dummy

40 år med Metallica "Master of Puppets"

3-03-2026
Thomas Vilhelm

Metallicas tredje album og sidste med den oprindelige bassist Cliff Burton, før han omkom på tragisk vis under en busulykke i Sverige den 27. september 1986, blev indspillet i
Sweet Silence Studios september-december 1985, produceret af Flemming Rasmussen i samarbejde med bandet og udsendt på Elektra Records den 3. marts 1986.

Gruppens mesterstykke og uomgængelige hovedværk i den hårde metalmusiks historie fik sit eget fyldige kapitel i Flemming Rasmussen og Thomas Vilhelms anmelderroste succes Rock og stjernestøv udgivet af Forlaget Momenta maj 2021.

Her følger i dagens anledning et uddrag fra bogen, hvor Flemming Rasmussen fortæller om albummets grundige og møjsommelige tilblivelsesproces:

‘Master of Puppets er indspillet på to 24-spors Lyrec-båndmaskiner. Under arbejdet med grundbåndene bemærkede jeg straks, at de virkede tæt sammenspillet efter langstrakt turnéaktivitet, blandt andet som del af Monster of Rock-karavanen i 1985. Lars Ulrich havde udviklet sig til en ret kompetent trommeslager, bandet spillede bedre, og barren blev produktionsmæssigt og musikteknisk sat op i forhold til, hvornår resultatet kunne betragtes som værende tilfredsstillende.

Du skal præstere optimalt i et begrænset tidsrum, og det handler om at have fornemmelsen for, hvornår den enkelte har toppet. Det er ofte svært for musikere at acceptere de spilleregler, når man er ambitiøs og gerne vil en hel masse med sin musik. Økonomien er faktoren, der sætter grænsen. Du kan altid finde en lille ting, der burde forbedres, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at det samlede resultat er bedre.

Master of Puppets tog tid, og vi holdt ikke fri bortset fra en dag i starten af oktober og en i begyndelsen af november. Der smuttede dog en ikkeplanlagt arbejdsdag i december, hvor jeg skulle til julefrokost og optimistisk nok meddelte bandet, at jeg kom lidt senere. Men da jeg kunne se, hvor det bar hen, ringede jeg med en kort melding; det kunne de glemme alt om. De sure miner tog jeg mig ikke af, idet der blev arbejdet mere end rigeligt med Metallica.

Optagelserne sluttede den 23. december. Kun Lars blev for at holde jul med familien i Danmark, de andre rejste til USA. Der blev nørdet igennem med alt dissekeret ud i mindste detalje og særligt i introen til Welcome Home (Sanitarium), hvor den rene guitarlyd startede i mono, hvor jeg med en omskifter kunne vælge, om den skulle ligge i mono eller stereo. Da James Hetfield havde spillet det hele igennem, trykkede jeg over på stereo, så hele lydbilledet blev meget større i klangen.

Virkelig fed effekt. Ikke mindst når der løftes fem-seks guitarspor samtidig. Derudover var fremgangsmåden ens omkring grundbåndene som på Ride the Lightning. Vi perfektionerede den lyd på Master of Puppets og skulle ikke længere opfinde det hele igen. Af samme grund måtte de efter Master of Puppets at erkende, at de ikke kunne nå længere ad den vej.

Jeg læste en dag et interview med bassisten fra Megadeth, der udtalte, at efter at de i samlet flok havde lyttet til Master of Puppets, sad bandet slukøret tilbage med en fornemmelse af, at de aldrig ville komme til at indspille et album, der lød lige så godt.

Mellem jul og nytår mødtes Lars og jeg for at få de resterende tromme overdubs i kassen. Efterfølgende blev alt pakket og masterbåndene lagt ned i Lars' trommekasser. Det hele røg med fly til San Fransisco, hvor bandet gav koncert nytårsaften. Jeg skulle have mixet Master of Puppets færdig inden juleferien, men det nåede vi ikke.

Michael Wagener overtog opgaven, og der er ikke den store forskel på hans færdige mix og mine råmix. Guitarer er optaget med rummikrofoner, så dybden af rummet er bevaret. Lars og James havde forinden lyttet til Mötley Crüe og andre glam bands, hvor det hele er sovset ind i rumklang. Deres konklusion: Sådan skulle de ikke lyde.

Da Master of Puppets udkom, slog den et gevaldigt hul i lydmuren. Ingen havde hørt noget lignende. En massiv kraftpræstation udført af unge ambitiøse mænd med musklerne spændt og hormonerne i fuldt flor - pivstærkt med power. Der blev drukket, hvad der skulle drikkes, men fokus har været fuldt til stede i hele indspilningsprocessen.’

Foto: Albumcover