40 år med Malurts "Blackout"

Sommeren 1982 stod en 17-årig teenager med høretelefoner på i en pladeforretning i en by i provinsen. Hovedet nikkede ivrigt og opslugt i takt til ‘Mød mig i mørket’, der er den fængende åbningsskæring fra MALURTs tredje album ‘Black-out’ udgivet af Medley april måned det år. Teenageren var denne skribent, der i februar 2020 interviewede albummets producer Nils Henriksen til brug for en Hos Vilhelm radiopodcast og maj 2021 udgav bogen ’Rock & stjernestøv’ sammen med Flemming Rasmussen, producer og tekniker i Sweet Silence Studios, som sad ved knapperne under arbejdet med ‘Blackout’ januar-marts 1982.

Det er fristende her at udbrede sig om historiske cirkelslutninger, men nøjes med at konstatere, at Malurt omkring 1981-82 ført an af Michael Falch i denimlook og med 000 på cowboyjakken fyldte en del i min tilværelse. Som Michael Falch er jeg vokset op i Sønderjylland, Falchen i Tønder, skribenten her i Sønderborg og Aabenraa. Det vidste jeg intet om dengang, men foretrak ‘Mød mig i mørket’ frem for ‘Video video’, som mange af mine jævnaldrende skrålede med på anno 82, hvor den vandt melodi grandprix’et.

Falch og Malurt har deres eget delkapitel i ‘Rock & stjernestøv’, og de herrer Henriksen plus Rasmussen går igen som producer og tekniker på ‘Black-out’ lige som det også er tilfældet med forgængeren ‘Vindueskigger’, der i 1981 kastede ørehængeren ‘Superlove’ af sig og for alvor satte Malurt på det dansk rocklandkort. Den musikalske grundformel er overvejende ens for de to nævnte plader med reminiscenser fra den punkrock og new wave, bandet sonisk er rundet af i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne, plus især den amerikanske Heartland rock, som navnlig Bruce Springsteen er en af de største eksponenter for sammen med sit uforligneligt velspillende The E-Street Band.

Der er dog sket et par væsentlige ændringer i Malurt lejren i tiden mellem album to og tre. Guitaristen Peter Viskinde, som vi desværre mistede i en alder af 68 år marts 2021, blev erstattet af Falchs barndomsven Christian Arendt kaldet Kedde, og Pete Repete overtog tjansen efter pianisten Henrik Littauer. Begge udskiftninger medførte hørbare ændringer i lydbilledet ikke mindst takket være Repetes arsenal af keyboards, der farver tonelandskabet ved hjælp af synths, klaver og diverse orgelklingende varianter - lyt blot til selve titelnummeret, hvor der virkelig går firsertangentrock i den.

Rytmegruppen er stadig den samme med indpiskeren Peter Mors bag trommerne sekunderet af Dia Nielsens solide og opmærksomme basspil. Tjek ‘Lev stærkt’, ‘Når natten falder på’ og ‘Midnatsmanden’, hvor Mors og Nielsen viser tænder i bedste E-Street stil, når rockdyret kræver at blive luftet i fri dressur. Et album som Springsteens dobbeltsæt fra 1980, ‘The River’, må have været spinnet mere end blot en gang i Malurt regi. Det gælder såvel lyrisk som musikalsk, hvilket der intet er forgjort i, tværtimod.

Manden kaldet The Boss er en væsentlig ledetråd i Michael Falchs sangskriverværksted, især når det gjaldt Malurt og det tilhørende tekstunivers befolket af rastløst søgende storbydesperadoer i neonjunglen, der sjældent er for fastholdere, og hvis frihedstrang og fribytterliv går dårligt i spænd med tosomheden og den renfærdige kærlighed. Balladen ‘Tæt på’ og albummets afsluttende og klaverbårne hymne om håb og længsel, ‘Vi ses igen’, sætter vers og rim på disse følelser. Det er sin sag at binde sig helt og hengivent, når der stadig er storbydesperado blod i årerne, og den indre eksistentielle ensomhed forsøges dulmet med det næste kick eller via film og tv underholdning beskrevet i ‘Stand-In’, hvor en linje lyder ‘I en film lige så rundtosset som mig selv’.

Fornemmelsen af at være statist i egen tilværelse og ønsket om at finde fodfæste og tilknytning får næring i Michael Falchs energiladede vokalarbejde fra ‘Mød mig i mørke’ til ‘Vi ses igen’ med masser af kant og kompromisløs viljestyrke. Falchs lyriske åre i sangform blev som bekendt senere til produktiv prosa i en række anmelderroste bogudgivelser, hvor han er åben og ærlig omkring sin opvækst og et eskalerende alkoholmisbrug, der kom under kontrol gennem årene som ædru alkoholiker. Falch er en sprogets mester, og er det ligeledes på ‘Black-Out’, hvor han skaber karakterer, der hudløst og til tider heftigt lever deres liv ud på Desolation Boulevard of Broken Dreams.

Et trefoldigt tillykke med de 40 år skal således udbasuneres til Malurts ‘Black-out’, der har været repræsenteret på sætlisten under bandets nyligt overståede og anmelderroste indendørs SuperLive 2022 turné, der ydermere blev en publikumssucces uden lige og i samme opstilling som på ‘Black-out’. Medio maj går det løs igen med festivaljobs og de store events, dog i en kortere version end den, bandet kørte med indendørs, der iøvrigt bragte dem til Tønder, hvor Falch fik sin samfundssproglige studentereksamen i 1976. Historiens gang har dens egne krummelurer, og mens Malurt fire årtier senere på effektiv vis stadig formår at få deres rock’n’roll ud over scenekanten, beretter Flemming Rasmussen og musikskribenten om Sweet Silence studiets historie, stedet hvor bandet indspillede de tre første udgivelser i dets formative år.