fortsat ganske sjov. Paul McCartney havde skrevet sangen allerede i 1958, men havde ikke gjort brug af den selv. I 1963 stødte Peter Asher imidlertid på ”World without love”, da McCartney i en periode flyttede sammen med hans lillesøster, Jane, og da Peter Asher spurgte, om han måtte indspille sangen, fik han naturligvis ja. Peter & Gordon indspillede nummeret som duoens første singleudspil – og fik med det en sikker førsteplads på hitlister over hele verden.

Der er ikke noget mærkeligt ved sangens gennemslagskraft; dens indsmigrende melodi smyger sig langs øregangene, og sangens omkvæd rummer nogle mundrette formuleringer, som lytteren vil huske til sine dages ende (tror jeg nok; indtil videre har jeg kun husket dem i 60 år): ”I don´t care what they say/ I won´t live in a world/ without love”. Det eneste mærkelige ved sangen er, hvorfor Paul McCartney ikke mente, at den var god nok til The Beatles. Men han gjorde i hvert fald ikke sine chancer hos den skønne Jane Asher dårligere ved at forære et kommende kanonhit til hendes bror.

Peter & Gordons efterfølger til ”World without love” blev udsendt få måneder efter denne og blev et lidt mindre hit end debuten, men blev dog en pæn succes i både England og USA. ”Nobody I know” (1964) var skrevet af Paul McCartney specifikt til Peter & Gordon og specifikt med det formål at følge op på giganthittet. Sangen er (næsten) lige så iørefaldende som debutsangen og rummer (næsten) lige så fine hook-linjer som denne. Et af de forhold, man måske i endnu højere grad lægger mærke til i fremførelsen af ”Nobody I know” i forhold til fremførelsen af det første hit, er duoens flotte harmonisang, som ikke lader Lennon og McCartneys harmonier meget efter. Faktisk betyder de fine harmonier på ”Nobody I know”, at det er meget let at forestille sig, hvordan nummeret ville have lydt i en version med The Beatles, og der er næppe nogen tvivl om, at sangen ville være blevet endnu en succes for gruppen. Peter & Gordon fik endnu et par sange af Lennon og McCartney de følgende år.

Cilla Black og alle de andre
Vejen til succes kan antage mange former. Billy J. Kramer måtte som omtalt en tur omkring Star Club i Hamborg for at blive professionel nok til at kunne bryde igennem, og for Cilla Black (med det borgerlige navn Priscilla White!) startede karrieren med en tjans som garderobedame i The Cavern Club, hvor også The Beatles kom. Cilla Black benyttede lejligheden til at give prøver på sin stemmepragt fra scenen i The Cavern, og her så John Lennon hende og anbefalede hende til Brian Epstein og via ham til George Martin, som senere tegnede kontrakt med Black. I september 1963 udkom Cilla Blacks første single, ”Love of the loved”, som var skrevet af Lennon og McCartney, og selv om sangen ikke blev den helt store succes, forsøgte Cilla Black sig igen i 1964 med et Lennon-McCartney-nummer, ”It´s for you”. Denne gang gik det bedre, og sangen blev et stort hit, formentlig fordi dens melodi ikke pressede Cilla Blacks lidt skingre stemme helt så meget som debutsangen (og også fordi Black i mellemtiden var blevet en superstjerne i kraft af sin indspilning af Burt Bacharach-sangen ”Anyone who had a heart”).

Ud over de ovennævnte kunstnere, som i særlig grad nød godt af at få foræret Lennon-McCartney-sange, er der andre grupper og solister, som i midttresserne fik større eller mindre hits med Lennon-McCartney-numre. Gruppen The Fourmost med hitsangen ”I´m in love” er allerede nævnt, og i samme ombæring kunne man pege på sangen ”One and one is two”, som både blev tilbudt Billy J. Kramer og The Fourmost, inden den blev indspillet af The Stranglers with Mike Shannon i 1964. Efter undertegnedes mening er der tale om en udmærket popsang, som sagtens kunne være blevet en succes for The Beatles – men hverken Paul McCartney eller John Lennon (som faktisk var temmelig spydig over for sangteksten) ønskede altså at indspille nummeret. Endnu en håndfuld musikere fik sange af The Beatles i tresserne, heriblandt The Rolling Stones (”I wanna be your man”), The Applejacks og Badfinger, inden gruppen nåede et stadie, hvor man ikke skrev flere sange, end man selv havde brug for.

Hvis man er interesseret i at læse mere om sangene, The Beatles gav væk, har Colin Hall skrevet en moppedreng af en bog med titlen ”The songs the Beatles gave away” (2022). Desværre kan bogen ikke lånes via de danske biblioteker (endnu). Hvis man gerne vil høre sangene, kan et fyldigt udvalg af The Beatles´ overskudssange høres på udgivelsen ”The songs Lennon and McCartney gave away” (1979), som imidlertid heller ikke kan skaffes via biblioteksverdenen. Men hvis man er interesseret nok, kan man jo altid finde frem til de pågældende kunstneres originalversioner af Beatles-sangene på diverse udgivelser med dem på bibliotekerne eller på nettet. Det er bestemt umagen værd; selv vil jeg fremhæve sangene ”World without love”, ”Nobody I know”, ”From a window” og ”Bad to me” som små perler i et i øvrigt uoverskueligt stort bagkatalog af gode Lennon-McCartney-sange. Og så må man for resten ikke glemme Billy J. Kramers ”I´ll keep you satisfied”, som af en eller anden grund bliver siddende i mit hoved, efter at jeg har gennemhørt rækken af sange, The Beatles gav væk. Måske fordi det simpelt hen er en god og holdbar sang.