40 år med Rolling Stones' "Tattoo you"

Den 24. august 1981 så The Rolling Stones 16. studiealbum ‘Tattoo You’ endelig dagens lys, der reelt set havde været det meste af ni år undervejs indspillet henover en række sessions fra november-december 1972 til oktober 1980-juni 1981. Intern uro i bandet og en del turnéaktivitet gjorde det svært at få sat den fornødne og sammenhængende tid af til at realisere en opfølger til 1980 pladen ‘Emotional Rescue’. Stones lejren valgte derfor at ty til overskudslageret af ubrugt materiale fra tidligere projekter for at færdiggøre opgaven.

Det skulle efter lanceringen af ‘Tattoo You’ vise sig at være en udmærket ide, da albummet endte som en kunstnerisk og kommerciel succes med materiale hentet. De fundne sange, hvoraf flere kun var foreløbige skitser, krævede en del færdiggørelse, hvilket rullestene kastede sig over sammen eller hver for sig i løbet af 1980-81. Skrappe deadlines og forestående turnéer kunne således kombineres med at have en ny udgivelse i bagagen, før karavanen atter drog verden rundt.

Den forhenværende guitarist i gruppen, Mick Taylor, er faktisk med på ‘Tattoo You’, da to af numrene, ‘Tops’ og ‘Waiting on A Friend’, stammer fra ‘Goat’s Head Soup’ sessioner i slutningen af 1972. Dog er der kun meget lidt tilbage af Taylor på ‘Waiting on A Friend’, som sammen med åbningsskæringen ‘Start Me Up’ er de mest kendte sange fra ‘Tattoo You’. De udkom desuden som singler i henholdsvis august og november 1981.

Det øvrige indhold har Ronnie Wood i startopstillingen, og Wood opnåede endda at bryde Jagger/Richards’ teamets monopol ved at blive medkrediteret for ‘Black Limousine’ og ‘No Use In Crying’. Førstnævnte er en banal boogierock sag og afgjort pladens mest pauvre bidrag, hvorimod sidstnævnte er en fin ballade, de tre herrer bestemt kan være bekendt.

En af Stones’ stærkeste koncertfavoritter ‘Start Me Up’ efterfølges af endnu et arketypisk nummer, ‘Hang Fire’, en fyrig uptempo sag, disse briter som oftest er leveringsdygtige i. ‘Slave’, med Charlie Watts i topform, groover gevaldigt, en alt for overset funky perle i Stones kataloget tilføjet virilt saxofonspil i mesterklassen af jazzgiganten Sonny Rollins. Pete Townshend fra The Who synger desuden kor på ‘Slave’. Rollins gæster ligeledes ‘Neighbours’, der afleveres med nær punket vildskab, og ‘Waiting on A Friend’ med sin tenorsax. S som i Sonny og S som i suverænitet.

Keyboardflanken på ‘Tattoo You’ består af Nicky Hopkins, Ian Stewart og Billy Preston, der krydrer det meste af side A og B med deres mere end blot kompetente indsatser bag el-piano, orgel og akustisk klaver. ‘Tattoo You’ altererer mellem inkarneret riff rock og balladeprægede numre i soul- og r&b stil. Som eksempler på sidstnævnte bør ‘Worried About You’, ‘Tops’ og ‘Heaven’ fremhæves, hvor Mick Jagger når det store register igennem fra fuldtonet falset over the big boss blues-man til krukkede manerer uden blusel, som han altid er garant for.

Keith Richards napper frontvokalen på ‘Little T&A’ med sin karakteristiske røst og hugger til den med veloplagte guitarriffs, korte solo statements samt solidt guitararbejde over hele linjen. Ronnie Wood medvirker kun på halvdelen af de 11 numre, men hans tandem parløb med Richards er jo en integreret del af The Stones Sound og været det gennem de sidste 45-46 år.

‘Tattoo You’ kan fejre rundt, og tillykke med det. Nr. 16 i rækken klarer sig faktisk flot i den samlede værkfortegnelse med sit effektive mix af kontant knoklemandsrock effektueret uden dikkedarer og den blødere side af bandets udtryk dog med fornøden kant, så balancen bevares. Niveauet er generelt højt på ‘Tattoo You’, håndværket tages seriøst, og genhørene åbenbarede både den kollektive dynamik og gæstemusikernes solistiske bravour til trods for strandhugst på overskudslagrene og den noget opsplittede arbejdsproces. Tilsyneladende svagheder vendes til styrker på ‘Tattoo You’, hvilket er albummets egentlige bedrift.