50 år med Little Feat

Januar 1971 udkom Little Feats eponyme debutalbum, som fra første minut markerede, at her var der tale om et band i kvartetform med et uhyre højt ambitionsniveau og håndværksmæssig kunnen pænt over normen - hold på hat og briller, hvor spiller disse musikere i start tyverne fra Los Angeles, Californien igennem med tæft, talent og et gyngende funky groove, der holder Gumbo gryden i kog tilsat sublim slideguitar, tunge beats og rullende piano, så retten syder af r&b, blues og Southern Swamp.

Fra og med ‘Little Feat’ manifesterede holdet sig som et ‘musikernes musikere’ band, hvis kommercielle gennemslagskraft desværre ofte ikke stod mål med den stilskabende og kunstneriske betydning. Sanger, sangskriver og slideman par excellence Lowell George fører an på debuten sammen med alt mulig keyboard virtuosen Bill Payne.

Hver for sig og i kompagniskab stod de for albummets indhold fraset forrygende udgaver af bluesklassikerne ‘Forty-Four Blues/How Many More Years’, hvor Ry Cooder overtager silderøret fra George, der røg galt afsted med sin ene hånd og var ude af stand til at håndtere guitaren under nogle af studiedagene.

Cooder trakterede ligeledes slideguitaren på en af Little Feats signatursange, Lowell Georges countryfarvede ‘Willin’, der på det første album efter min smag er en tand for hurtig og forceret i fremførelsen sammenlignet med den langt mere tilbagelænede version fra det mesterlige dobbelte livesæt ‘Waiting For Colombus’ (1978). George havde allerede skrevet nummeret, mens han var en del af Frank Zappas Mothers of Invention 1968-70.

Zappa mente, at George skulle skrive sit eget materiale og finde det rette band til formålet frem for at blive i Mothers, der ikke levnede megen plads til den mere klassiske rock og r&b, George dyrkede. Klogt træk og klogt set af begge parter. George tog bassisten Roy Estrada med sig fra Zappas orkester og kompletterede Little Feat line uppet ved hjælp af Payne og den træfsikkert dynamiske trommeslager Richie Hayward, et kraftcenter af rytmisk drive og opfindsomhed bag bækkener og tam’er.

Der gås robust til sagerne på store dele af ‘Little Feat’, lyt blot til ‘Snakes on Everything’, ‘Strawberry Flats’, ‘Crack In Your Door’ og særligt i ‘Hamburger Midnight’, der grovsvinger gevaldigt og kernen af det, gruppen kan, når den er bedst. Jeg er indrømmet fan og har været det, siden en værdsat musikerkollega introducerede mig for Little Feat i midten af 80’erne ved at sætte ‘Waiting for Colombus’ på anlægget, en aha oplevelse af de største i mine musikformative år.

Lowell George ledede bandet frem til sin alt for tidlige død blot 34 år gammel i 1979, et nærmest uafrysteligt tab. Estrada blev erstattet af den bundsolide Kenney Gradney, Paul Barreré forstærkede guitarsiden mærkbart omkring indspilningen af 1973 lp’en ‘Dixie Chicken’, og percussionisten Sam Clayton satte ydermere tryk under kedlerne i rytmesektionen - What a Fabulous Band!

Hayward døde 2010 i en alder af 64, og Barreré er ej heller mere iblandt os. Han gik bort i 2019 som 71-årig. Payne er eneste tilbageværende fra den oprindelige besætning i det stadigt nulevende Little Feat, der dog har lagt storhedstiden bag sig.

Det hele startede for 50 år siden med ‘Little Feat’, en stærk og helstøbt optakt af format - tillykke med den runde dag til album og band, kendte rockkoryfæer flokkedes til for at opleve live i velmagtsdagene, hvor George & co. med telepatisk magi i ensemblespillet lagde luft til de fleste.