50 år med Bob Dylan's "Blood on the tracks"

Den 20. januar 2025 kan Bob Dylan fejre 50 års dagen for udgivelsen af albummet ”Blood on the tracks”. Albummet indtager lidt af en særstatus i Dylans produktion på grund af dets specielle tilblivelseshistorie.

De oprindelige indspilninger til ”Blood on the tracks” fandt sted i New York i september 1974 og resulterede i 12 numre, som pladeselskabet Columbia var parat til at udsende i deres daværende form. Men i løbet af oktober og november kom Bob Dylan i tvivl om de foreliggende indspilninger, bl.a. på grund af råd fra hans bror, David, der ikke syntes, at det færdige resultat af New York-indspilningerne lød kommercielt nok.

Dylan gik i studiet igen, denne gang i Minneapolis, med en håndfuld musikere og genindspillede halvdelen af de foreliggende numre, og derefter var han parat til at godkende albummet til udgivelse. To af de 12 numre gled ud i den endelige redaktionsproces, og dermed forelå ”Blood on the tracks” i den form, albummet har i dag.

Versionerne
Undertegnede er ejer af (mindst) 4 forskellige udgaver af albummet. Først og fremmest det oprindelige album, som det forelå til udgivelse i januar 1975. Dernæst cd-udgaven af albummet i en version fra 2003. Så vidt jeg kan gennemskue, er der ingen musikalsk forskel mellem disse to versioner. I 1997 udsendte pladeselskabet Columbus (med en sjov sproglig finte til Dylans officielle selskab, Columbia) en pirat-cd med alternative versioner af sangene til albummet, inklusive de to sange, der blev droppet inden den endelige færdiggørelse af indholdet på ”Blood on the tracks”. Titlen på denne pirat-cd er ”Blood on the tapes”.

I 2018 udsendte Columbia Records så cd´en ”More blood, more tracks” som den 14. titel i udgivelsesrækken ”The bootleg series”. Titlen findes både i en enkelt-cd-udgave og i en udgave med 6 cd´er. Det er førstnævnte, jeg er i besiddelse af, og på denne cd finder man New York-versioner af de 5 sange, der senere blev genindspillet i Minneapolis, samt et af de numre, der ikke klarede den sidste udskilningsproces inden udsendelsen af den officielle version af ”Blood on the tracks”, sangen ”Up to me”.

På den udvidede udgave af Bootleg series-udgivelsen finder man et stort antal yderligere New York-indspilninger, mens albumsættet ikke indeholder alternative indspilninger fra Minneapolis. De eneste versioner, der eksisterer af disse optagelser, er altså numrene på den færdige udgave af ”Blood on the tracks”, hvilket må siges at være ret interessant i betragtning af disse optagelsers store afvigelser i lydbilledet i forhold til de tidligere optagelsers lydbillede.

Har Bob Dylan virkelig straks været tilfreds med disse nye versioner, eller ligger der endnu en række alternative versioner af genindspilningen af sangene til ”Blood on the tracks” og venter på at blive udgivet på et senere tidspunkt?

Den grundlæggende forskel mellem New York-indspilningerne i september 1974 og december-indspilningerne fra Minneapolis er de ekstra instrumenter, der blev brugt til at give de seneste indspilninger mere fylde og variation i udtrykket i forhold til det afskrællede lydbillede fra New York-indspilningerne. Tilføjelsen af steel-guitar, orgel og flere guitarer end Bob Dylans egen har givet de nyindspillede numre et lettere præg, end de havde i de oprindelige versioner.

Ikke mindst sangen ”Lily, Rosemary and the Jack of Hearts” er blevet et helt andet dynamisk nummer, end det oprindeligt var, og flere af de øvrige nyindspillede sange har også gjort helheden langt mere varieret og spændstig, end den ville have været med New York-indspilningerne alene. Tak til Bob Dylans bror for at have set nødvendigheden af at peppe de musikalske arrangementer på ”Blood on the tracks” op!

Den oprindeligt udsendte version af Bob Dylans 15. studie-LP har efter min mening nydt godt af de musikalske tilføjelser. Det er nok også rigtigt set, at det ene af de ”overskydende” numre fra de oprindelige indspilninger, sangen ”Call letter blues”, udmærket kan undværes i det færdige resultat – bl.a. fordi sangen stort set er en anden version af sangen ”Meet me in the morning”, som kom med på LP´en.

Udeladelsen af ”Up to me” i forbindelse med den endelige redigering af indholdet på ”Blood on the tracks” er til gengæld mere diskutabelt. Der er tale om en fin sang om relationer – som de øvrige sange på pladen – og den ville absolut ikke føles som et fremmedelement på den færdige albumudgivelse; men måske Bob Dylan droppede nummeret, fordi et af dens udsagn ville kunne opfattes som et led i den definitive afsked med hustruen Sara, som han på dette tidspunkt var ved at glide fra: ”One of us has got to hit the road/ I guess it must be up to me”. Men der kan være mange andre grunde til udeladelsen af den fine sang, som sidenhen ikke fandt plads på nogen af sangerens senere studieudgivelser.

Teksterne
”Blood on the tracks” betegnes ofte som Bob Dylans skilsmisseplade, og korrekt er det, at alle sangene på pladen kredser om parforhold og relationer mellem mennesker, formentlig affødt af sangerens noget anstrengte forhold til hustruen Sara i denne periode. Men lige så tydeligt som skilsmisseaspektet er den store sproglige frodighed, der lyser ud af teksterne, måske som et resultat af det energiboost, Dylan havde fået ved at turnere med The Band i 1974. Formuleringsglæden og begejstringen over ordene er næsten helt håndgribelig i mange af teksterne til ”Blood on the tracks”, hvilket har givet anledning til et utal af verslinjer med karakter af aforismer eller bonmot´er.

Bob Dylan har selv fortalt, at teksterne på ”Blood on the tracks” skal ses som en form for tilbagevenden til den form for historiefortælling, som man finder i folkemusikken, og som man fandt i mange af Dylans tidligere sangtekster. Det er en fortælleform, som efter Dylans eget udsagn er ”filled with more despair, more sadness, more triumph, more faith in the supernatural, much deeper feelings”. Og det er altså en fortælleform, der i udstrakt grad karakteriserer teksterne på hans udgivelse fra 1975 – tekster, som jvf. albummets titel er fyldt med Dylans eget hjerteblod.

Jeg vil ikke her gå ind i en nærmere analyse af teksterne på ”Blood on the tracks”. Det har mange andre forsøgt sig med, og det er en øvelse, man kan få uendelig meget tid til at gå med. I stedet vil jeg i forbindelse med denne lille fødselsdagshilsen til pladen anføre en række markante citater fra nogle af sangene, som jeg selv synes godt om.

Citaterne er hentet fra den nedskrevne, officielle version af sangteksterne. Som man kan høre på de mange foreliggende versioner af sangene, ændrede Dylan jævnligt ordlyden i sine sange, således at teksterne blev et helt konkret vidnesbyrd om sangskriverens frugtbare forhold til og arbejde med sit vigtigste redskab: sproget.

Nogle citater: ”The only thing I knew how to do/ was keep on keeping on like a bird that flew/ tangled up in blue”, og: “We always did feel the same/ we just saw it from a different point of view/ tangled up in blue” (begge fra “Tangled up in blue”). “She was born in spring/ but I was born too late/ blame it on a simple twist of fate” (fra “Simple twist of fate”). “Bird on the horizon, sittin´ on a fence/ he´s singin´ his song for me at his own expense” (fra “You´re a big girl now”). “Either I´m too sensitive, or else I´m getting soft” (fra “If you see her say hello”). “Beauty walks a razor´s edge, someday I´ll make it mine” (fra “Shelter from the storm”). “If I´d lived my life by what others were thinking/ the heart inside me would´ve died” (fra “Up to me”).

Og til slut et lille vidunderligt intermezzo fra sangen “Idiot wind”: “They say I shot a man named Gray and took his wife to Italy/ she inherited a million bucks, and when she died it came to me/ I can´t help it if I´m lucky”. Det kan man da kalde historiefortælling i dens allermest koncentrerede form.

Find selv flere markante skriftsteder i sangene på Bob Dylans 50 års jubilerende plade. Og husk også at nyde de iørefaldende og medrivende melodier og den fornemme instrumentering under jagten på rammende citater i teksten.

Tillykke med de 50 år til ”Blood on the tracks”.