50 år med debutalbummet fra Kingfish

Da sangeren og guitaristen Bob Weir døde i januar 2026, forsvandt endnu et af den legendariske gruppe Grateful Dead´s oprindelige medlemmer, så det nu kun er gruppens to trommeslagere, Mickey Hart og Bill Kreutzmann, der stadig er i live. Bob Weir var 78 år, da han døde efter en lungesygdom, og kunne da se tilbage på en aktiv musikkarriere på mere end 60 år, heraf ca. halvdelen som medlem af Grateful Dead. Allerede som 16-årig kom Weir i kontakt med lederen af det band, der i 1965 blev til Grateful Dead, Jerry Garcia, og fra 1965 til Garcias død i 1995 var Bob Weir fast medlem af gruppen, selv om han ind imellem også fandt tid til andre musikalske samarbejder.

Bog Weirs navn vil for altid være uløseligt knyttet til gruppen Grateful Dead, og det var som medlem af denne gruppe, han i 1994 blev optaget som medlem af Rock and Roll Hall of Fame. Weirs første soloalbum, ”Ace” fra 1972, var i virkeligheden også resultatet af et Grateful Dead-samarbejde, selv om det er Bob Weirs navn, der står på pladecoveret. Weirs andet soloudspil, ”Heaven help the fool” (1978), blev indspillet i sommeren 1977, hvor musikeren holdt en pause fra arbejdet med Grateful Dead, og en af Weirs fritidsgrupper, Bobby and the Midnites, udsendte et par plader i starten af 1980´erne. Efter opløsningen af Grateful Dead i 1995 har Weir spillet i forskellige konstellationer, ligesom han udsendte endnu et soloalbum i 2016, ”Blue mountain”, indeholdende en række såkaldte ”cowboysange”.

Gruppen Kingfish
Ved siden af sine mange andre solo- og sideprojekter fik Bob Weir i 1974-76 tid til at spille sammen med et par gamle bekendte, Dave Torbert og Matthew Kelly, i gruppen Kingfish (kongemakrel), der udsendte sin debutplade i marts 1976. Weirs medvirken i Kingfish faldt sammen med en pause i Grateful Dead´s koncertaktiviteter, hvor gruppemedlemmerne fik tid til diverse con amore-samarbejder.

Det var i denne venteperiode, Bob Weir lod sig friste af sin mangeårige ven, guitaristen og mundharmonikaspilleren Matthew Kelly, som tidligere havde spillet med på et par Grateful Dead-plader, og som nu ønskede at danne sin egen gruppe. Det gjorde han i 1974 sammen med bassisten Dave Torbert, der samtidig forlod gruppen New Riders of the Purple Sage – ligeledes et band med tydelige Grateful Dead-forbindelser, idet Jerry Garcia i starten spillede steelguitar i gruppen og også medvirkede på dens første LP i 1971. Forbindelserne mellem Kingfish og Grateful Dead er mange og tydelige, så det kan næppe undre, at musikken fra de to grupper havde mange lighedspunkter, ligesom det ikke er overraskende, at Weir tog flere af sine Kingfish-numre med tilbage til Grateful Dead, da denne gruppe igen begyndte at turnere.

Både Grateful Dead og Kingfish spillede en blanding af rock og countryrock, med et strejf af jazz tilsat en smule syrerock, og med tre dygtige sangskrivere i Kingfish var det oplagt, at resultatet af gruppemedlemmernes anstrengelser måtte blive vellykket – selv om ordet ”anstrengelser” nok er forkert i denne sammenhæng. Der er ikke noget i sangene på Kingfish´s debutalbum, der lyder som om det har været ubehageligt eller hårdt for gruppemedlemmerne at være med til – tværtimod. Musikken på LP´en lyder, som om de 4 medlemmer i vestkystgruppen har nydt at arbejde sammen og også, som om de har hygget sig gevaldigt ved at spille sammen med ”gæstemusikeren” Bob Weir. Indholdet på debutudspillet har et afslappet præg, der kan karakteriseres som en kombination af det bedste fra de to grupper.

Albummet ”Kingfish”
Hovedparten af indholdet på pladen ”Kingfish” udgøres af originale sange, skrevet til lejligheden. Gruppens to stiftere, Torbert og Kelly, har stået for 5 af albummets 11 sange, mens Bob Weir har været medforfatter til 3 af sangene. Ikke overraskende bærer Weirs bidrag til ”Kingfish” præg af den lidt ubestemmelige form for rockmusik, Grateful Dead stod for, mens Torbert og Kellys sange i højere grad lignede den countrybaserede musik, man især forbinder med navnet New Riders of the Purple Sage. De øvrige sange indbefatter bl.a. klassikeren ”Bye and bye” i et nyt arrangement samt countrymusikeren Marty Robbins´ ”Big iron”, der trækker så kraftigt på cowboymytologien, at det nærmer sig kitsch.

Robbins´ sang blev oprindelig udsendt på en LP med titlen ”Gunfighter ballads and trail songs” (1959), og sangen blev i 2011 kåret som alle tiders 11. bedste western-sang. Her er da også western-valuta for alle pengene: ”It was over in a moment and the crowd all gathered ´round/ there before them lay the body of the outlaw on the ground/ Oh, he might have went on living, but he made one fatal slip/ when he tried to match the ranger with the big iron on his hip”. Melodien til sangen om Arizona-rangeren med det store skydejern er præcis så iørefaldende country-agtig, som den type sang kræver, og lytteren vil allerede efter første vers kunne synge med på omkvædet: “with the big iron on his hip”. Ren John Wayne.

Sangene på ”Kingfish” er arrangeret, så helheden fremstår fint varieret: hurtige sange følger efter langsomme ballader, og danseegnede numre afløses af mere lytteprægede sange, heriblandt et par jazzede indslag. Et hovedtema på pladen er kærlighed, som det er det på flertallet af rockmusikkens udgivelser. Flere af sangene handler om at være langt væk hjemmefra og at længes hjem, hvad enten scenen for begivenhederne er Alaskas bidende kulde (”Wild Northland”) eller New Mexicos glødende hede. Eller måske længslernes mål er den elskede, der befinder sig i sydstaternes varme, mens man selv befinder sig i det kolde Illinois (”Home to Dixie”).

Både Grateful Dead og New Riders of the Purple Sage er kendt for deres tætte forbindelser til de euforiserende stoffers verden, så dette tema er naturligvis også på banen, når medlemmer fra de to grupper slår sig sammen. Først og fremmest er det i sangen ”Goodbye yer honor”, man møder det typisk californiske hash-tema, og det er da også i Californien, sangens handling finder sted, nærmere bestemt i Turlock øst for San Francisco. 

Her er sangens jeg-person netop blevet taget med 14 tons pot(!), hvorfor han er blevet sat i fængsel og kan se frem til 20 års afsoning. Men det bliver der ikke noget af, eftersom han efter eget udsagn ”ikke har tid til at være i fængsel”. Derfor har han ikke tænkt sig at møde i retten som aftalt – men han skal nok sende dommeren et postkort fra det land, han flygter til: ”Tell him not to wait, I won´t be coming to my trial/ I hope I won´t offend ya/ but maybe I could send ya/ a postcard from a distant land”.

Hash-humor og hash-romantik har altid været en fast bestanddel af hippiekulturen, både i vestkyst-rockmusikken (Jefferson Airplane, Country Joe and the Fish, osv.) og i tegneseriens verden (Flipkompa´niet, Robert Crumbs serier, osv.). Det må man nok bare acceptere, hvad man i øvrigt mener om brugen af marihuana. Musikken, der knytter sig stoffernes verden, er i hvert fald ikke kedelig, heller ikke musikken fra Kingfish.